Cantillon, Blåbær Lambic Bash 11

Den første gang jeg drak en Cantillon blåbær lambic var på en tagterrasse i selskab med Tapiren.  Det var i foråret 2008. Den sidste gang jeg drak en Cantillon Blåbær Lambic med tapiren var til en ølsmagning. Det var i efteråret 2010. Hvis jeg havde vidst, at jeg ikke skulle fortsætte med at drikke en Cantillon Blåbær Lambic med tapiren i mange år frem, så havde jeg sat endnu større pris på begge gange. For nok er Cantillon Blåbær Lambic en god øl, men selskabet var uendeligt meget bedre – og jeg ved, at hr. Goldbach ikke tager mig det ilde op, når jeg siger, at det manglede i år, hvor det var Cantillon Blåbær Lambic bash 11, der blev åbnet.

Blåbærlambic er for mit vedkommende en øl, der ikke kan drikkes uden vemod – og det blev ikke mindre af, at vi indledte den spontane seance med en Cantillon af ukendt årgang og oprindelse, som jeg fik for år tilbage af den altid gavmilde Palle. Denne Cantillon var i øvrigt en uden sammenligning interessant og syrlig oplevelse. Hr. Goldbach fik næring til mavesåret, men jeg var begejstret, om end lidt bekymret for hvad og hvor gammelt bryg vi egentlig drak. Men Cantillon lagrer vel. Og det er godt at vide, for jeg har et par andre (store) flasker liggende fra selvsamme gavmilde giver. Til når vemodet tager over.

Cantillon Blåbær Lambich Bash 11 koster små 300 kr. når man bevæger sig ned i Ølbutikken efter den. Efter sigende skulle man kunne tjene penge på videresalg, men sådan er vi ikke på Allbeer. Vi køber og sælger ikke for simpel vindings skyld. Hr. Goldbach er alt for stor modstander af storkapitalen, profit og alt det andet, der får jorden til at dreje rundt til at begive sig ud i den slags – og det må jeg jo så respektere. Det sagt, så er vi enige om, at vi har købt den sidste store flaske blåbærlambic. Vi er klar til at kaste vores hundredekronesedler efter andre øl. For nok er blåbærlambic en god øl, men der er jo også andre gode øl derude. Ret skal dog være ret, jeg kunne måske godt forfalde til at købe en lille flaske næste år. Kaptajn K har jo et blødt og nostalgisk indre punkt.

Men tilbage til øllet. For det er nu godt. Det er en begejstret skummende øl, der møder en, når man har løsnet den karakteristiske Cantillonkapsel og prop. Der er decideret tale om skumkrone på flasken. Kapsel og prop er i øvrigt små kunstværker i sig selv. Det er skønt med denne sans for detaljen, som præger Cantillon.  Øllet er også særdeles fotogent, når det er kommet op i glasset: mørkerødt øl, lyserødt skum og de fineste gardiner på glasset. Og når man så tilmed er den heldige ejer af et ægte Cantillonglas, så bliver det næsten ikke smukkere.

Og det smager også skønt. Tydelig blåbærsmag og en let syrlighed. Blåbærlambic er ikke voldsomt syrlig, men snarere delikat balanceret. De ellers ofte fremhævede noter af hestedækken er fraværende i denne lambic og nybegyndere ud i det spontangærede kan godt være med her. Vi husker umiddelbart tidligere udgaver som kraftigere og bliver enige om af bash 11 er lidt vandet i det, men måske svigter erindringen os og måske var alt bedre i gamle dage. Selskabet var i hvert fald, dengang, der var en mere til at dele flasken.

Det er en god spontangæret, som vi fra vestjylland ville sige. Det er en øl blandt de bedste i verden, ville andre måske pointere. Vi giver den fem og gemmer, som tapiren, sekstallet til, hvis vi finder den mytiske 2005-udgave.

Karakter (0-6): 5