Det var en af de dage sidst i oktober, hvor en fyraftensøl blev til flere og en eftermiddag blev til aften. Der var saglige diskussioner både om øl og arbejde. De sidste skal ikke gengives, men de første var indgående om blandt andet syrlighed. Var der tale om eddikesyrlighed eller var vi snarere ude i en citrusfrugt og hvis det sidste var tilfældet var et så en citron eller en lime. Men den diskussion udspandt sig nu over en Cantillon Iris 2003 og slet ikke over den øl, som nærværende skal handle om.
På fad på dejlige Ølbaren var nemlig Grassroots KolVal og den fristede Kaptajn K og andre dele af selskabet. KolVal er efter sigende inspireret af trappistklassikeren Orval og er brygget af kontraktbryggeriet Grasroots Brewing i samarbejde med Kolding Bryglaug, men eftersigende såmænd på Fanø Bryghus. Så enkel, så kompliceret og så forbundet er den gode danske ølverden.
Kaptajn K kan godt lide spontangæret øl og syrlighed. Orval står derimod ikke allerhøjst på hitlisten, selvom der ikke skal herske tvivl om, at Orval selvfølgelig skal smages. KolVal skiller sig nu også væsentlig ud fra Orval.
Det er en flot øl, der er på fad. Masser af højt flot og relativt holdbart skum, der efterlader flotte gardiner på glasset og store forventninger omkring bordet. En lys, næsten tangerende grøn øl. Duften er syrlig og præget af stald. Ordene falder præcist fra en af medsmagerne ’Nej, det dufter ikke af hø, det dufter af stald. Hø er rent, det her er mere beskidt.’
Øllet smager mindre syrligt end duften lader tro, om end undertonerne er der. Smagen er også mindre syrlige end Orval, men til gengæld er øllet let bittert, Kaptajn K noterede sig såmænd også udtørrende og sågar støvet, men det er slet ikke dårlig ment. Heller ikke selvom smagen snarere er rådden end røget og staldduften genfindes i smagen. Det er på alle måder en interessant øl, der befinder sig i glasset, på bordet, på Ølbaren.
Øllet er lavt karboneret og uden særlig mundfylde. En medsmager tilkendegiver ,at øllet ikke river i maven på samme måde som spontangæret, men Kaptajn K har nu aldrig rigtig tænkt, at spontangæret rev i maven. Måske er jeg for ung til mavesår?
Kaptajn K er typen, der giver point for kreativitet og mod – og måske også lidt for ny yndlingsbartender på Ølbaren. Vi lander på fire ud af seks.
Karakter (0-6): 4
Rent faktisk er øllen udelukkende gæret på resterne af 40-45 Orval flasker. Det eneste gær, der stadig er frisk heri er Brett, så derfor den kraftige tørhed og lave syrlighed. MVH René (Kolding Bryglaug)
@ Rene, Tak for supplerende information. Det havde jeg aldrig regnet ud og jeg må nok også nødtvunget indrømme, at mit gærkendskab ikke rækker til fuldt ud at forstå sammenhængen. Men så er der jo mere at researche på til fremtidige ord om øl..