På en af årets første rigtige forårsdage, mødtes Allbeers tomandsredaktion til humlestudier og snak om ølverdenen anno 2016. Redaktionsmødet fandt denne solskinsskinnende dag sted i en af de ølhuler, der nærmest skriger på nostalgi og refleksion over livet og alt dets væsen.
Ølbaren på Elmegade ligner på mange måder sig selv og en anakronisme af en ølbar. I hvert fald hvis den bliver sammenlignet med flertallet hovedstadens øvrige humleoaser, der er stylet og stilet i bedste minimalistiske ny-nordisk stil. Til forskel fra de fleste andre ølbarer er Ølbaren en ren oase at besøge. Her har en smart designer ikke ladet sin sygelige trang til nordisk minimalisme inspireret af en skummel finsk sauna plastre lokalet til med lyse farver, autentiske træborde og dertil hørende stole eller skamler, der efter otte minutter giver gæsterne kronisk sovende ben og bagdel. Niks. Ølbaren ligner en ølbar på en charmerende tarvelig måde uden dog at ligne de rigtig skumle bæverdinger, der stadig findes i hobetal på Lorteøen, hvor det ene af Allbeers medlemmer bor.
Mens hipstere og mode- og ikke mindst selvbevidste ungmøer målbevidst skridtede Elmegade af, og Ølbarens gæster og bartendere nød de første stråler fra forårssolen ved de dertil opstillede borde og stole udendørs, nørdede Allbeer på livet løs inde i mørket med yndlingsbeskæftigelse nummer et: Grundforskning i humle. Glemt var fabrikkens chefer og deres ubønhørlige krav om gevinstrealisering, målopfyldelse og andre vederstyggelige begreber, der er opfundet af veluddannede men småt begavede konsulenter med grotesk trang til tankekontrol og frygt for ikke at kunne styre alt ned i allermindste detalje.
Før den egentlige humlegrundforskning kunne begynde, skulle ganen lige indstilles på weekend og seriøs smagning. Beer Heres sprøde og velhumlede Executioner Ipa lagde bunden, før det blev tid til at smage på vinderen af DM i Håndbryg 2015. Det virkede på alle måder logisk at gå tilbage til rødderne med en imperial stout og nogle gutter, der brygger, fordi det er sjovt.
Svanemølle Bryghus udgøres af fire venner, der ikke har planer om løbeklubber, tilbud om tatoveringer eller behov for at prædike den sande lære om dette eller hint, der intet har med ølbrygning at gøre.
For Svanemølle Bryghus begyndte det i en kælder for snart 10 år siden, men har siden udviklet sig til lidt mere seriøs ølbryggeri, så det lille bryghus nu har noget, der ligner mere professionelle rammer for deres bryg i et havehus. Det er her, at Black Swan så dagens lys og vandt DM i Håndbryg i den mere tunge genre i 2015.
Førstepræmien var en tur til Lorteøen og Amager Bryghus, hvor Black Swan blev brygget i to batches. Noget af det er sendt til Australien, men Ølbaren havde også fået den sorte svane på hanerne. Og svanen har været en ælling med flere navne, før den endte på hanen. Det første navn var det lidet politisk korrekte “Negersved”. Det blev dog ændret til “Congobajer”, da svanen skulle ud og flyve i offentligheden. Men efter råd fra Henrik Papsøe, der er Amager Bryghus erfarne og rare spindoktor, måtte svanen ændre navn endnu en gang for at blive helt flyvefærdig og klar til alverdens ølbarer. Navnet Congobajer har nemlig givet et andet bryggeri frygtelige problemer med en chokolademælksproducerende mastodont. Derfor gennemgik pipfuglen en tredje forvandling og fik navnet “Black Swan” opkaldt efter en af bryggernes favoritværtshus.
Black Swan er en imperial stout på beskedne 7,5 procent, men fuglen flakser fint og imponerende kraftfuldt med vingerne både visuelt og smagsmæssigt. Den ser næsten kulsort ud i glasset, og et flommefedt mokkafarvet skum lægger sig tungt over væsken. I det ene af glassene dannes en nærmest grotesk skumboble, der er længere end længe om at briste og falde til ro med de andre bobler.
Svanen sender dufte af røg, vanilje, kaffe, brændte mandler og noget sødt langt op i næseborene. Den dufter potent i betragtning af, at den befinder sig i den mere fjerlette ende af stout-skalaen.
Røg og noget brændt rammer gane og mundhule ved de første små slurke, men langsomt afsløres en meget fint balance mellem noget sødmefyldt og bittert, der fik stilheden til at sænke sig ved bordet. Den blev undervejs forstyrret af en vildfaren forårskåd gæst, der forgæves spurgte Ølbarens personale om en Carlsberg. Den slags blasfemi fjernede dog ikke glæden ved at finde en øl, der både virkede velkendt og lidt fornyende på en og samme tid.
Langs glasset klamrede tunge gardiner af mokkafarvet skum sig stædigt under hele smagningen. Et syn, der normalt hører til i de mere bredrøvede og tunge imperial stouts.
Bryggerne har dog også gået helt tilbage til rødderne og stik mod mange danske bryggeres normale valg af især amerikansk humle. Amager Bryghus måtte således på ekstraarbejde for at finde de efterhånden sjældent brugte humler East Kent Goldings og Fuggles. De otte malte er knap så eksotiske, selv om Allbeer altid får nervøse trækninger og trang til spontant at smadre et eller andet ved ordet “spelt”. Denne malt står gudskelov ikke alene, men får fint følgeskab af blandt andet Cara Hel, Chocolate og Maris Otter.
Balancen mellem røget bitterhed og det søde står stadig klarere, som øllet nærmer sig tocifrede temperatur. Både chokolade, karamel og vanilje dukker op i mundhulen og bliver på lifligste vis blandet med det bitre og en fin finish over i det mere røgede. Svanen efterlader den behagelige og velkendte lidt klistrende fornemmelse i mund og svælg. Lige som det hører sig til for de lidt mere tunge øl.
Svanemølle Bryghus har med den sorte svane begået en imperial stout, der absolut tåler en gentagelse, og de fire bagmænd har tilsyneladende fat i noget. Siden den første deltagelse i DM i håndbryg i 2012 er det blevet til flere medaljer, men svanen er altså første gang, at de løber med førstepladsen.
Svanens fint afrundede eftersmag af især bundbrændt karamel og fine nuancer af røg efterlader indtrykket af, at der er styr på håndværket.
Samlet karakter (0-6): 4
Allbeer 