Ganske kort før Mikkeller & Friends åbnede for den ekstravagante øltavle i Stefansgade postede Mikkeller en efterlysning på de sociale medier. Var der mon nogen beer geeks, der havde et ekstra eksemplar liggende af den lille legende Beer Geek Brunch? Det havde vi selvfølgelig, men ville da ikke af med den! Heller ikke for en kasse af det nye batch retur, der nu er kommet i diminutive flasker med Keith Shores sædvanlige stilsikre signatur. Nicolai Westtoft var den hurtigste geek ved humlehavelågen og ville gerne af med sin, der formentlig skulle bruges til at teste de nybryggede dråber op i mod.
Dråberne landede kort tid efter, og under navnet “Beer Geek Family” er Beer Geek Brunch Weasel i følgeskab af originalen Beer Geek Breakfast, Beer Geek Bacon og nye Beer Geek Vanilla Shake. Selvom vi ældre tumpede tosser stadig mindes de gamle etikker med stramt siddende nostalgisk spændetrøje, selvom vi får kuldegysninger ved kombinationen af vendingerne “Beer Geek” og det lige lovlig diskofile “Vanilla Shake”, og selvom vi slet ikke forstår fraværet af den fabelagtige “Beer Hop Breakfast”, ja så må vi bøje os for det nye design, og bifalde at hele familien er genfødt på små flasker. Det gør det trods alt lidt nemmere at have et familieliv ved siden af sine dårlige vaner, når vi kan nøjes med have 33 cl med high-end-oktan i blodet.
Selvom vi allerede har anmeldt dem alle, minus den nye Vanilla Shake, er det helt obligatoriske studier at smage dem op mod hinanden i dette opdaterede batch. Lige som vi har gjort det med Single Hops Series og Yeast Series, der vel er det tætteste vi kommer på videnskabelige forskningsøl, og tilmed ualmindeligt vellykkede.
Beer Geek Brunch Weasel er bedre kendt som “Lorteøllen”, der fik Mikkeller på morgen-tv med væsel-lort og absurd dyre kaffebønner. At invitere vilde vesterbro vibes og Mikkel Borg Bjergsø i clinch med Cecilie Frøkjær om en ekstrem imperial stout, svarer nogenlunde til at lade Puk Elgaard interviewe black metallens norske fader, Nocturno Culto, om hans seneste sataniske primalskrig på den nye skive med Darkthrone. Højdepunktet var da Mikkel svarede “Tak!” på konstateringen “Den smager jo godt”.
Men det billige pr-stunt om den dyre lortekaffe var jo noget selv den mest principfaste journalist blev nødt til at skrive om, og hermed var døren for alvor åbnet for mainstreamkulturen. Ens egen telefon begyndte ligefrem at ringe fra nær og fjern med klogeågespørgsmål om, hvorfor ølvidenskabsmanden over dem alle dog degraderede sig selv til det submentale morgensegments retarderede fællesnævner. Vi var selv lidt paf, men det gjorde han.
Heldigvis taler produktet for sig selv, og de fleste beer geeks og Mikkeller freaks vi møder (og Mikkel Borg Bjergsø selv) har Beer Beek Brunch som den absolutte Mikkeller-favorit. Vi hælder nok mere til den onde, kolde og kyniske nordiske råhed fra Black, Black Hole og deres diabolsk dragende mutationer. En serie af øl, der vil få enhver hipster til at flygte hjem i egoistlejligheden på Sankt Hans Torv med tommeltotten i munden, tårer i øjenkrogen og den nye med National i øregangene.
Vi ville også foretrække den uovertrufne og særligt slagkraftige men sublimt afbalancerede og komplekse, George, der måske bedre tåler sammenligning med Beer Geek Brunch.
Småskræmt af al hypen var det faktisk først et par batches senere til den episke event – Beer Geek Brunch med Mielcke og Hurtigkarl på Mikkeller Bar – at vi fik rigtige øjeblikke af storhed i selskab med den stakkels væsel og de gode gæster fra nær og fjern.
Vi ville så gerne have smagt den fra fad til Mikkeller Tap Takeover på Fairbar i Århus sidste weekend, men nu skuler det seneste opdaterede batch i stedet ondt til os fra Mikkellers nye stramme smageglas.
Den opdaterede version af Beer Geek Breakfast, har fået et lille noch-up på alle parametre, samme effekt kan vi ikke helt mærke i mødet med Beer Geek Brunch Weasel 2013. Det kan sagtens være noget vi bilder os selv ind, men allerede ved ophældning bemærkes den meget beherskede skumudvikling. Bundbrændt, mørkebrunt og ikke mere end et par milimeter højt. Efter 30 sekunder er det tæt på ren oliepøl med et par spredte skumøer. Vores billeder af det originale batch dokumenterer en storboblende skumkrone, der dog ikke havde holdbarhed som forventet.
Lorteøllets krop er kulsort fed motorolie, ultralavt karboneret og tæt på død i perlen. Et direkte dekadent syn. Dråberne prikker dog blidt på tungen, en anelse af kontur og stramhed sætter sig sikkert fast i gummerne, og bagerst på tungen ryger robustheden hurtigt over i en mere vinøs, harmonisk og let fornemmelse, oat-meal-stoutens klassiske karakteristika.
Næsen er en anelse indelukket og fortættet til at begynde med, men åbner sig langsomt og sikkert op som øllets temperatur stiger. Dybe hårdristede og nærmest brændte noter af mørk chokolade, brød, malt og kaffe men også et strejf af alkohol, tørret frugt og lakrids sætter sanseapparatet på overarbejde. Den intense aroma svæver smukt over glasset til sidste tår.
Smagen er endeløs dyb, koloenorm og kompleks. Slet ikke så bitter som Beer Geek Breakfast, men mere domineret af den indledende sødme, de brændte og røgede noter. Kaffe, chokolade og hårdristet malt står stærkt i centrum efterfulgt af moderat bitterhed og et bundtræk af små 11% alkohol. Lidt gastronomisk tilbehør trækker oplevelsen ud over 1 times tid, og her vokser karakter og smag til store højder, selvom smagsløgene instinktivt skriger på det bitre bid, der udebliver.
Mundfornemmelsen er supersmooth men også fed, varmende og, som i det originale batch, efterlader den en tynd og lidt klæg coatende hinde i hele mundhulen. Vi lærer aldrig at elske lige netop den detalje.
Weasel is the shit, derom hersker ingen tvivl. En enestående øl, men det bliver aldrig Allbeers Mikkeller favorit. For en sjælden gangs skyld synes vi faktisk, at remixet “Beer Geek Brunch Weasel Calvados Edition” peaker på flere parametre. Men det er en helt anden historie.
Karakter (0-6): 5
Allbeer 