London Fields Brewery, Hackney Hopster Pacific Pale Ale

How low can you go?

En Pale Ale på fornærmende 4,2% vidner i hvert fald om en flok Hackney-hipstere, der tager deres passion for sessionøl med lave procenter helt til grænsen, men altså ikke ligefrem imponerer i forsøget på at hidkalde din indre humlehund fra dybet af hades.

Tværtimod er vi tæt på at gø højlydt, stikke halen mellem benene og uden tøven diskvalificere Hackney Hopster som en Pale Ale, da den lettere provokerende og genreoverskridende frækkert holdere lavere på alkoholbarometeret end den klassiske tjekkiske pilsner, der som oftest lander på 4,4%.

Men ikke desto mindre er dette 3. batch af husøllet, der for alvor satte London Fields Brewery på øllandkortet downtown London, og hvor der som i de andre øl på repertoiret er kælet ualmindeligt meget for humleprofilen.

Hele fem humler mødes på midten mellem den amerikanske vestkyst og New Zealand: Magnum, Motueka, Nelson Sauvin, Pacifica og Pacific Jade. Og som navnet “Pacific Pale Ale” svagt antyder, er der tilmed tørhumlet med både Pacifica og Pacific Jade.

Det gør Hackney Hopster interesssant af flere grunde. For det første har Allbeer aldrig smagt en øl med så lav alkohol, hvor den eksotiske og vinøse humle Nelson Sauvin er på spil.

For det andet er Pacific Jade en relativ ny humle fra 2004, som “Institute for Plant and Food Research” i New Zealand har udviklet i deres humleprogram som en crossover af First Choice og Saaz.

Sidst men ikke mindst er netop Pacific Jade en såkaldt “dual hop”, der både er velegnet som bitterhumle men også giver liflige florale noter af citrus, peber og krydderier i aromaen. Det gør denne humle specielt velegnet til tørhumling eller en late boil, og det kvalificerer den ligeledes som en god allround humle til de fleste stilarter, og selv i Barley Wines kan Pacific Jade tilføre en afrundet og blid bitterhed.

Carlsberg har misbrugt ordene før, men nu stjæler vi dem tilbage: Her er lidt mere af det hele. Allerede ved åbning af flasken fornemmes at dette ikke er hvilken som helst bællebajer.

Den rituelle bevægelse af båthornet der forsvinder ned i glasset gengældes af fyrrige og friske noter af gran, græs, honning, citrus og sommereng. Som forventet giver den dominerende Pacific Jade en god gang pebret og krydret kontrastering. Under normale omstændigheder er det meget markant hvis en Pale Ale eller IPA er humlet med Nelson Sauvin, men den står ikke til at detektere i den ellers fine og finurlige aroma.

Et svæv af gærrester kæmper med de små boblers stigen mod overfladen, og er et sikkert tegn på en ufiltreret Pale Ale med krummer i. Hackney Hopster står stramt og gyldent i glasset – en middelcarboneret smuksak der fryder øjet. Skummet er stædigt, creamet, tæt og små slør suger sig sikkert fast til kanten af glasset. Som en sjælden set finish sætter en stor smuk skumhat sig oven på sidste tår i bunden af glasset.

Efter sådan en optakt i opvisningsstil er forventningerne i top, og du har ganske glemt den lave alkoholprocent. Men hipsterøllet skuffer heldigvis ikke i den rige og friske smag, der deler sig i to spor. Forrest på tungen og i gummerne sætter sig umiskendelige noter af vidunderlig og blidt bidende humle. Masser af grape, citrus, græs, harpiks, peber og krydderier omkranset af en tydelig floral tone. Bagerst på tungen sætter tørhumlingen så ind sammen med malt, gær og et subtilt strejf af sublim vinøs Nelson Sauvin i en fuldstændig fuldent balance.

Det ekstra gear i bitterheden med Pacific Jades klassiske karakteristika giver øllet sin helt egen karakter og er klinisk rent ramt.

Den lange bane er dog så alligevel ret kort. Den store smag klinger relativt hurtigt af og mundfølelsen behagelig varm jo, men også mild og harmløs. Her savnes alkoholen til at give Hackney Hopster det sidste skub over humlemålstregen.

Etikketten gør eller sit for at hjælpe til  og har også fået en regulær overhaling. Den fremstår en anelse søgt og lige lovlig hipstersmart ved første øjekast. Men i følge London Fields Brewery selv, er det for at tage tykt pis på deres eget publikum og sig selv. En selvironi Københavns hipstere på den ene- og anden side af bardesken godt kunne lære noget af. Det kunne i så fald være du bare kunne tage dem en anelse alvorligt.

Det er stadig den karakteristiske blå farve der dominerer, men på dette tredje opdaterede label lettere udtonet og tilbagetrukket til fordel for en old-school hackney-hipster, der helt bogstaveligt er portrætteret med kaleidoscop-briller, fjollet hat med hippieblomster, latterligt skæg og stok. Men det ville da også være upassende at brokke sig over etiketten, når nu flasken er på en halv liter, hvilket burde være den obligatoriske størrelse for en god bællebajer.

Læs også: London Fields Brewery, Shoreditch Triangle India Pale Ale

Karakter (0-6); 5

Hackney_Hopster_pacificpaleale

Hackney_Hopster_pacificpaleale3

Hackney_Hopster_pacificpaleale_1

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s