Undskyld! Bryghus?, Ant Lebensraum

Allbeer har været out of orbit alt for længe, og vi skal nok spare læserne for en lang forklaring. Den korte er, at denne signatur har været under den kolde kirurgiske kniv tre gange de sidste to og en halv måned. Den smertestillende medicin har været af en krasbørstig kaliber og absolut inkompatibel med indtagelse af alkoholiske drikke. Således glemmer man næsten hvordan øl smager, en helt urimelig straf but doctor’s orders.

Ikke overraskende var det naturligvis akademiets øløje i det høje Mesteren selv, der nok engang genstartede sanseapparatet med friskbrygget mørk og magisk Tmavý Speciál 14° Pivo Černé fra et af Allbeers alltime favoritbryggerier, tjekkiske Pivovarský dvůr Chýně. Et tidsløst bryg i absolut verdensklasse, og pludselig kunne man se klart ud over ølhorisonten igen. Det er også nødvendigt, da brødrene Bjergsøe’s topambitiøse og sensationelle festivaller Sour’n Bitter og Copenhagen Beer Celebration løber af staben om bare to uger.

Så for at komme i kampform på så kort tid, vælger vi at springe opvarmningen over og tager på tur med den absolut tophemmelige og ulmende undergrund. Introducing Undskyld! Bryghus? – ja undskyld, men det hedder de altså! Et collab af sorte bagggårdskatte anført af Klaus Bransmark, manden med de lækre misser fra Miss Håndbryg. Hans mørke bryg skuffer aldrig, og de har noget så sjældent som en sikker signatur i smagen og fantastisk feelgood factor. Asketiske med en nordisk råhed skåret helt ind til benet, en bisterhed som en geek eller to vil tolke som ubalance. Brygteknisk har jeg ikke fagligt indsigt til at stille skarpt på, hvordan resultatet får denne så unikke karakter, men jeg går bagover hver gang, balance eller ej. Øllet går direkte igennem kroppen, ned i storetåen og op i svælget igen. Der bliver det så siddende i flere timer og giver ro til eftertanke.

Da denne øl fra Undskyld! Bryghus?, betitlet “Ant Lebensraum”, er en whiskey stout, genkalder jeg mig straks den forventning og fornemmelse. Men myren skiller sig helt ud fra alt andet af det mørke bryg fra køkkenbordet på de Meza’s vej. Kraftig men afdæmpet, blød men skarpt kontrasteret smag. En usædvanlig balanceret og afrundet lækkerbidsken.

Den ekstravagante indpakning lover egentlig noget andet. Står stolt og blæksort i glasset med en frisk prikkende perle og indesluttet af en massiv og storknitrende skumkrone. Et storslået syn. Rig aroma med inciterende noter af røg og whiskey. På den korte bane starter smagen også formidabelt ud med en noget nær perfekt og naturlig fusion af røgmalt og Wilson & Morgan The House Malt Single Cask Whiskey med 9 års lagring på hogshead fade på bagen. Jeg mindes ikke et så detaljeret og dragende røget udtryk siden benzinbomben “Burn Out” fra Amager Bryghus.

I følge bryggerne selv er det whiskyen der forstærker og forfiner røgen – det skriver jeg gerne under på. Et imponerende flot men måske noget kortvarigt udtryk. En øl skabt til tilbagelænet nydelse må gerne trække finishen i langdrag. På den ene side savner jeg måske nogle flere nuancer i smagen, når den ikke varer længere og er så smooth. På den anden side, med et mere imperialt og bistert bundtræk ville jeg ikke have brug for andet end den vidunderligt runde røg, whiskyen og de egetræsspåner den er søbet i. Det skulle da lige være et ekstra skud af de anvendte humler Nugget og Magnum.

Hhhmmm, en myres levetid er kort og i omegnen af et par måneder, og Unskyld! Bryghus’ mission er grangiveligt en anden end Miss Håndbryg’ og den ekstreme omgang med Chinook humlen. Når jeg tænker tilbage på de få øvrige whiskey stouts jeg har lagt drøbel har de været på den forkerte side af 11% og særdeles imperiale. Ant Lebensraum indholder 8,5% så måske er udtrykket og smagens fortoning rent ramt alligevel. Anyway, jeg havde opgraderet hvad der skal være et unavngivent hotels røvsyge minibar med Ant Lebensraum, og det fortrød jeg så absolut ikke. Det er mig stadig en gåde, hvordan øl af denne kaliber kan blive til på et køkkenbord i hænderne på autodidakte ildsjæle.

Karakter (0-6): 4