Nogle gange handler det bare om at være det rette sted på det rette tidspunkt. Endnu engang var det ikke overraskende alletiders og verdens 8. bedste Ølbaren, der smed trumfkortet på bardisken da Kaptajn K og undertegnede forsøgte at få varmen en kold december aften. Tenderen monterede tre friske fustager. Viskede tavlen ren. Fandt kridtet frem og skrev de ufattelige ord: “De Struise, Double Black”.
Tættere på en “divine intervention” kommer man vel næppe. Et par hårde ølhalse har i en ivrig debat overbevist mig om at dette særdeles sjældne ekstrembryg fra De Struise Brouwers, der helt præcist er navngivet “Struise Black Damnation V, Double Black”, rent faktisk holder distancen. At den kan drikkes som en regulær øl modsat latterlige legekammerater som fx BrewDogs “The End of History” og andre rekordjagende benzinbomber, der i bund og grund er afsøgninger af øltekniske udfordringer og i BrewDogs tilfælde usmagelig, skummel og usympatisk markedsføring. (Læs: Big Dogs fra Pivni Filosof) Ikke alene bestilte vi omgående de 10 cl for 60 kr af Double Black, vi fik også det første frisktrukkede glas fra fustagen. Ikke uvæsentligt at øllet er fuldstændig friskt, når man nu skal lade absurde 26% flammende alkohol galopere ned gennem svælget.
Øllet står satans sort og springfarligt i det diminutive glas. På toppen holder et totalt tæt, stædigt og bundbrændt brunt skum på den tonstunge bombe af alkohol der venter lige rundt hjørnet. Duften er indelukket, muggen, brændt, syrlig og sur som bagudgangen på Københavns Hovedbanegård. Vi er enige om disse skæve noter i næsen minder om “SourAmar”. En beskidt og grænseoverskridende SourAle fra Mikkeller og Amager, der efterlod flertallet af de tapre spontane fodsoldater til Sur Weekend på Mikkeller Bar hjælpeløse bag fjendens linjer.
Carboneringen i Double Black er finurlig, og Kaptajn K konstaterer korrekt at de dyre dråber prikker, ja nærmest skummer insisterende på tungen. “Extreme eisbocking” er vist den ølfaglige term som hyppigst anvendes om disse frysedestillerede monstrøse molotovcocktails. Personligt bryder jeg mig overhovedet ikke om denne mousserende champagneeffekt i mundfylden til en Imperial Stout. Slet ikke når den er så creamet og fed som tilfældet er her.
Double Black imponerer dog ved at have en stor og kompleks smag som ganske vist er tonstung og et godt stykke forbi sund fornuft, men alligevel i en imponerende balance. Brændte og søde noter af alkohol, hårdristet malt og chokolade dominerer, men efterhånden som den voldsomme smag lægger sig i mundhulen fornemmes også noter af bær, mørk frugt, vanilie, surdej, salt lakrids og humlebitterhed. Eftersmagen er ikke bare brændt men nærmere udbrændt som kul og aske. Man sidder tilbage brændvarm i svælget og lettere svimmel. Indtrykkende fra den sublime opvarmning: “Dark Hops”, BeerHere og “Gonzo Imperial Porter” fra Flying Dog er fuldstændig udslettet og De Struises attentat fuldbyrdet.
Denne historiske seance på Ølbaren bliver ikke mindre kuriøs af, at fire amerikanere iklædt islandske sweatere fra den hjemmehæklede afdeling slår sig ned ved vores lille bord og begynder at lege med små uldkugler. Vi snakker altså uld som i en slags garn. Herefter går de så i gang med noget der ved første øjekast ligner et brætspil, men viser sig at være en slags hjemmehækling for ølhobitter. Måske det var til en ny sweater? Vi ved det ikke. Kaptajn K gik ellers i venlig og nysgerrig dialog med en af hobitterne men forstod ikke et ord af hvad der blev sagt. Go figure!
Karakter 0-6: 4
Allbeer 
2 thoughts on “De Struise Brouwers, Struise Black Damnation V – Double Black”