Med et perverst pris-tag på 110 kr i Mikkellers Bottle Shop i Torvehallerne, falder “Hopped in half” i kategorien “rip-off”.
Men denne signatur er arveligt belastet af 30 år gammel kærlighed til old-school death-metal legenderne Obituary, som Hopped in half er en hyldest til. John og Donald Tardy fra Obituary har ligefrem selv været med til at brygge pilsneren, hvis ordspil udspringer af den uomgængelige klassiker “Chopped in half” fra det 26 år gamle og genredefinerende album “Cause of Death”.
Derfor var der ingen vej uden om endnu en overprized øl fra Three Floyds, og det bliver ikke ligefrem bedre af, at 15% af vores surt sammensparede skillinger nu også sendes i skattely, efter Mikkellers udsalg til en amerikansk kapitalfond.
Obituary har efter eget ønske valgt at brygge en bællebajer med Three Floyds, da de udelukkende ryger fede og drikker lyse øl i turnébussen. Stærkere medicinering rimer ikke med at halvt liv på landevejen, og slet ikke under så ydmyg vilkår som bandet opererer under. Så selvom en blid bællebajer står i stærk kontrast til Obituarys tonstunge dommedagsunivers, burde Three Floyds kunne levere varen og har før gjort det fx. med sublime Zombie Dust.
Titlen Hopped In Half skal tages helt bogstaveligt, da Obituary ikke alene har bedt om en pilsner men en let en af slagsen. Så de ukronede humlekonger fra Three Floyds skulle ganske ekstraordinært skrue ned på halv for både humle, kraft og styrke. Det slipper de ikke særlig godt fra, og kun øllets visuals holder standard. Den gustne etikette fx, der med kirurgisk præcision rammer Obitarys old-school og herligt enfoldige splatteræstetik fra stribevis af blodige pladecovers.
Da den karakteristiske bolsjefarvede kapsel forlader flaskemundingen fornemmes en svag duft af humle, malt og citrus. Aromaen folder sig kun en anelse mere ud da øllet rammer glasset, og du skal stikke båthornet dybt ned for at fornemme bare en smule nibben i næsen af støvet, kornet og behagesyg humle.
I glasset står Hopped In Half ved første øjekast som klassisk pilsner. Lys strågul og uklar farve og toppet af et stædigt og totalt tæt skum, der bare nægter at slippe glassets kant.
Da Three Floyds markedsfører pilsneren med deres sædvanlige vrøvlede retorik, forventer vi trods alt, at pilsneren så også er “crisp”. Men det er den ikke. Tværtimod tangerer den det vandede. Helt uden frisk mundfølelse. Studeres glasset nøje afsløres også, at øllet er dovent, ja nærmest livløst.
Smagen har heller ikke meget at skrive hjem om. Honning, blomster, hø, malt og græs omkranser en fesen floral bitterhed, der kun akkurat kan accepteres på grund af en ret lang finish. Dog ender det med at maltens sødme får for dominerende en rolle på den samlede pallette.
Det er simpelthen bare ikke godt nok, og du kan ikke slippe tanken om, at øllet måske har slået sig på vej over Atlanten. Selvom brødrene Tardy fra Obituary til hverdag bæller Heineken som vi andre postevand, er Hopped In Half en eklatant skuffelse og fornærmende tæt på bandets hverdagsbajer. En session-øl kan og skal skæres skarpere.
Sammenholdes prisen på de 110 kr med kvaliteten, er Hopped In Half uden sammenligning den værste pilsner på craft-beer scenen netop nu.
Karakter (0-6): 2