Titlen “Røg og ild” gav mig nogle associationer i retning af en smokey stout, en fræk porter eller en god gang bambergsk røg og skumslukkeren køres straks i stilling. Men allerede ved nærstudie af etikketten bliver man lidt mistænkelig. Rook & Vuur er nemlig et eksperiment med en noget så sjælden og overraskende kombination som chili, røget malt og de tjekkiske humler Premiant og Saaz. I den ligning havde jeg måske streget røget malt ud og forsøgt mig med en chili ale. Men nu er De Molen jo ikke kendt for at sparke til den bold der ligger lige til højrebenet men mere for at få umulige ligninger til at gå op i stor brygkunst, og det skal man selvfølgelig respektere. Så man skylder De Molen, at gå ombord i Rook & Vuur.
Det gjorde jeg så akkompagneret af lidt stærk pølse og ost, som jeg i min store forundring og forvirring nærmest glemte at nipse af. Alt er vendt på hovedet i Rook & Vuur, der mildest talt ikke opfylder mine røgede drømme. Der er kun en minimal antydning af røg, som i virkeligheden opleves inficeret og har mere til fælles med autoudstødning. Ilden brænder overhovedet heller ikke igennem, men er højst en glød eller to og hurtigt overstået. Øllet er i den grad overcarboneret og uroligt, så man nærmest slår sig på det, og skummet udvikler sig som sulfo i en opvaskebalje. Havde dette været en blindsmagning havde mit bud peget i retning af noget håndbryg fra en novice.
Øllet står mørkebrunt i glasset og ved ophældning mødes man af en skæv aroma af tung malt, et hint røg, masser af råd og gammel mørk frugt. Smagen er ristet og tør med noter af træ, glucose, malt og en let bitterhed og chilien er svær at detektere. Højst en kilden i mundhulen.
Det er ikke hver dag man lader resterne af en øl fra De Molen urørt, men jeg måtte slukke skuffelsen med Ewil Twins fremragende Ashtray Heart, der måske ikke smager som bunden af et askebæger men alligevel ryger igennem på den fede måde.
Karakter (0-6): 2
Allbeer 
1 thoughts on “De Molen, Rook & Vuur”