De Molen, Black Damnation 666

Mangen en geek jager notorisk øllen, der tager smagsløgene med ud på de vilde våger med risiko for, at de aldrig nogensinde vender tilbage igen. Det er mens vi kigger ud over afgrunden at vi inspireres, udfordres og mærker livet, sådan for alvor. Ikke at alle øl kan og skal bryde grænser, men man mærker glæden, lettelsens suk samt spændingerne i pandebrasken forsvinde når det endelig sker.

Black Damnation 666 var en af de første imperial stouts, der med sin gudeløse retorik og overdådige palette gjorde dette ved en ung og knapt så garvet gane år tilbage. Da jeg kom til hægterne igen, var det direkte tilbage til gode gamle Ølbutikken. Ikke for endnu en ekspresstur til helvede, men for at sikre at ekstra klip på kortet til en rainy day. Eksperimentet var således at ekspedere denne diminuitive flaske med minimale 180 ml sort tjære til tidens test via et årelangt ophold i mit mørkeste kælderskab.

Ikke at det plejer at være et problem med De Molen, men fx skuffede lillebror Rasputin fælt ved seneste gensyn til endnu en sort søndag på Mikkeller Bar. Den havde hverken saft eller kraft nok til at bringe Lucifers eget pis i kog, men der er sgu stadig en god del ondskab tilbage i Black Damnation 666. Den findes i mange mutationer, og vi har allerede slået smagsløgene i smadder på helvedes havelåge med De Struise’s tohornede og total ekstreme fortolkning, Double Black Damnation V på vanvittige 26% alc. Vel nok det stærkeste bryg redaktionen har lagt gane til der gav mening, modsat fx BrewDogs storhypede men skumle stunt “The End of History”.

Dette eksemplar er dog en af de helt tidlige og forlængst udgåede 50/50 blends af De Struise’ Black Albert og De Molens’ Hel & Verdomenis, og selvom den ikke opleves så intens som første gang er dens legendestatus evigt uantastelig. Stadig sort som satans soveværelse, stadig med et bemærkelsesværdigt og nærmest bedøvende bundtræk, stadig med en olieret, død, fed og creamy tekstur og stadig med en rig, kompleks og endeløs dyb smag. Lidt af samme sorte magi som Three Floyds, Dark Lord.

Men så alligevel tager neurotiske tvangstanker om fraværet af bitterhed dog hurtigt opmærksomheden fra de indledende indtryk, mens de 13% alc sætter sig sikkert i svælget. Hver gang jeg vender tilbage til en oldgammel sort klassiker kan jeg ikke forstå, at den ikke er mere bitter. Det må være en arbejdsskade. Eller tidens tegn og tilvænning til outreret brug af humle, der gør de gamle modeller knapt så stramme og en smule bedaget.

Heldigvis fortrænger tvangstankerne hurtigt sig selv. Alkoholen og den ekstremt dybe, delikate, komplekse og perfekt balancerede smag af først sødt slik, farin, sirup og vanilie senere ristet malt, mørk træ, chokolade, kaffe, mild røg og moderat bitterhed – gør at vi langsomt falder til ro. Helt til ro. Med båthornet dybt i glasset forføres man med noter af alkohol, bær, malt, krydderier, mørk frugt, rosiner og vanilie.

Ved næste vejrtrækning er sommerlandets silende regn og voldsomme blæst ikke længere en deprimerende pain in the ass men en storslået naturoplevelse. Naboens sindssyge snotunger er genfødte englebørn, og du kan pludselig blive helt selvfed af dit eget spejlbillede. Der skal en eksorcist til at få legeme og sjæl tilbage til den grå hverdag. Man sidder endnu engang med røven i gløder og svovl seks fod under og håber at følelsen aldrig fortager sig, mens duften af brændt kød tvinger blikket mod mærket på højre hånd. It’s the mark of the beast, it’s number is 666.

Karakter (0-6): 5