Amager Bryghus, Batch 1000

Allbeers lille redaktion har, mere eller mindre frivilligt, været gået i hi, på orlov eller snuppet en god lang sabbat. I hvert fald når det gælder skriftlige overvejelser om øl og alt dets væsen.

Og der er i den grad sket et og andet, siden vi sidst har givet vores besyv med om mikrobryggeriernes mange og underfundige skabninger.

Der er kommet ny regering med den deraf følgende nærmest rituelle række af initiativer og påfund, der alle skal markere en ny begyndelse, sporskifte og evne til at gøre alting bedre end dem, der sad på flæsket før. Det er dog stadig de samme slipseklædte, åndeligt indskrænkede og uendeligt snævertsynede regnedrenge, der bestemmer, hvor vi skal hen, hvad der skal ske, og hvad der i “virkeligheden” kan lade sig gøre. Devisen er stadig den samme: Hvis ikke det passer ind i et regneark med overskriften “Vækst for fanden”, så findes det ikke.

I ølverdenen er der også sket en masse spændende og nyt og også en del let genkendeligt. Ølentusiasterne kårer af uransagelige grunde et habilt – men på ingen måde nytænkende – bryggeri som det bedste. (Der bør, ifølge Allbeer, være love mod hvedeøl i al almindelighed og ekstra forbud mod at smide ingefær i den type bryg). Èn stemme gav Thisted den såkaldte sejr over Amager Bryghus, der har et bundniveau og evne til nytænkning, der er klasser over de fleste andres. Det gælder også bryggeriet bag den habile og betalelige Øko Thy.

Der er også kommet flere nye øl end nogensinde før, og hittepåsomheden er imponerende og til tider spøjs, som da Allbeer for nylig smagte Det Lille Bryggeris mærkværdige Hindbær Lakrids ale, der bedst kan betegnes som løjerlig.

Alligevel er der på en eller anden måde samme genkendelighed i ølverdenen som i alt andet. Nogle af de små og uafhængige ender som det, de kæmpede mod. Som da det selvudnævnte “Kompromisløse Bryggeri” Nøgne Ø solgte ud og sjælen til Hansa. Det er omtrent ligeså inkonsekvent og kompromissøgende som politikere, der prædiker om at støtte folkeskolen og derpå sender egne poder i privatskoler eller andre folkevalgte, der beder om en ordentlig tone og straks derefter selv verbalt uddeler skridtspark til højre og venstre. Alt sammen en udvikling der ville få de hedengangne Andersen, Huxley og Orwell til at bede om at få værkerne “Kejserens nye klæder”, “Fagre Nye Verden” og “1984” placeret under “fakta” og ikke “fiktion” på hylderne hos boghandlerne.

Al denne elendighed blev vendt og drejet til Allbeers seneste redaktionsmøde, der dog endte i positiv ånd og stemning. Der er stadig grotesk meget godt bryg og nogle helt igennem geniale bryggere og bryggerier derude, der fortjener omtale og vores surt optjente sparepenge.

Det er dog ikke ensbetydende med, at Allbeer har taget ja-hatten på. Redaktionens to medlemmer er ingenlunde nået en alder, hvor vi kan iføre os nogen form for hovedbeklædning med selvrespekten, mandligheden og integriteten bare nogenlunde intakt. Det gælder såvel cykelhjelm, hipster-tophue eller andre former for hovedpynt. Ja-hatten og lignende positiv psykologi-udtryk er i det hele taget noget, der bør aflives ved førstkomne lejlighed.

I forsøget på at komme tilbage på humlesporet vender Allbeer tilbage til rødderne. I hvert fald når det gælder bryggeri og øltype.

Ipa’en Batch 1000 fra Amager Bryghus synes derfor at være den helt rigtige bryg til at genstarte fablerierne her på siden med.

Drengene fra Amager har siden 2007 sprøjtet humle ud i et tempo og en kvalitet, hvor de færreste kan følge med – måske lige bortset fra Mikkeller. Det imponerende ved Amager Bryghus er, at de virker hæmnings- og kompromisløse. Også selv om noget af deres bryg bliver solgt i supermarkeder. Det meste af deres øl er på ingen måde for begyndere, og det gælder heller ikke Batch 1000, der, som navnet antyder, markerede deres 1000. bryg.

I denne ipa gør Amager, hvad de er bedst til: Smadrer groteske mængder humle i kar og flasker, så tunge og drøbel er mærket længe efter.

Batch 1000 har fået humle i mæskning, kogning og adskillige gange mere undervejs i processen. Og Amager Bryghus giver den gas med humlerne: Hercules, Amarillo, Chinook, Simcoe, Citra, Mosaic, Sorachi Ace og Centennial er smidt i Batch 1000, og det kan smages.

Øllet står helt klart og næsten pilsner-gyldent i glasset, mens små bobler langsomt svæver mod toppen og vidner om en vis livlighed. Skummet er næsten kridhvidt, let og porøst med mellemstore bobler.

Duften vækker straks minder om mange andre gode ipa’er. Friskt og citrusagtigt med en blanding af fyr- eller grannåle, og der anes også dybere nuancer af karamel og letbrændte mandler og noget gæragtigt.

De første par slurke vækker også minder om de utallige gode ipa’er, Allbeer har lagt smagsløg til. En prikken på det forreste af tungen kombineret med fornemmelsen af et bittert humlehug oppe i bihuler og gane.

I glasset vidner et tungt slør langs siderne om, at der er kalorier og kraft i Batch 1000, der dog med 6,5 procent holder sig i midten af alkoholstyrken på mange ipa’ere.

Tungespidsen føles en anelse bedøvet efter de første slurke, nøjagtigt som Allbeer foretrækker en ipa, og den velkendte lidt metalliske fornemmelse breder sig i mundhule og gummerne.

I eftersmagen markerer Sorachi Ace-humlen sig på fineste vis med sin afbalancerede bitterhed og særegne eftersmag af asiatiske krydderier, men maltene Pilsner, Munich og Melanoidin leger også med og efterlader en samlet god kompleks smag af anis, noget smøragtigt, harpiks og en smule brændte mandler.

Batch 1000 bliver mere rund i smagen, som glasset tømmes og ender ovre i genren for de mere forfriskende ipa’er. Efterhånden melder der sig også nuancer af ristet brød, der sammen med bitterheden fungerer virkelig godt. Det er helt klart en øl, der vil gøre sig godt med asiatisk mad, selv om den sagtens kan stå helt alene som denne aften.

Selv om Batch 1000 ikke længere er en ny øl på de efterhånden mange velassorterede øl-pusheres hylder, så er det helt klart en af dem, der bør stå en enhver øltosses hylder.

Samlet karakter (0-6): 5