Der er nogle ting, der bare hænger uløseligt sammen.
Skyr og et rungende “ellers tak” er et oplagt eksempel. Rucola og skraldespanden er et andet.
I politik er der også nogle tro følgesvende, som altid optræder sammen. Det er nærmest en naturlov, at virksomheder i de fleste politikeres optik naturligvis aldrig kunne drømme om at snyde det offentlige. Skulle det for eksempel komme frem, at hver 10. virksomhed snyder med momsen, så skal de stakkels erhvervsdrivende ifølge politikerne blot have lidt hjælp til at forstå reglerne. Forargelsen er til gengæld en helt anden, hvis det er en borger på kontanthjælp eller flygtning, der er mistænkt for at have brudt reglerne.
I Allbeers verden er heavy og humle uløseligt forbundet. En symbiose der virker ligeså naturlig, som usikre chefers fanatiske tro på, at regnearket er svaret på snart sagt alle problemer.
Det skal med det samme indrømmes, at de to medlemmer af Allbeer har konsumeret groteske mængder af det allerfæleste industribryg til lyden af dobbeltpedalens frejdige slag mod skindet på stortrommen. Helt tilbage fra første gang Metallicas banebrydende “Kill ´em All” eller Slayers endnu mere ikoniske “Reign in Blood” blæste ud gennem højtalerne på vores sørgelige anlæg og ghettoblastere, har tonerne været ledsaget af humle.
Siden dengang har drøblerne været udsat for mange forskellige humler, og vi har lagt ører til mindst ligeså meget heavy, der er muteret i nøjagtig de samme groteske genrer og eksperimenter, som de gyldne dråber har de seneste især 10 år.
Derfor var det helt oplagt fluks at flå to flasker med titlen 1349 ned fra hylderne ved seneste ekspedition til en af hovedstadens foretrukne ølpushere. Dels er det Lervig og Surly, der har brygget øllene, og dels er 1349 et af de måske allermest kompromisløse band i den hårde musikgenre. På papiret var der tale om den smukkeste symbiose for ethvert humle- og heavyhoved.
1349 var året, hvor pesten kom til Norge, og bandet er naturligvis også norske og ud fra musikken at dømme ganske tæt på en diagnose som bimlende sindssyge. Og det er ikke helt tilfældigt.
Norge har i over 20 år leveret talrige band til den allermest ekstreme genre af metalmusikken. Lige fra Darkthrones diskante vanvid til Mayheims ikoniske status, der mest af alt skyldes interne stridigheder, der endte med mord og og afbrænding af historiske trækirker fra 1100-tallet.
1349 tilhører fjerde generation af denne vanvittige genre kaldet black metal, hvor især trommeslageren med det mundrette navn Frost sætter et tempo, hvor de færreste kan være med. Forsangeren (selv om sanger nok er noget af en tilsnigelse) lyder mildest talt lidt mut, og 1349 tager i det hele taget arven godt op fra deres banebrydende landsmænd på denne scene, der nok aldrig kommer på P4’s playliste.
Lervig Aktiebryggri er også norske, men bestemt ikke så nyskabende eller epokegørende i humleriget, som deres landsmænd i 1349 er i metalgenren.
Med chefbrygger Mike Murphy ved roret har Lervig med egne ord tænkt sig at brygge verdens bedste øl, og det er bestemt blevet til mange hæderlige af slagsen. Konrads Stout og Galaxy IPA er fine bryg, men på ingen måde i verdenstoppen.
Lervig har sammen med amerikanske Surly, der i øvrigt er dedikerede heavyhoveder, brygget et par hyldesthumler til 1349. Og 1349 har også deltaget i tilblivelsen af de foreløbig to øl. En pale ale og en black ale på (påståede) 6,66 procent og 13,49 procent.
Det er øllet med de tre sekstaller, der bliver åbnet denne aften til tonerne af 1349 bedste album “Hellfire”.
Lad det være sagt med det samme. 1349 er langt bedre på plade end på flaske, og samarbejdet mellem band og de to bryggerier skuffer på flere planer.
Kapslen ryger af til åbningsnummeret “I am abomination”, men det bliver hurtigt klart, at øllen befinder sig lige midt mellem en vederstyggelighed og verdens bedste øl.
Øllet står flot korngult og lettere diset i glasset efter opskænkningen. Et livligt hvidt skum med mellemstore bobler falder ret hurtigt til ro, så kun en smule klamrer sig til siderne af glasset.
I næsen virker 1349 mest lidt hengemt og anonym. Sådan kan satans bryg næppe dufte. Bryggerne påstår, at de går efter noget frisk citrusagtigt, og der er tilsat citron- og appelsinskaller. Humlen er Exuinox. 1349 dufter dog på ingen måde markant eller leder tankerne hen på friskhed. Tankerne går mere i retning af hvidvinseddike og småsur fløde.
På tungen dukker den velkendte lidt perlende fornemmelse op fra første til sidste slurk. Alligevel virker den en smule vandet og anonym af en pale ale at være, og tankerne går af uransagelig grunde til Det lille Bryggeris langt bedre bud på en musikalsk pale ale, selv om den af uransagelige grunde er dedikeret Rockers By Choice.
1349 virker en smule flad og anonym og bestemt ikke som en pale ale på de påståede 6,66 procent. Det indtryk ændrer sig ikke, som glasset bliver tømt, og øllet lidt varmere.
En snert af den altid velkomne bitterhed dukker op langt inde i smagningen, men det er en diffus fornemmelse og temmelig svær at bestemme. Nuancerne i 1349 er overraskende svære at identificere – udover lidt citron ved de allersidste slurke. Med lidt god vilje kan der også spores lidt appelsin i den lidt snerpende følelse og velkendte fornemmelse af prikken på tungespidsen.
Det er ambitiøst at ville brygge en pale ale, der samtidig skal yde mægtige 1349 bare lidt retfærdighed. Desværre formår Lervig, Surly og 1349 selv ikke at levere varen. Der findes mange flere og meget bedre pale ales på hylderne hos byens ølbutikker, som humle- og heavyhoveder med fordel kan investere de surt optjente sparepenge i.
Karakter (0-6): 2
Allbeer 