Gourmetbryggeriet, Bock2

Min foretrukne madøltype er pt. Bock, der med sin kraft, fylde, sødme og vinøse alkohol er den perfekte ledsager til de krydrede retter og oste som jeg sætter så stor pris på.

Skal der både øl til- og i maden er min foretrukne lokation den Tatoverede Enke og deres sublime 4 retters øl-menu, men på denne råkolde efterårsaften besøger vi Romarin i Ryesgade på Østerbro, beskedne men hyggelige rammer. En lille lokal joint der udmærker sig ved rustikt udvalg fra det franske og italienske køkken samt den ikke uvæsentlige detalje, at man kan medbringe sin egen vin og øvrige drikkevarer. Altså øl til maden, og denne gang Gourmetbryggeriets dobbeltbock. 

Flot fyrrig kastanjebrun klar krop, småt boblende og let prikkende. Total tæt, råhvid, stædig og imponerende stor skumkrone der efterlader lange fine slør i glasset. Duftindtrykket bringer markante malte noter af rugbrød, lakrids, karamel, tung citrus og dertil alkohol i næsen. Mundfornemmelsen er frisk og varmende.

Smagen er voldsomt domineret af det maltsøde, men jeg kan også fange nuancer af vanilie, karamel og nød. De 7,2% holdes fint i skak, men jeg savner alligvel bare en smule humlebitterhed til at balancere den meget markante maltsødme, der også fortsætter i en lang finale. Denne øl er dog en fin oplevelse, dejlig madøl og fremfor alt meget varm og hyggelig til en råkold efterårsaften på stenbroen.

Karakter (0-6): 4
Gourmetbryggeriet

1 thoughts on “Gourmetbryggeriet, Bock2

  1. Kære Martin
    Rart at se en anmeldelse af en dejlig øl jeg sidder og nyder.
    Jeg er enig i din karaktergivning.
    KIHOSKH • Sdr. Boulevard 53 rubricere denne øl som en barley wine. (7.nov.-08)
    Denne øl må være en dobbelt bock, hvilket navnet også fortæller, den smager som en dobbelt bock og den er også en dobbelt bock og dermed er den en helmaltsøl brygget på tysk pilsnermalt tilsat münchener- og karamelmalt. Øllet er brygget på en blanding af Hallertau Northern Brewer (en almindelig bitterhumle i Bayern) og en aromahumlesort Perle. Til øllet er anvendt en tysk undergær. Meget mere tysk øl kan det ikke blive og mon ikke denne øl ikke også kan få betegnelsen starkbier?

Skriv en kommentar