Mikkeller, Sour Bitch

Ølguderne skal vide, at vi bedst kan lide Mikkeller lige på og sort og aller helvedes humlet. Men selv humletosser der søger bitterheden som babyen søger brystet, bliver også mere modne og nysgerrige med årene. I det spontangærede univers bruges udelukkende gammelhumle til konservering, og i en stund eller to kan det være ganske forfriskende at opleve fraværet af bitterhed og smage på den stikkende syrlighed.

Allbeer lever også med en tung og forpligtende arv fra vores svært savnede Tapir, der kunne dufte brett på 100 kilometers afstand. Tapirens spontane mission og passion har pirret vores trang til at mænge os med og forstå minoriteterne i denne halvhemmelige subkultur. Skal vi være helt ærlige, er det måske også først nu vores efterhånden slidte smagsløg er modne nok til at værdsætte og forstå denne bizarre drik, der med Mesterens ord “objektivt set er udrikkelig”. Anyway, jeg har netop shoppet seks Mikkeller Lambic glas. Sure øl er altså bare sure på den fede måde, når glasset er det rigtige. Det gik op for mig i et mindeværdigt moment, hvor en elskelig bartenderinde på legendariske Ølbaren af ren søsterkærlighed forærede Kaptajn K det sidste originale glas fra Cantillon. Der var ikke et øje tørt, og Iris har aldrig smagt så sprudlende syrligt før.

Det seneste bud fra Mikkeller, Sour Bitch, havde jeg fuldstændigt opgivet at få fingre i. Denne Sour Ale er brygget eksklusivt til det amerikanske marked, nærmere betegnet Chicago og veninden Christina, ejeren af Chicago’s bedste ølbutik Lakeview Liquors. Derfor var jeg også ved at gå bagover af benovelse da min homie Per mødte op til julefrokosten med et skævt smil og den sure kælling under armen til værten. WTF? Hvis jeg skrev hvordan han fik fingrene i den øl, ville du ikke tro mig. Så det gør jeg ikke – til gengæld skænker jeg den op i mine fine nye glas og hvilket syn. Det er sgu så smukt at fruentimmeret fægter med arme og ben for at få lov at smage, ikke ligefrem hverdagskost og helt hyggeligt.

Man siger at viden om det ukendte er tegn på besættelse, Mikkel Borg Bjergsø har før lavet de mest mystifistiske kombinationer med stort held og hans virtuose vildskab er uden tvivl dirigeret af underjordiske kræfter. Og selvom man efterhånden skal hyre Sherlock Holmes selv eller et mellemstort detektivbureau for at finde en genresti Mikkel ikke allerede har betrådt, har vi med Sour Bitch alligevel fat i noget ganske genreoverskridende. Formentlig som den eneste øl i verden, er den brygget med den dyre og eksotiske kærlighedsfrugt fra fjernøsten lyche. Den er fadlagret på egetræstønder og holder hele 7,7%. Dertil oplever smagsløgene hos denne signatur også, at kællingen ikke alene er sur men også moderat bitter, og forvirringen er dermed total.

De gyldne og middelcarbonerede dråber er dækket af et luftigt, storknitrende og stædigt skum, der efterlader lange slør langs glassets kant. Akkompagneret af maj måneds sarte solstråler og de originale glas, kan vi mildest talt ikke klage over det visuelle indtryk. Det første der overrasker er mundfølelsen. Normalt angribes man i det spontangærede univers omgående af den bidende stikkende syrlighed og den kraftige carbonering. Men fadet har filet skarpheden af, og resultatet er en udsædvanlig afrundet og blød mundfølelse. Da noterne i næsen er intense og stikkende sure forstærkes dette finurlige twist. Rådden frugt, hestestald, gær, grape, brett, orange og edikkesurhed – klassisk. Hvor bitterheden kommer fra er et godt spørgsmål, men måske skal vi tilskrive den lychefrugten. Kombinationen af bitterheden og den ligeså usædvanlige note af eg, der blander sig i den klassiske men nedtonede orkestrering i smagen af brett, gær, frugt, surhed og grape synes oplagt at være en sats for meget på nodepapiret. Men på en eller anden vis ender resultatet alligevel som en balanceret, helstøbt, forfriskende og enestående original smagssymfoni. Så igen blev vi en oplevelse rigere, selvom man for en gangs skyld ikke sidder tilbage med et ansigtsudtryk som Kaj, der netop er blevet kysset af Andrea.

Bortset fra Mikkellers egen Rabarber Lambic der rev i både næsebor og mavesæk på helt autentisk vis og CBC’s højdepunkt for fleres vedkommende, den fuldstændig fantastiske spontanedoubleblueberry lambik, så synes vi her på redaktion ellers mest Mikkel har brilleret med brugen af brett i flere vellykkede øl, fx Funky E’ Star, end i decideret spontangæret øl. Som den tjekkiske pilsner er den svær om ikke umulig at kopiere troværdigt. Det er ikke helt nok at kende opskriften og være en virtuos og fremadstormende brygger. Selve sjælen, håndværket og stilarten er perfektioneret og nedarvet i generation efter generation af bryggere, og derfor er det umuligt at genskabe de magiske momenter i disse obskure klassikere, med mindre man selv er født med det rigtige dna. Men Mikkel nærmer sig for alvor bakteriekulturen fra payottenland med sine seneste bud – naturligvis med et djævelsk tvist, og tak for det.

Karakter (0-6):5