Founders, Breakfast Stout

Sol og sort øl.

På papiret lød det som et perverst, ja næsten blasfemisk, miks, der var lagt op til en fredag i maj. Skulle en af månedens varmeste og smukkeste dage virkelig kombineres med dråber, der bedst beskrives med ord som bundbrændt, chokolade, lakrids og procenter tæt på eller over otte og ni procent?

Tvivlen gik mest på, om de sorte og tunge øl i fælt og fejt ledtog med sollys og varmegrader i midten af 20’erne ville slå bund og den sidste rest af fornuft ud af skroget, inden weekenden for alvor var begyndt.

Heldigvis havde de fremmødte på slaveanstaltens altan misforstået opgaven og taget flasker med, hvor indholdet ikke kom i nærheden af de nådesløse tocifrede alkoholprocenter. Første omgang bestod af en finurlig vinter ale i den lette ende fra Amager Bryghus. Bryggen hed Canadian Winter. En spøjs sag der på et tidspunkt fortjener flere ord her på bloggen.

Resten af ordene i dette indlæg bliver dog dedikeret det andet indslag på Allbeers improviserede Sort øl og sol dag: Founders Breakfast Stout. En øl der på mange måder og mange steder bliver omtalt med stor respekt.

Der findes uendelige anekdoter og ordsprog om ikke at fælde dom over noget ud fra det første indtryk. Det skal Founders være glad for. Den lille småfede flaske er nemlig prydet af en etiket med motivet af en grim unge i færd med at æde grød af en skål. Et kort øjeblik går tankerne i retning af det banjospillende indslag i den grumme film Deliverance fra 1972. Billedet flimrer nådesløst videre på nethinden, mens kaplslen bliver fjernet fra denne Oatmeal Stout.

Founders kalder selv de 33 cl på 8,3 procents alkohol en double chocolate coffee oatmeal stout. Så er scenen for alvor sat i en genre, der har fostret både fantastiske legender og gevaldige kiks.

I denne bryg er der blandt andet brugt Sumatra og Kona kaffe, men ellers er det sparsomt med oplysninger om indholdet af humle og malt.

I glasset virker den sort, men nærmere inspektion, i lyset fra “Vor Herres store gaslampe”, som en af de fremmødte knastørt kaldte solen denne fredag eftermiddag, afslører en kastanjebrun farve.

Et stort, tæt og tommetykt skum dækker øllet fra først til sidst. Stædige gardiner klamrer sig til glassets sider på aller smukkeste vis, som vi arbejder os gennem den sorte væske. Skummet består af store bobler, der springer ved nærkontakt med læberne.

Duften efterlader ingen tvivl. Denne stouts aroma fører tankerne på sikker kurs mod chokolade- og kaffeoceanerne. Og vi taler her om de store og dybe kaffe- og chokoladehave, hvor der er bælgravende mørkt. Ristede mandler og ditto havreflager kæmper med om opmærksomheden i næsen. Der er ikke meget plads til mere deliktate og fine nuancer.

De første smagsindtryk forsvinder næsten efter de voldsomme duftangreb. Founders virker slet ikke så mørk på tunge og i gane. Men. Og her skal straks indskydes et kæmpe forbehold. Denne stout smager af noget. Den smager af rigtig meget. Vi støder bare her ind i et paradoks, som så ofte før.

Allbeers redaktion og nærmeste omgangskreds har på det seneste talt om, at duften lover mere, end smagen kan holde. At der er en umiddelbar asymmetri mellem smag og duft. Netop derfor er oplevelsen af øl en proces, der kræver tid. Øllet skal have lov at sætte sig. Det samme skal duft- og smagsindtryk.

Med dette indskud in mente skal det siges, at Founders smager af rigtig meget. Her er det bestemt retvisende, at der i navnet indgår kaffe og chokolade. For det smager øllet af. Noget brændt og nøddeagtigt dukker også op i smagsbilledet. Tankerne går i retning af en forbandet god chokolade milkshake med et skud god kulsort kaffe.

Der er ikke meget liv i den mørke væske. En kort prikken på tungen er alt med et strej af mynte. I munden efterlader den en svagt klistrende fornemmelse.

Det første indtryk af en spinkel krop bliver afløst af et fint indslag af alkohol på den lange bane. Det bliver dog aldrig for meget. Det her er en øl i rigtig god balance og på ingen måde et dårligt selskab i solen. Absolut et godt følgeskab en majdag i solen.

Karakter (0-6): 4