Southern Tier, (Iniquity) Imperial Black Ale

Følg i Tapirens spor og nye interessante vandhuller dukker op på den store ølsavanne. Som denne sene fredag eftermiddag, hvor turen helt tilfædigvis gik under Langebro til Café Langebro. Arrjjhh udbrød undertegnede og trak straks i den bekymrede mine, er det ikke bare endnu en af Lorteøens brune bodegaer med Hof og Tuborg? Men jeg glemte hurtigt at jeg på pinlig vis flagede min uvidenhed. Hyggelige, hjemlige og uprætentiøse omgivelser, høflig betjening og lokal decour, amagerkanernes svar på Plan B. Og udvalget fejlede bestemt heller ikke noget, hele 24 haner, måske lige med det aber dabei at dåsebajerens alfons Ølfabrikken også havde sneget sig ind. I baren blev man mødt med skilte fra Mikkeller, Southern Tier og Thisted Bryghus. På hanerne var tilmed Mikkellers “Santas Little Helper 09″ “Til via Fra” samt den relativt sjældne “Iniquity Black Ale” fra Southern Tier, som vi naturligvis omgående gik ombord i.

Det er helt sikkert på listen over de 7 dødssynder at farve en ale sort, og efter at have læst om denne øl fik man nu ved selvsyn konstateret at den rent faktisk er sort som bunden af en kulmine. Den er brygget som en variant af den enestående Unearthly Imperial IPA, med den forskel at der altså er brugt “debittered” sort malt samt at humleprofilen har sin base i den superaromatiske Willamette humle, det amerikanske svar på Fuggle. Resultatet er en lavere alkoholprocent (9%) samt mildere og mere afrundet bitterhed sammenlignet med Unearthly Imperial IPA, hvor der er tørhumlet med bitterhumlen Chinook. Kroppen er ultra slick og kælen, fint men moderat hvidt skum der efterlader blonder hele vejen ned gennem glasset. Umiddelbart efterlader det indledende indtryk associationer i retning af Flying Dog, “Schwartz”, en fremragende fusion af tysk schwarts bier og Porter, som i disse dage flyder frisk fra hanerne på altid opdaterede Ølbaren.

Fælles for dem begge er, at hvad der måske mangler i kraft og bitterhed opvejes af stor kompleksitet, raffinement og detalje. Det varsles allerede i den kraftige aroma af mørk frugt, citrus, gran, chokolade, rosiner og malt. Toner som fortsætter i den lækre og perfekt afbalancerede smag, som afrundes af en perfekt humledosering. En kraftig krabat men let drikkelig, og det bemærkes at de 9% er fuldstændig fraværende i smagen. Finalen er lang, bitter og fortoner sig i en overraskende let og varmende mundfølelse. En stor oplevelse. ‘

Det samme kan man sige om Café Langebro, som får de varmeste anbefalinger herfra. Stor chance for at det bliver sommerens foretrukne spot, da den store terrasse har frit udsyn til Bryggen og byens puls. På deres hjemmeside kan man da også hurtigt fornemme, at de ved mere end bare en ting eller to om det gode bryg.

Karakter (0-6): 5

BeerHere, Mørke Pumpernickel Porter

Det er med store øloplevelser som med kærligheden. De kommer ud af det blå og når du mindst venter det. Som fx på denne råkolde og blæsende torsdag eftermiddag, hvor en slidsom og stressende dag på slaveanstalten fordrede en solid dosis humulus lupulus for at lindre spændingerne i pandebrasken. Det startede ikke godt, farrede forvirret rundt på ølsavannen da kortene på de ellers sikre vandhuller Lord Nelson og Ørsted var underligt udtørret med den ene mere fesne fusion af hvedeøl efter den anden. Tapiren bevarede heldigvis det store overblik, og med den iskolde kommentar “mon ikke det hemmelighedsfulde bryggeri stadig huserer på Plan B” slog autopiloten sig selv til.

Med en herlig humleopgraderet og sprudlende frisk version af Orange Blossom, Ølfabrikkens(altså den rigtige) Jule Ale fra 2006 i portvinsklæder og så en gang halvrådden røg fra det hemmelighedsfulde bryggeri, blev den ellers hårde bagkant for de hjemlige pligter rykket bare en smule. Men det var Beer Heres “Mørke Pumpernickel Porter”, der sendte undertegnede direkte i drømmeland. En ren magtdemonstration af CSA, der her efter min bedste overbevisning peaker på alle tænkelige parametre.

Plan B lægger desværre ud med en ny kedelig vane og serverer øllet for koldt skænket i et forkert glas af en meget sød og ung men spejlblank ekspeditrice. Derfor er det første indtryk fortættethed. Men efter 10 minutters tid tændes lyset i Mørket, og man åbenbares af den nærmest umulige kombination af undercarboneret dødt sort fløjl og så en fabelagtig, fyrrig friskhed. En kombination der står i glasset, selv når man er nået til den sidste tår. Tapiren har før udnævnt CSA som kongen af undercarboneret øl, det skriver jeg gerne under på.

Der var en gang for ikke så længe siden endda, hvor CSA satte standarden for ekstremt bryg. Den del af scenen er overladt til yngre kræfter, og nu er der snarere et skær af elegant eminence over CSA. Produktionshastigheden er sat betragteligt ned men hans sublime sans for raffinement og detalje er mere end intakt. “Mørke Pumpernickel Porter” er ingen undtagelse. I både aroma og smag åbner alt fra de mørke maltes repertoire sig op lag på lag i hvad der opleves som al evighed. I næsen noter med klare referencer til CSA’s idé om at skabe en øl med med mørke, sødlige og krydrede nuancer ala pumpernickel rugbrød: Kraftige og ristede nærmest brændte noter svæver over glasset: malt, mørkt brød, krydderier, frugt og rosiner med hints af kaffe, chokolade og lakridsrod. Smagen er dyb, kompleks, balanceret dog knapt så kraftig som aromaen. Pumpernickel, ristet malt, lakrids, kaffe og så en herlig behagesyg bitterhed, som opleves en hel del kraftigere end varslet af CSA selv men yderst klædelig for porteren. Den giver nogle klare referencer til Djævlebrygs “Pride Of Nekron”, Mikkellers “Til via Fra” og Flying Dog’s “Gonzo Imperial Porter”.

Håndtrukket og frisk fra fadet er “Mørke Pumpernickel Porter” en oplevelse i ren verdensklasse. Der er naturligt ikke det samme store sus over flasken, men ikke desto mindre har jeg sat tre af dem i kælderen til en anden kold grå dag.

Karakter (0-6): 6

Miss Håndbryg, Miss Stars and Stripes

At kaste sig ud i en American Pale Ale må være den største udfordring for en håndbrygger. Typen har stolte traditioner, store klassikere og balancen mellem det læskende og let bitre skal rammes rent og gerne med en sikker personlig signatur for ikke blot at ende som endnu en ligegyldig dråbe i det store ølhav.

Den absolutte klassiker og ultimative reference må være Sierra Nevada Pale Ale, der med et cool californisk twist introducerede den nu så berømmede og hyppigt anvendte humlesort Cascade. Denne øl byggede fundamentet for det der skulle vise sig at blive the american beer dream for de de to entutiaster Ken Grossmann og  Paul Camusi’s Sierra Nevada Brewing Company, der senere har brygget utallige klassikere.

Miss Stars and Stripes er også Miss Håndbrygs første bryg og i den velintegrerede humleprofil noterer man sig straks at Cascade indgår flankeret af hushumlen Chinook samt East Kent Goldings. Denne unge amerikanske aromahumlesort dyrkes i Oregon og Washington og ser lyset i Corvallis Oregon i 1956 da en nutty ølkymist parrer legendariske Fuggles og den mere kuriøse russiske humlesort Serebrianka. De aromatiske egenskaber er åbenlyse, og Cascade har et moderat indhold af bittersyrer og et højt indhold af essentielle olier der gør den egnet både som aromahumle, bitterhumle men også til tørhumling.

For typen har Miss Håndbryg bevidst carboneret lavt. Og da øllet viser sig at være lige lovligt aggressivt i flasken smider jeg en lammeculotte med en let barbecuemarinade og et skud hvidløg på grillen. Da lammet mangler ca. 1 minut flamberer jeg kødet med omtrent 15 cl af øllet, en såkaldt “Brye” efter sydafrikansk tradition. Det giver en sprød og halvt karameliseret hinde på kødet som nu får en herlig aromatisk duft.

Øllet står perfekt til kødet og den kraftige smag af lam, hvidløg, barbecue og timian. Humledoseringen er ikke så kraftig som Pale Alens storebror, men bitterheden er markant, lækker og langvarig. Øllet opleves friskt og harmonisk og udover humlen er der livlige noter af grape, citrus, græs, gær og blomster samt malt og smør. Mundfylden er blid, rund og afdæmpet og i finalen mødes malt og humle i en fin balance.

Hvad der måske mangler er et originalt touch, men til gengæld er Miss Stars and Stripes yderst drinkabel, et flot bud på en ærkeamerikaner og en perfekt følgesvend til en god grillaften. Den enestående flotte etikette er som vanligt sat lige i skabet af designer Anne Degn.

Karakter (0-6); 4
Mere Miss Håndbryg på Allbeer

Mikkeller, Weinbrand Barrel Aged Red Ale

Mikkellers eksperimenter ud i den fadlagrede ølverden er nu ikke kun forbeholdt fx de sorte stouts “Brunch”, “Breakfast” og “Black”, en Barrel Aged Weinbrand Red Ale har nu set dagens lys efter måneders lagring på et tysk vinfad fra Weingut Kollwentz-Römerhof. Druedråberne er som de øvrige Barrel Aged Editions hældt på en luksuriøs 375 ml klar grøn flaske og dyppet i rød voks der snor sig ned af hals og krop. Man udvikler nærmest en panikangst over at skulle åbne så smuk en pakke, og da jeg endelig har taget mod til mig har fruentimmeret fjernet flasken fra køkkenets skammekrog og opgraderet dens lokation til tingeltangelhylden ved siden af tedåserne fra Harrods, olie- og eddikeflaskerne fra Meyer og gourmetbønnerne fra Kontra Kaffe. Nu kan man sørme heller ikke have Mikkeller for sig selv længere.

Det ligger relativt til højrebenet med en Barrel Aged Red Ale, der med sin fede og komplekse maltprofil kan fusioneres med vinfadets tungere toner og opgraderes på alle parametre. At turen lige netop går til Weingut Kollwentz-Römerhof og familien Kollwentz er der ikke rigtig nogen forklaring på, men måske det har spillet ind at netop de har lavet vin siden 1775 på marker i Burgenland i det østlige Østrig, hvor der er dokumenteret tegn på vindyrkning helt tilbage til år 700 før vores tidsregning. Det giver Weinbrand Barrel Aged Red Ale en snert af oldtidsøl, og lidt ekstra krydderi på en øloplevelse der er ganske ud over det sædvanlige.

Det kraftfulde og komplekse med omdrejningspunktet i sødme og alkohol (10%) lander nærmest dette bryg i kategorien Barley Wine. Allerede på den korte bane varsles en kraftig krabat, øllet er ultralavt carboneret, nærmest blødt og vinøst med en ganske svagt prikkende perle. Flot rødbrun farve, men beskidt, grumset og uklar krop. Fint flødefarvet skum der dog fader og falder hurtigt med små blonder langs kanten af glasset. Indelukket aroma åbner langsomt op for noter af tørret frugt, bær, gær og alkohol. I smagen fortsætter den sødmefulde karakter med karamel, vanilje og komplekse, mørke maltede noter (Pale, Vienna og Cara-red). Over ganen følger lidt ristet brød og træ samt hengemt humlebitterhed (Zeus), inden alkoholen igen tager over og fortoner øllet i en nærmest brændende mundfølelse der også kan mærkes helt ned i storetåen.

En god times tid holdte Weinbrand Barrel Aged Red Ale stuen varm, og der skal en ekstra flaske op på tingeltangelhylden inden længe.

Karakter (0-6): 5
Se billeder af Mikkeller, Weinbrand Barrel Aged Red Ale på Allbeer Flickr

Christian Skovdal Andersen (Beer Here), Hymne til Ninkasi (Gravøl fra Mesopotamien)

Denne drik er ikke alene et røst fra fortiden, det er faktisk så langt tilbage, man i praksis kan stifte bekendtskab med  øllet historie, nemlig 4000 år tilbage. Der er brygget øl langt tidligere, men her har man ingen sikker viden om, hvordan det blev brygget. Brygmester Christian Skovdal Andersen har flere gange brilleret med minutiøst at forsøge at genskabe denne verdens ældste øl på baggrund af en opskrift, udformet som et digt, med titlen ”Hymne til Ninkasi” fundet på lertavler fra det oprindelige Mesopotamien, i dag Irak, tilbage i 30’erne. .

Christian Skovdal Andersen (CSA) har både stået hjemme på Halmtorvet og genskabt øllet til foredrag og smagninger samt i Tisvildeleje, dengang Ølfabrikken var Ølfabrikken (og ikke flere  større bryggerier patetiske snylten på et brand, der var langt mere attråværdigt end deres eget).

Men tilbage til dengang, øl var noget man bryggede og ikke fabrikerede. Den oprindelige opskrift er udarbejdet af sumere, der talte sumisk, det ældste sprog, man har kendskab til.

Det har formentlig været noget af et øl-arkæologisk arbejde at genskabe øllet med hensyn til metoder og ingredienser. CSA har ønsket minutiøst at holde sig til den oprindelige fremgangsmåde, også når den i den grad strider mod moderne viden om, hvordan øl bør brygges. Så det er en øl med indbyggede fejl. Ingridienserne er bygflager, honning og dadler i øllet. Samtidig indgår der vist en særlig form for beskøjter eller kage, som bliver blødt op i øllet.

Vi er kort fortalt tilbage ved alle øls moder. Der er således ikke tilsat humle, øllet er ikke kogt, der er ingen kulsyre og der er ikke tilsat kulturgær. Som med spontangæret øl, er benyttet de bakterier kulturer, der er i luften og formentlig de bakterier, som har siddet på planterne.

Hvordan smager alle øls moder så? Tapiren er meget begejstret. Det er klart noget, som minder om senere tiders oldtidsøl, spontangæret øl som det gæres i Payottenland i Belgien. Der er den gode syrlighed, som Tapiren værdsætter så højt, men den er ikke citron- eller eddikesyrlig, langt mere med præg af mælkesyrebaktierier.  Der er intet, som minder om moderne undergæret øl ved denne drik.

Tapiren ville til enhver tid foretrække denne oltidsdrik frem for alle kendte Harboe-produkter, og så kan man jo spørge, om 4000 års udvikling af ølkulturer ikke er stærkt overvurderet.

Fem store stjerner til den herlige drik. Og stor hyldest til Christian Skovdal Andersen, der havde bøvlet øllet sammen til en ølsmagning på Cafe Globen i november måned. Det er fantastisk ølnørderi. Stor respekt for en af Danmarks bedste brygger, der har ydet en imponerende indsats for dansk mikro- og håndbryg.

Denne øl blev på flere måder en gravøl. Aftnens bombe var, at CSA er på vej, ikke til Mesopotamien, men til Sydafrika. Her vil ”Hymne til Ninkasi” helt sikkert kunne slå de tilsteværende sjaskede pilsnere a la Tusker af banen. Noget af produktionen af Beer Heres fremragende øl vil fortsætte imens, CSA for længere tid bor i landet.

Samtidig markerer øllet og CSA’s øvrige bryg, at han er kongen af det lavt carbonerede øl i Danmark. Og det er i sig selv en kunst at skabe en øl, der kan drikkes uden en skudsalve kuldioxid.

Alkoholprocent: ?, kan ikke måles.
Nydt fra kande, brygget samme dag.
Karakter: 5 (0-6)

Kolding Bryglaug, Berliner Medley mit Schuss

To af  de mest særegne øltyper i verden er spontangæret øl og berliner weisse. En kombination er ikke ligefrem, hvad man forventer at finde en frisk vindpust fra havnen i Esbjerg.  Men en dag i okotober rendte Tapiren ind i en kombination af de to  øltyper, der hører til blandt favoritterne.  Begge øltyper var i hvert fald for tapirens vedkommende for første gang på dansk.  Den orginale spontangærede øl lavet kun i Payottenland i Belgien og berliner weisses navn fornægter sig ikke.

Kolding Bryglaug havde således sprængt alle grænser og forventninger ved Jyske Øldage i Esbjerg i oktober med dette eksklusive bryg i kun 30 liter.  Grundlaget er en spontangæret hvedeøl. Det vil være det rene ølkløveri at begynde at diskutere, men Tapiren ville foretrække at kalde den vildtgæret. Hvedeøllen har ikke ligget på et mørkt loft i Kolding i åbne kar og med åbne vinduer og suget til sig af fjordbyens myriader af ariale bakteriekulturer. Det er sikkert godt for både øllet og de, der skal drikke den. Den er i stedet tilsat almindelig hvedeølsgær. Det vilde kommer ind i billedet med malten, hvor det formentlig er de bakteriekulturer, som sidder på malten, som giver en vildgæring.

Øllet bliver i sin grundsubstans derfor ikke så syrligt, som de ægte spontangærede belgiske øl. Det synes, Tapiren grundlæggende er trist. Det bliver en syrlighed meget mere over i mælkesyrligheden. Det vil 99,9 procent af danskerne formentlig værdsætte. Det er en syrlighed som vi i bogstavligste forstand har fået ind med modermælken.

Det gode bryg ligger tæt på en Berliner Kindl Weisse , måske en anelse mindre karakterfuld. Men det er i virkeligheden også ganske uvæsentligt. For som en af de få øl i verden er den ikke brygget til at blive drukket alene. Der skal schuss eller sirup til.

De gode fyre fra Kolding Bryglaug har således stået om morgnen og frembragt deres egen jordbærsirup. Den bliver omhyggeligt tilsat glassene. En hardcore ølentusiast med en siger med en IBU på over 100, at det smager som flydende jordbærsyltetøj.

Det vil jeg nu ikke sige. Tapiren finder, at det er en særdeles kompetent udgave af en Berliner Weisse med jordbær sirup. De der talte om hvinende sødme skulle prøve den afskyelige tyske udgave med skovmærke (Waltmeister).

Den er  langt fra, hvad man forventer af øl i almindelighed. Men det kan også være særdeles interessant. Det giver absolut ingen mening at anmelde denne øl. Dels er de 30 liter for længst væk, og øllet dermed uddødt.  Og eftersom sirupen bliver individuelt tilsat, smager hvert glas forskelligt.

Hvis Tapiren alligevel skulle vove pelsen, ville den lande på et firtal til øllet og et sekstal til Kolding Bryglaug for deres innovations-trang, der ikke stopper med den særegne øl. For hvorfor ikke også lave den til is? Det vil vi berette om senere.

Kolding Bryglaug består af seks fyre, der en gang om måneden brygger øl, hvor de vistnok efter tur vælger øltype. Det er ganske enkelt dybt imponerende, hvad de har kastet sig over, og  hvor langt man som håndbryggerlaug kan nå. Øllet bliver desværre brygget i et meget begrænset oplag og kun til en kunde: Det meget velrenomerede ølsted You’ll never walk alone i Kolding.

Der blev på standen i Esbjerg også serveret Berliner medley spelt, Berliner medley racu, Berliner medley weisse, Golden Centennial, Oak-aged imperial 0atmeal stout.

Til sidst må man ærgre sig over, at interessen i Vestjylland ikke er større for den fantastiske verden, øl er, og som Kolding Bryglaug blandt mange andre formidler. Der kom efter sigende 1700 gæster i alt til festivalen, og  det hævdes, at der er enkelt dag kun var cirka 170 gæster fordelt over ti timer. Hvor er det synd, at guldkornene falder på tør grund i Esbjerg.

Alkoholprocent: Kan ikke måles (formentlig tre procent)
Nydt fra fad og senere som is.

 

Kolding Bryglaug & Fysikshow, Berliner Medley mit Schuss som is

Det er den bedste ølsorbet, Tapiren nogensinde har smagt. Og det siger i virkeligheden ikke særlig meget. For Tapiren har gjort sig den erfaring, at is og øl er særdeles gode ting – hver for sig. To stjerne for resultatet, tre for event’en

Tapiren troede egentlig ikke, det kunne blive meget mere ekstremt end en øl, der både var hvede, vildtgæret og en Berliner Weisse. Det var indtil en bleg fyr dukkede op i en t-shirt påtrykt ”Fysikshow”.

Han tog øllet, tilsatte flydende og meget rygende kvælstof, rørte rundt og efter få minutter, var der dømt ølsorbet. Resultatet så lidt blegt ud. Konsistensen var ud fra en sorbet-bedømmelse ret grov i det. I det hele taget gjorde kulden, der ville gøre selv Nørrebro Bryghus grønne af misundelse, at det var meget svært at smage øl nuancerne i dette produkt.

Tapiren har selv forsøgt at fryse berliner weisse i egen ismaskine og er kommet frem til, at øl hører ikke hjemme i isproduktion. Men flot show.

Se om øllet, før det blev til is.

Bryggeriet Skovlyst, Havre Stout

En gang eller to om året skylder man sig selv at springe på jernhesten og piske pedalerne i retning af Hareskoven. Der i brynet finder man kongerigets smukkest beliggende brewpub, Bryggeriet Skovlyst. Her kan man i idylliske omgivelser nyde deres fine øl og pudse sin grønne glorie. Øllet har sin helt egen unikke signatur med egne malte, humler og betydelige input fra skovens egne råvarer som fx brændenælder, hyldeblomt, birkesaft og bøgekviste. 

Havre Stout er et af husets bedste bryg. Som ventet for typen med den klassiske creamede og silkebløde porteragtige fyldefornemmelse og det milde udtryk, kulsort i farven med et funklende rødligt skær og et cafe au lait farvet, tæt og vedholdende skum.

Men ved første duft og smagning får forudsigeligheden heldigvis en hård opbremsning. Stor kompleksitet, fyrrig frisk men mild karakter med en overrumblende dominans af lakrids og friskstødt stjerneanis både i aroma og smag. Med en skrå af Pilsner-, Münchner- og ristet malt samt tilsætning af havre, byg og rug er der banet vejen for en bredspektret oplevelse.

Over glasset danser levende noter af brændte malte, engelsk lakrids, frugt, krydderier, peber og noget alkohol (7%). Frisk lakridsrod rydder også ganen flankeret af chokolade, kaffe, vanilie og havre indledningsvist, og så bagerst på tungen et let skud røg, tjære og et noget tandløst humlebid. En ellers fantastisk og sjælden sikker struktur slutter af med vel meget restsødme, og jeg savner instinktivt et større udslag på humlebarometeret. Først i finalen titter en let tør bitter finish frem og stemmer balancen af.

Når man sidder med en Oatmeal Stout kan man ikke lade være med at tænke Beer Geek Breakfast, der jo sprængte alle rammer for typen. På den korte bane totalt afvist af en række konservative ganer og gråhårede mænd der udgiver bøger på fine forlag. På den lange bane topscorer på RateBeer. Havre Stout er mere tro mod typen, men alligvel undervurderet, også af humlehovederne på RateBeer. Jeg fryder mig over det originale udtryk, både i smag og aroma med den markante engelske lakrids, men også i kombinationen af en silkeblød, creamet men fyrrig frisk krop. Resultatet af carbonisering med nitrogen og kulsyre og så gæring ved høj temperatur. Havre Stout er måske en tand på den milde side til at nyde solo, men flankeret af ost, dessert eller lette kødretter er den en oplagt legekammerat.

Desværre ser man Skovlysts bryg for sjældent på fad i indre by, men jeg har dog med tilfredshed noteret mig at gode gamle “Kaffesalonen” i Willemosegade har India Pale Ale og Ahornbryg på fadet. Men hvad vi ikke forkæles med på stenbroen kan de glæde sig over i Polen, hvor Skovlyst har ansat en mand og årligt afsætter 1.000.000 liter øl.

Karakter (0-6); 4

Metal fra Randers og Svaneke

2 gange metal = til tagrenden

Randers Bryghus: Jule øl, Bryghuset Svaneke: Rød Jul

Det er ikke så tit man løber ind i en øl, der smager af metal. At man får fat i to juleøl fra forskellige bryggerier samme dag begge med klar metalsmag er til alt held en sjældenhed, men det har jeg desværre oplevet. Og karakteren bliver naturligvis to gange 0 (nul = til tagrenden). Randers Bryghus: Jule øl, 6 % 50 cl og Bryghuset Svaneke: Rød Jul, 5,7 %, 50 cl. Købt i Kvickly.

Begge øl har en klar og tydelig metalsmag. Øllet fra Randers skulle i flg. etikken være en dejlig nøddebrun ale med tydelig noter af frugt, kraftig malt og sødme. Let krydret med stjerneanis, appelsin og koriander. Et godt bryg til julemaden…Ja, ja når man skal rose sig selv mangler brygmesteren ikke ord, men det jeg drak var en ale med gennemtrængende smag af metal tilsat et ekstra strejf af metal og det overdøvede sågar smagen af silden på brødet. Udrikkelig, ubehagelig og resten blev hældt i vasken. Vi sad tre ved bordet og var enige i vores dom.

Næste øl på bordet var så Rød Jul fra Bryghuset Svaneke. Den smagte ligedan. Kunne det passe? Fat i et glas vand, en almindelig Carlsberg, den smagte, som den skulle. Vi prøvede igen med Rød Jul. Dommen var god nok – metal smag. Måske knap så gennemtrængende som i øllet fra Randers, men spørg mig, hvad den ellers smagte af og svaret vil blive metal.

To nitter på samme dag. Hvorfor sender brygmesteren øllet til aftapning i stedet for i kloakken?

Svaret er formentligt pekuniært og det skyldes først og fremmest at de store butikskæder ved at lokke med volumen har sænket prisen ned under, hvad der er rimeligt. Volumen kommer kun, hvis forbrugeren genkøber øllet fra bryggeriet. Men hvem vil genkøbe øllet fra et bryghus, når man en gang har fået en brugt folkevogn hældt på flaske fra bryghuset?

Karakter (0-6): 0

Beer Here, Fat Cat

Christian Skovdal (Beer Here, aka Ølfabrikken)s Fat Cat er sådan en øl, som Tapiren burde have anmeldt for længe siden. Læseren er lige nu i gang med den udskudte anmeldelse, for nogle gange tager gode ting længst tid. Fat Cat kom på markedet omkring påske 2009 og Tapiren har været fan lige siden.  Der er løbet meget Fat Cat i Tapirens drikketrug og vi burde være i stand til at vurdere øllen til fulde. Fat Cat er prøvet fra fad, fra flaske, frisk og mindre frisk. Vinterdage i varmen på Plan B og under hedeslag til Jazzfestivalens åbning, hvor katten flød lifligt, selv på stærk udebane. Tapiren har prøvet det hele – og Tapiren er fan. Palle mener, at det må være det sekstal, som har været grundigst testet på Allbeer.

Den udvalgte anmelderdag var en god dag at drikke Fat Cat. Skumkronen var sjældent flot og duften suveræn. Fat Cat er Danmarks mest velduftende øl. Den er frisk og sommerlig, der er lidt toner af hyldeblomst og duften er lidt som ‘den gode New Zealandske fra Netto’ som Palle glad pointerer, uden at resten af Tapiren forstår sammenligningen, men det må skyldes manglende ølkendskab. Mundfylden er cremet uden at være fed og øllet er ganske let perlende. For en vestjyde som Tapiren trækker øllets smukke ravfarve også i vejret. Og så er der smagen. Smagen er bare god, fastslår Tapiren uden at gide diskutere den sag yderligere.

Taprien har haft Den Fede Kat med til flere ølsmagninger. Lad os konstatere, at begrebet at dele vandene i to holder øl, når det handler om en af vores favoritøl. Nogle bliver forelskede på stedet. Andre vender øjne og bryder sig absolut ikke om det, der glider ned over drøblen. Hvis denne blog var demokratisk, ville Fat Cat’en således havne på en gennemsnitlig bedømmelse. Men vi går ikke efter det gennemsnitlige. Så da Tapirens to stemmer begge vender kloven op i den grad og da Martin samt Mesteren deler begejstringen, vover vi i bogstavligste forstand pelsen og giver seks funklende stjerner til denne fremragende øl.

Karakter (0-6): 6
Prøvesmagt fra fad og fra flaske (adskillige gange)

 

Ølfabrikken (altså den rigtige), Dekadence

Hvis jeg skulle vælge en øl ombord på et synkende skib, mens musikken spiller “Nærmere til Gud”, ville Dekadance fra Christian Skovdal Andersen være et passende bud. Det er en drik fra guderne, så seks stjerner til denne fantastiske hindbærøl.

Det viser sig på alle måder at være en farvel-øl. For den bliver aftnens næststørste overraskelse (ølsmagning på Cafe Globen en fredag aften)  fundet også til CSA’s egen forbavselse. Christian står dog selv for den aller-største overraskelse ved at bekendgøre, at han står med det ene ben i Sydafrika og ikke umiddelbart har planer om at vende tilbage igen. Vi må således knibe en tåre over at det fremragende mikro-bryggeri “Beer Here”  måske bliver til “Be There”. Det forekommer som en ringe trøst, at dansk rooligans således har udsigt til hæderlig øl i Sydafrika i stedet for ulandsøllen “Tusker”.

Det er dog kommet en positiv oplevelse ud fra Christians flytteplaner. Nemlig et par hidtil overset fustager “Dekadance”, formentlig fem år gamle. Det blev fundet, da Christian Skovdal Andersen for nylig ryddede grundigt op i sit fjernarkiv hjemme hos sin gamle mor for at få plads til det habengut, han nu må opmagasinere. Og bagerst i gemmerne  fandt han et par fustager fra det ægte Ølfabrikken. Det mikrobryggeri som CSA i sin tid startede op med en ven uden forbindelse til det senere mærke, som er Gourmetbryggeriets patetiske snylten på andres hædersbevisninger og arbejde.

Dekadence er brygget på specielle hindbær, fundet hos den landmand i Nordsjælland, hvor Ølfabrikken kørte deres mask ud. De var syrlige, som hindbær skal være til ølproduktion og meget smagsholdige. Øllet forekommer ved første øjekast på lidt mat. Det skal dog tages med et gran salt. Øllet holder 13 procent. De fem – seks års lagring har givet øllet en fantastisk afrundet og vinøs smag. Jeg har aldrig smagt øl med en to-digit alkoholprocent, der smager så lidt af alkohol. Den er efter min overbevisning en helt fantastisk øl, hvor kun de 20 årige udgaver af Eylenbosch ellers kan stå distancen. Amerikanske forsøg på at lave kirsebærøl med tilsvarende alkoholprocenter falder igennem ved siden af.

Aftnens øvrige selskab på Cafe Globen er også begejstrede, men ingen er helt op at ringe som undertegnede,  dagens heldige deltagere i dette afskedsparty er Jesper S, Kusine Sue, Hans og Vivian. Jeg synes øllet er topmålet af dekadance og giver seks kirsebærsten. Hvilken skam CSA ikke kan tage hindbærbusken med til Sydafrika.

CSA, vi vil savne dig og håber at du fortsætter din fænomenale brygning, selvom distributionskanalen til DK næppe bliver billgere.

Karakter (0-6): 6

Thisted Bryghus, Jul i underhuset og jul i overhuset.

 

Thisted: Jul i underhuset og i overhuset

Thisted Bryghus: Jul i underhuset og Jul i overhuset, 33 cl ., økologisk øl, alkoholprocenten angives som 1,7 genstand. I randen af frontetiketten står noget. Det er umuligt, at læse hvad der står grundet valget af farver på etikken af underhusets øl. Derimod kan teksten på overhusets øl godt læses og her står bl.a. 7,9 procent (og det holder underhusets øl også).

Overhuset først: Farven er lys gylden. Overhuset har en tydelig gærduft. Gæren i smagen overdøver alle andre smag stoffer. Så vil du en have en gær øl er den her. Ligesom de fleste parlamentariske overhuse i verdenen ikke længere har en eksistensberettigelse kan verdenen formentlig også leve udmærket uden denne øl. Der er kulsyre nok i øllet til, at det er rart at have øllet i munden, men smagen er ØV.

Karakter: (0-6): 1

Underhuset: Farven er gylden og dermed mørkere end sin overgæret fætter fra overhuset. En øl uden gær i duften. En rar øl at få i munden. En undergæret øl, men den er mere end de fleste undergærede øl, fx Carlsberg. Ligesom farven er lidt mere end for almindelig øl er smagen og fylden i øllet tilsvarende lidt mere. Det er prisen også, så det passer sammen. Løfterne til øllet ved opskænkningen indfries. Vil man have en undergæret øl til sin julefrokost er dette en super god øl. Det er ikke en traditionel juleøl overklistret med alverden krydderier. Og godt for det. Underhuset vandt denne runde.

Karakter: (0-6): 4

Det Hemmelighedsfulde Bryggeri, Imperial Smoke Beer

Der er dage, hvor Tapiren er glad for, at interesseren går mere mod  øl end mod vin. Og så er der de dage, hvor Tapiren er lykkelig over at være øl-interesseret. Fx denne mandag, hvor en enkelt fyraftens øl udvikler sig til en oplevelse i særklasse. Der virker som om vejen til de helt særlige oplevelser er flere i øllets verden, hvor øl i verdensklasse er noget, der kan købes for penge. Samtidig er mulighederne for eksperimenter og antallet af genre overvældende.

Scenen var sat til en enkelt øl i Mesterens gode selskab på yndlingsvandhullet Plan B. Plan a var egentlig en enkelt Fat Cat. Men har man sagt a, må man også sige b. Så da den fede kat havde blæst i sin fløjte, var det svært at sige nej, da den gode Thomas fra Plan B kom med en mystisk flaske, som vi måtte smage. Mystikken stiger, når den er fra Det Hemmelighedsfulde Bryggeri. Som tilknyttet webbranchen kigger vi straks på etiketten. Men www.dukanikkefindeos.dk ledte os ligesom ikke på sporet.

Det er ikke andet at gøre end hård eksperimentel udforskning under Mesterens årvågne vejledning. Øllet fremstår ikke specielt prægnant i glasset. Men hvad der møder næseborene er helt ekstremt. Øllet er røget, som man ellers kun møder ved en Islay whiskey. Duften er som en blanding af tjære, saltvand og bål. Røgetheden er dog ikke ekstrem som en Aecht Schlenkerla Rauchbier.

Smagen er straks mere moderat end duften. Den er ganske afbalanceret og vil sikkert være behagelig over for nybegyndere i whiskeyens verden.

Mesterens dom er, at øllet bygger bro mellem øl og whiskey. Den er ikke kompromisløs som en Laphroaig whiskey, mere som en Lagavulin fra det samme område på Islay.

Den helt rette øl af slutte af på, hvis det ikke havde været fordi to andre øl dumpede ned på bordet fra samme mystiske bryggeri. En smoke beer og en anden øl, der var så mystisk, så den slet ikke havde nogen etikette. Men var over i porteren.

Imperial Smoke Beer er muligvis Danmarks første whiskey-øl. Det er en herlig øl (whiskey) og på højde med Paradox Islay. Den er helt sikkert brygget af folk med forstand på at brygge øl. Og mon ikke den har fået lov at nyde barslen i en whiskey-tønde i minimum seks måneder?

Thomas’ mund var lukket med syv segl om oprindelsen. Øldetektiven og øldiktatoren gætter på, at Den Imaginære Cafeejer har haft mere end en finger med i spillet. Som ejer af en ølbar har han lidt paradoksalt for nylig skrevet en bog om whiskey, men vi synes denne brobygning mellem øl og whiskey er passende bods sondring.  Skulle vi gætte på et oprindelsessted, må det være et sted på Køge Havn.

Øllet skulle efter etiketten kunne holde sig til 9. november 2020. Det vil den ikke få lov til i tapirens gemmer. Et stort femtal for velsmag, viljen til at gå nye veje og til brobygning. Smagt fra flaske.

Karakter (o-6):  5

Næsgaarden, Økologisk Jul

Næsgaarden Økologisk øl

Bornholmerfærgen sejler fra/til Køge Havn. Og Øl fra Næsgaarden, som ligger lidt uden for Gudhjem, er brygget af Bryggeriet Braunstein i Køge Havn. Der er således en landsdelsfusion i denne øl.

Familien Poulsen med mellemnavnet Braunstein, har Næsgaarden på Bornholm og har investeret i et bryggeri og et destilleri i Køge Havn. Det er inspirerende at sidde på en af havnens restauranter på den ene side af havnen og se over på Byggeriet på den anden side, mens man smager på deres ofte ganske pragtfulde øl.

To brødre (Michael og Claus) står bag anlægget i Køge Havn, som står for mange drikkevare, lige fra det lidt kedelige  (fx Egesnaps til de fem gårde), til det mere spændende (fx  Lyng snaps, som Næsgaarden lægger navn til), til det mere sublime, deres Single Malt Whisky (som vi dog må vente lidt med at smage), og det i denne sammenhæng mest spændende, deres økologiske øl (efter nytår er alt øl fra Braunstein økologisk).

Nu er tiden inde til at smage på Næsgaardens Økologiske Jul.

Man bliver ikke skuffet.

En god duft følger øllet. En varm gylden brun farve fryder øjnene. En god skumkrone, der dog ikke er særlig stabil er også en følgesvend, når øllet skænkes op.

Og smagen er harmonisk, aromafyldt, ren smag, lidt frugtagtig. Harmonisk smag med et delikat strejf af humle i eftersmagen. Der er bl.a. brugt den meget smagfyldte Hallertauer Humle, som jeg i en anden anmeldelse har rost (bruges også af Kongens Bryghus). Samtidig kan det tilføjes, at man slipper for de mange ofte lidt klamme krydderier, der ofte tilsættes juleøllet. Her er et bevis på, at der kan brygges en god juleøl uden.

Er absolut værd at smage igen.

Karakter: (0-6) 4

Pris: 29 kr. i Irma, 50 cl, 6,5 procent.

Raasted Bryghus, Imperial Stout

Nu har vi pebet en del over finanskrise, bankpakker mm. her på denne ydmyg blog. Derfor er det med stor glæde at vi lettere forsinket konstaterer at Raasted Bryghus alligevel klarer skærerne og igen er begyndt at sende øl på gaden. En gruppe af lokale erhvervsfolk har pustet nyt liv i Martin Jensens eventyr, og her på redaktionen håber vi nu at denne toneangivne og unge komet får lov at fortælle mange nye historier med sit kompromisløse bryg.

Jeg nåde aldrig helt rundt i hjørnerne af Raasteds repetoire, men de sorte og særdeles uslebne diamanter “Stout” og “Imperial Stout” gjorde et uudsletteligt indtryk. Øl i absolut verdensklasse og som på hjemmefronten i selskab med Mikkeller satte standarden for farven sort. “Imperial Stout” har richterskalarungende proportioner og gav genlyd helt oppe i det kolde norske, hvor Ølvennernes Landsforbund kårede den til årets importøl i 2008. I opløbet blev der tilmed givet baghjul til Mikkellers Beer Geek Breakfast samt Flying Dog´s Gonzo Imperial Porter. Derfor er der god symbolik i at Flying Dog denne aften på Ørsted må lægge glas til, som det grynede mobilbillede lige akkurat antyder.

Efter første skål udbryder den kræsne Tapir lettere spontantgærdet og forbløffet “første sip rydder mundhulen og får én til at glemme alle de andre øl man lige har drukket”. Så sandt. Som mobilfotoet også afslører, var de ellers flere brillante bryg, bla. Mikkellers American Dream og BeerHeeres ustavelige Imperial IPA.

Man er solgt allerede ved synet. Øllet står stolt, lavt carboneret olie så sort som en vinternat uden stjerner. Håndtrukket fra fadet er den let beluftet og behersket i syren, luddoven men muskuløs krop og en svagt prikkende perle. Mørkt tyk skumhat der trækker fuldfede gardiner ned gennem glasset. I næsen rige, kraftige, ultrabrændte og røgede noter af chokolade, kaffe, tjære, røgmalt, pejs, træ, tørret frugt og så humlen, hvis ekstremt velintegrerede potente profil består af de amerikanske dukse Chinook, Centennial, Amarillo og Cascade. Som om humledoseringen ikke allerede var et godt stykke forbi sund fornuft er der også tørhumlet med Cascade, og den fine sødme er totalt kontrasteret i en fuldendt balance.

I smagen løfter det sublime samspil mellem malt og humle låget for alt det bedste fra det mørke univers i noget nær perfektion. Engelsk lakrids, kaffe, usødet chokolade, træ, frugt, livlige krydrede noter og en kongelig finish af røg. Over the top, men raffineret, rund og silkesmooth. Den lange finale er tør, bitter og munder ud i en blidt brændende mundfornemmelse med en tilpas snert af 10% alc. Det her bliver ikke bedre med mindre Raasteds unge ølkymist i sit seje comeback overgår sig selv og springer rammerne for det muliges kunst.

Karakter (o-6): 6

Skands, Fingerbøl øl

Skands Julebryg

Smagsprøver på øl serveret i fingerbøl er ikke hverdagskost. Er man mere end en til at smage på Skands julebryg 2009 skal man finde fingerbøllene frem. Aldrig før har jeg set en julebryg med så beskeden fremtoning. 25 cl i en meget beskeden udseende lille buttet flaske. Man kan have den i lommen uden selv at mærke man har den med sig. Flaskens størrelse er dog det eneste, der er ”bette” ved denne øl. Men man når næsten ikke at smage den, før den er slut. Men der er nok andre end mig, der falder for den pudsige flaske og køber den.

2009 julebryg er stadig ikke en nyhed på Skands bryggeris hjemmeside (hvor påskebryggen stadig er nyhedsstof; hvor mon man kan købe den?), men Skands Julebryg kan købes i Irma, ligesom Irma julebryg er i handlen. Den er også brygget af Skands. Nu er Skands kendt for at brygge endog ganske god øl. Der er langt mellem nitterne hos Skands. Så det var med positiv forventning fingerbøllet blev fundet frem og flasken åbnet.

Den er  brygget på sydtysk humle og har derfor en rund humlefylde i sig. Bitterheden ved humlen er derfor ikke så fremtræden som ved øl brygget med Saaz-humle. Øllet er ikke uden let sødme. Øllet virker friskt og let på tungen. Lidt bemærkelsesværdigt når man ser, at den indeholder 6,5 % alkohol. Men den er ikke tung eller speciel fyldig. Den giver ikke en varme på tungen, som andre øl med samme alkoholprocent. En mørk øl, iflg. etikken rødlig, men det nåede jeg nu ikke at bemærke, før den var drukket.

Faktisk en ganske god øl og som juleøl forfriskende. Men hvorfor man kun må få smagsprøver af denne øl er lidt uforståeligt, men det er formentlig et smart markedstings fif for at gøre sig interessant.

Karakter (0-6): 3

Kunne få 4, hvis de fandt en voksen flaske til øllet.

Mikkeller, Mandeøl

Mikkeller har nu konverteret et svensk herreværelse fuldt med læder, cigarrøg, jagttrofæer og testetoron til en kraftig og kompleks imperial stout, “Mandeøl”. Resultatet blev til på Nøgne Ø og  dedikeret det svenske marked, men i en kort periode omkring relanceringen af Green Gold også frisk fra fad til de hårde ølhunde på Ørsted.

Denne aften bællede mangen en beer geek netop løs af genkomne Green Gold, så Ørsted løb tør for originale Mikkeller glas. Mandeøllen blev istedet serveret i et originalt Southern Tier glas og dertil alt for koldt, hvilket er særligt ærgerligt for en øl af denne kaliber. Vi lader øllet stå 10 minutter. Herefter folder denne kulsorte, ultrapotente og humlede stout med basis i røgmalt og honning sig for alvor ud i det som vel bedst kan beskrives som som en væltet grøftekant, ultra earthy og beskidt. Det største indtryk gør røgen, som jeg ikke kan huske at Mikkeller på den måde har tændt op for før. I næsen er røgen særlig markant flankeret af hårdristede og brændte noter af malt, humle, kaffe, træ, tovværk, læder og afslutningsvis honning. Mørkebrunt, creamet, stædigt og tæt skum med fin blondedannelse på toppen af en blød carboneret krop af olie. Smagen er in your face, vinøs og alkoholen (11%) er present barley wine style, og er et touch too much efter min mening. Dernæst følger et seriøst skud honning og sødme der knapt nok kontrasteres af røg, bitterhed, kaffe og chokolade. Den kraftige humle og portersødmen minder mig om Thisteds eksperiment med Limfjordsporteren, rariteten ”Ronkedor”, som til forskel blot er meget spinklere og harmonisk i smagen.

Samlet set synes jeg at Mandeøl er som en symfoni med en sats eller to for meget. Simpelthen over the top, ujævn og ikke på niveau med det ellers stolte stoutske repetoire fra Vesterbros ølfantom. Hvad bitterhed, røg og selv surhed angår kan min gane ikke komme langt nok over grænsen. Men når det kommer til sødme er lunten kortere.  Og i mandeøl har Peter Plys himself vist haft den store træske helt nede i bunden af krukken med den nyslyngede honning, og hører det virkeligt til i et herreværelse? Nuvel det er et svensk et af slagsen, og mon ikke Zlatan kunne bruge en tår eller to når han skal se VM i fodbold i fjernsynet næste sommer?

I stedet må vi leve med at kaste os over nye ekslusive udgaver af Mikkellers sorte sønner. Tjek Dr. Schøn på Tuben herunder.

Karakter (0-6): 3
Mere Mikkeller på Allbeer
Mikkeller på Allbeer Flickr

Miss Håndbryg, Miss Babooshka

En varm lørdag i september gav Kongerigets måske rareste KIHOSKH den gas på den mest ølfantastiske facon. På plakaten var håndbrygkometerne fra JK Holtman og Miss Håndbryg side om side med mikromastodonterne Amager Bryghus og idolet Mikkeller. Unægteligt noget af et højdepunkt for Klaus Bransmark, der aldrig har lagt skjul på sin inspiration fra Mikkeller og tilmed har grundlagt hans fanklub på Facebook.

Vi har allerede lært, at selvom Klaus Bransmark er en umådeligt imødekommende og høflig ung mand fra Århus, så tøffer han altså ikke rundt i midterrabatten med et mimrekort. Sidst sattes sømmet i bund på tur ud i øllets overhalingsbane med den enestående Chili Stout, Miss Dracuella. Som en anden crash test dummy blev man slynget ud af sikkerhedsselen og fik rykket godt og grundigt rundt på sit begrebsapparat mens de totaltskadede smagsløg smadrede rundt i spændingsfeltet mellem det totalt grænseoverskridende og det absolut absurde. Lige præcis sådan en oplevelse enhver geeket gane hungrer efter, og ifølge særdeles velinformerede kilder har Miss Dracuella sågar fået et big “thumbs up” fra Mikkel himself.

Nu har Miss Håndbryg begået en røget russer, hjemmedøbt Miss Babooshka af Dr. Schøn. Selvom det er en knap så heftig rutchetur som forgængeren peaker Miss Håndbryg her med en kejserlig stout fra det ekslusive repetoire. En stout der ikke ligefrem får svage sjæle og den russiske zar til at skælve, men som derimod på en gang er kompleks, elegant og formfuldendt, og ja, skeler man til den smukke pinke etikette får men nærmest associationer til noget feminint, kælent, inciterende og æggende, der smukt komplementerer det maskuline mørke. Måske også et hint til at Miss Babooshka med sine 8,3% alc. ligger i den milde ende for typen.

Kulsort er hun, småboblende og med et lige lovlig livligt, nærmest aggressivt, nøddebrunt langvarigt skum. Aromaen i første omgang noget fortættet men langsomt stiger ristede, brændte og røgede noter samt træ, tovværk og tørret frugt op af glasset. På den korte bane mødes smagsløgene af fromt foldede hænder, der gemmer på alt det bedste fra de mørke maltes univers. Men dørene i mørket åbnes og svage klokker klimter i erindringen om Black Hole. Primært fordi at det overordnede smagsindtryk er sjældent råt og domineres af en spirrende surhed af tjære og sveske, der dog aftager noget som øllets temperatur stiger. Restsødmen har Bransmark med fuldt overlæg elimineret, hvilket af konservative ganer formentlig vil tolkes som ubalance, men det giver en kold, nordisk råhed som er svær ikke at fortabe sig i.

Hushumlen Chinook flankeres af  Boadicea og Columbus og resulterer i en rå og beskidt bitterhed som baner vejen for milde brændte noter af primært de calvadosindkogte egetræsspåner, kaffe, mørk usødet chokolade, tørret frugt, tjære, ristet byg og en god gang røg. I den lange finale finder røgen og bitterheden sammen i sjælden smuk harmoni, der fordrer en halv times stirren ud på det ruskende efterår mens spændingerne i pandebrasken aftager og mandag morgen synes lysår langt væk.

Karakter (o-6): 5

Stensbogaard Bryghus, India Pale Ale

Sommeren er definitivt på hæld, og derfor skyder vi her en sand tørstslukker afsted i håbet om bare endnu en solrig dag inden efteråret bider sig fast. Denne gang fra det fynske humleprojekt Stensbogaard Bryghus. Et undervurderet og overset Bryghus efter min bedste vurdering. Deres kraffulde og komplekse English Dark Stout satte overliggeren tårnhøjt, men desværre er Stensbogaards bryg ringe repræsenteret på de Københavnske ølhylder, kun hos fine Vinbørsen på Nordre Frihavnsgade, kan man muntre sig med 4 ud af det 7 flasker store sortiment. Aldrig har jeg set det på fad nogen steder. Det er en skam, da det vitterligt fortjener en større udbredelse.

India Pale Ale er sammensat af hele 5 amerikanske og engelske humler, men er dog langtfra nogen humleeksplosion snarere gennemstitligt bitter. Tilgengæld er den sprudlende frisk, livlig, sprød ja nærmest sparkling. Virkelig en sommerlig IPA som naturligvis skal nydes som flasken på billedet på Fyns bedste strand ved Christiansminde. Farven er tåget kastanjerød, kroppen er velcarboneret med et tæt flødefarvet, stort og stædigt skum der efterlader fine slør hele vejen ned gennem glasset. Højdepunktet er aromaen, der er både livlig og nyslået med lange noter af humler, blomster, græs, grape, gran og så noget sødlig malt der svæver oven glasset. I smagen er humle og malt afstemt klokkeklart, virkelig velbalanceret. Over ganen svæver karamel og noget der mest af alt minder om et lille hint af røg. Den beherskede bitterhed gør den letdrikkelig, og først på den lange bane træder en tør bitterhed for alvor i karakter, og giver den ellers creamede mundfølelse et par ekstra varmegrader. En IPA med sjæl og karakter.

At Claus Jensen er en særdeles innovativ og ambitiøs brygmester vidner et fælles projekt med Årslev Forskningscenter om. Her skal en række nye bryg dyrkes på lokale humler. Inden for en overskuelig fremtid er der altså nye eksperimenter på vej på de klassiske flasker fra Pedersstrup med den noble etikette fra Stensbogaard. Det er en glædelig nyhed at der nu altså tilsyneladende skrues op for volumen, der pt tæller 35000 liter om året. Men til den historie hører også at Claus Jensen ved siden af Stensbogaard Bryghus har et fuldtidsjob i sundhedsvæsenet, og derfor kun brygger i weekenden.

Karakter (0-6): 4

Døde øl

Døde øl – middelgod sherry. Wiibroe Årgang 91 og 97. Prøvesmagt her i september måned 2009. En god ven kom med nogle ikke helt almindelige øl. Wiibroes årgangsøl fra 1990’erne. Nogle øl med nogle år bag sig. Åbnede to af dem; en 1991′er og en 1997’er. Åbning og opskænkning gav ikke de store løfter. Der blev dannet meget lidt tynd skum. 1991’eren: Duften rund sødlig sherry agtig. Farven har lidt glød, lysebrun, men ikke helt gennemsigtig. Ud fra farven på øllet burde 1991’eren være bedst og det var den også. Smagen tynd sødlig gammel sherry agtig. Kan ikke anbefales som øl, men måske som sherry. 1997’eren: Duft sherryagtig, tør, ingen sødme. Farven, tynd, svag gullig farve, gennemsigtig.

Smag: sherryagtig, men denne var mere død end 1991’eren, som blev smagt først. En sjov oplevelse. Desværre har jeg ikke flere 1991’er, men stadig et par1997’er. Spørgsmålet er om de kan vinde ved yderligere lagring. Der kan ikke ske noget ved at prøve, men der sker formentlig kun yderligere forfald, selvom der ikke er meget kulsyre tilbage.

Karakter undlades. Der bør kun vises døde respekt, derfor ingen -4 i denne runde.

Mikkeller, Green Gold

Nærdemokratiet i den danske ølcommunity fungerer upåklageligt. Ministeren Mikkeller har efter højlydt hylen fra utallige ølhunde relanceret legendariske Green Gold. Her på Allbeer har vi da også hævet øjenbrynet. Så stor var glæden da deres udsendte mødtes med Mikkels tro væbner, Dr. Schøn fra mikkeller.dk, til et premiereglas på øltemplet Ørsted, hvor det grønne guld flyder frisk fra fadet. En kærkommen lejlighed til at få vasket en plettet straffeattest ren for mit vedkommende, da jeg aldrig nåede at smage Green Gold inden den udgik.

Vi får desværre øllet serveret for koldt og for blidt skænket, men dog i et originalt Mikkeller glas. Det betyder for det første at aromaen er længe om at åbne sig op, og for det andet at der stort set intet skum er. Vi lader øllet stå nogle minutter, og selvom vi har søgt tilflugt i en mørk krog væk fra eksalterede Barcelona- og Interfans, synes vi at øllet er forbavsende mørkt, ja nærmest kastanjebrunt. Middelcarboneret og fortræffelig frisk og prikkende perle.

I næsen nyslåede noter af græs, gran, harpiks og karamel. Smagen er en smuk symfoni med basis i de klassiske og helt uimodståelige amerikanske smørtenorer Simcoe, Cascade og Amarillo. Humlebiddet er ikke så kraftigt som jeg havde forestillet mig, selvom rygterne vil vide at Mikkeller har skruet en smule op for humlebarometeret i forhold til den originale opskrift. Til gengæld står humlerne krystalklart frem i smagen som kort indledes og afsluttes af karamelmalt, citrus og grape i absolut total fuldent balance. Finalen er kort, tør og behagesyg bitterhed. Indbegrebet og definitionen på en amerikansk IPA, hvor man helst skal have en til hvert ben. Denne aften fik det andet ben dog glæde af Mikkellers tonstunge honningbombe “Mandeøl”, men det er en helt anden historie!!!

Green Gold er forførende frisk og tørstæggende, så det er da også helt på sin plads at den nye flaskeudgave som den originale way back then holder hele 66 cl. Og selvom flasken selvfølgelig bør stå på enhver hæderlig ølhylde, så må man ikke snyde sig selv for fadversionen, der især for denne type øl giver et signifikant noch-up på alle niveauer. Vi satser på at det grønne guld er tilbage for at blive.

Karakter (0-6): 5

Southern Tier, Unearthly Imperial IPA

“Nåh nåh – det er jo altså kun onsdag”.  Dette var bartenderens reaktion på Tapiren og undertegnedes afvisning af  tysk pilsner til fordel for denne tonstunge east coast imperial humlehammer fra Southern Tier. Beer Geek Breakfast fristede også frisk fra fad, men humletosserne vurderede at Un#Earthly Imperial IPA nok gav mest smæk for skillingen i det korte twilight mellem fyraften og pligter.

En imperial IPA af denne kaliber skal naturligvis skænkes i et tulipan- eller snifterglas. Som billedet afslører blev dette lidt skuffende ikke tilfældet, men dog vanligt velskænket og perfekt tempereret. Øllet fremstår kobberfarvet og nærmest klart, lidt overraskende taget i betragtning af den heftige humledosering af Chinook, Cascade, Styrian Golding og Centenial. Fed figur, nærmest blød, smooth og middel carboneret. Minimal offwhite skumhoved der hurtigt lægger sig med lette blonder langs glasset. I næsen noter af krydderier, eg, græs og malt. Smagsoplevelsen er intens, spillevende og ekstraordinært hoppylicious. Et bistert bid af humlerne sætter ind øjblikkeligt flankeret af citrus, grape, lemon og harpiks. Pale Malt, Cara Pils Malt og Red Wheat skaber en kontrasterende sødme der finder sammen med humlerne i et smukt, synkront og svimlende sug. Helt bagerst på tungen stikker 11% alc. snuden frem, men behagligt og varmende.

Finalen er ultralang, tør og kompromisløs bitterhed efterfulgt af et bundtræk der mærkes i svælget flere timer efter. En oplevelse der sætter standarden fremover for Imperial IPA’s, og som kan benchmarkes op mod Flying Dogs krasbørstige køter “Double Dog”, der dog ikke har helt samme sublime balance.

Southern Tier fra New York åbnede for hanerne i 2004, men langer i dag imponerende 3.96 millioner flasker over disken årligt af deres grænsesøgende eksperimenter med humulus lupulus, og beviser hermed at kommerciel medvind ikke nødvendigvis sender udviklingen i den gale retning. Unearthly Imperial IPA har helt forståeligt hentet masser af bling bling hos bla. BeerAdvocate og Tap New York Beer Festival.

Karakter (0-6): 5

Gundestrup Mejeri og Bryghus, Mejeristens IPA

Finanskrisen har tørlagt mange ølstier på sin vej. Senest går det så ud over den fine øl, kaffe og vinbutik der kickstartede denne ydmyg blog sidste sommer. Downtown Svendborg lå den ved banelegemet og udstillede stolt det bedste bryg fra det fynske. Stor var skuffelsen i sommer, da jeg bittert konstaterede at de inspirerende og stemningsfulde cigarkasse-lokaler nu var forvandlet til en iskold amerikansk kæde-sandwichbar. En ond sejr for konsumkulturen, et blødende nederlag til specialhandlen og et stød under bæltetstedet for distributionen af det danske mikrobryg.

Jeg trasker videre langs banelegemet, svinger ned af Brogade og får øje på en hyggeligt gyde med skiltet “Saglig Simons Gaard”, hvor Vintapperiet huserer. Maven knurrer og deres Tapas ser mere end indbydende ud. Da jeg træder ind i det der må være Svendborgs hyggeligste beværtning og gårdhave, behøver jeg kun kaste blikket en halv meter til venstre. Der midt blandt årgangsvine og lokal decour dukker en reol op med fynske og franske (!!) øl, men også Mikkeller havde fundet vej med en serie single hops.

Gundestrup Mejeri og Bryggeri er repræsenteret med deres Dobbelt Bock og det seneste skud på stammen, IPA. Kombinationen af Mejeri og Bryggeri er interessant i den forstand at øllet brygges på valle, som er et bi-produkt fra osteproduktionen. Det har et højt sukkerindhold i form af laktosen, og via en special gærtype har brygmester Jørgen Hoff fundet en måde at nedbryde laktosen og forvandle den til alkohol. Hermed var vejen banet for missionen om at opdrage de lokale til at ledsage deres blå skimmelost af øl i stedet for rødvin.

Vi har jo efterhånden vænnet os til de store amerikanske humlebombede IPA’er og de amerikanske humler i det hele taget. Gundestrup IPA er et herligt blast from the past og en væsentlig påmindelse om IPA’en i dens helt originale form. Brygget efter de originale engelske traditioner helt tilbage fra 1790 med engelske Pale Ale Malt og Maris Otter Malt og de legendariske engelske humler Fuggle og East Kent Goldings. Der er dog gæret med amerikanske US-56. Resultatet er yderst vellykket, den krydrede og urtede smag leder straks tankerne hen på Djævlebryggeriets OriginAle.

Øllet er dybt kobberfarvet, middelkarboneret og silkeblødt med en let prikkende perle og en beskeden men fast og langvarig offwhite skumkrone. Aromaen er en særegen kombination af mørkt friskbagt brød, malt, karamel, nød, træ, læder og noget udefinerbart krydderi. Smagen er ren væltet grøftekant. Mørk, grumset og beskidt. God balance mellem malt og humle, selvom der isoleret set savnes lidt mere albuerum til de fine engelske humler. Masser af karamel, gær, frugt, tobak og smør fortoner sig i en langvarig let ristet finale hvor humlen og krydret urt sætter sig behageligt over ganen. 9,8% alc. tænder op for en varmende mundfornemmelse.

Gundestrup IPA smager fint af Fyn, og ikke mindst en noget nær perfekt følgesvend til Vintapperiets Tapas.

Karakter (0-6): 4

Dieu du Ciel, Péché Mortel

Skamredne smagsløg var den logiske konsekvens af en imperial stout overdosis, der på fornemste vis skød weekenden igang og kastede kældermørke skygger på Frederiksborggade’s fortov foran Plan B. De sorte sønner var først den enestående Peche Mortel og herefter en tur i en smagsrutjebane af den stejlere slags, Mikkellers 24 karats mesterværk Black.

Peche Mortel har skævet olmt til mig bag glasset i køleskabet i lang lang tid, men 85 kr for 50 cl er sådan lige lovlig langt ude i hampen. Men eksalteret over at Black var på hanen til beskedne 100 kr for 40 cl (!) gav det pludselig mening at indlede aftenen med den canadiske kaffeeksplosion. Er kaffe ikke din kop te skal du springe langt uden om Peche de Mortel, der er den mest kompromisløse, klinisk præcise fantastiske fusion af kaffe og stout jeg nogensinde har lagt drøbel til. Dine næsebor fanger duften fra meters afstand. Forestil dig at du står på Ricco’s kaffebar i Ryesgade eller hos Kontra Kaffe på Østerbrogade og forsøger at undgå at din duftesans slukker ned af overbelastning mens dine gourmetbønner kværnes bag disken. Superfrisk og forførende aroma af mørk friskværnet kaffebønne med massive ristede og brændte noter af tobak, cigar, røg, træ, mørk hårdristet og usødet chokolade. Iklædt porterens superslanke og undercarbonerede forførende former, kældersort og let prikkende med en minimal men stædig mørkebrun skumkrone der efterlader fuldfede mørklægningsgardiner. Smagen giver i første omgang associationer til ekspressokaffe og man fornemmer regulært kaffebønnen drible rundt på drøblen. En heftig maltsødme sætter kortvarigt ind og følges trop af karamel, nød, eg, bitter chokolade og et tørt diskret humlebid fuldender finalen.

De legendariske mikrobryggere fra Montreal har altså namet dette eliksir Peche Mortel, hvilket frit oversat betyder noget i retning af “dødelig synd”. Det klinger smukt og er smukt, men jeg ved ikke om det er helt dækkende. Er sikker på at dette er den perfekte følgesvend til canadisk snestorm, men der er ikke så meget dødelig synd over denne monstrøse kaffebombe. Det skulle da lige være hvis du overser de 9,5% alc., og blot bæller løs som var det ren sort java. Vi taler tit om øl, hvor det er lykkedes at pakke den høje alkoholprocent ned, men det her er dog det mest ekstreme tilfælde. Du fornemmer vitterligt at du drikker kaffe og førføres i et intenst aroma- og smagsunivers, men at 9,5% alc. kan fordufte som dug for solen i sådan en æggende, slank og sindssyg stilren øl er jo nærmest sort magi.

Karakter (0-6): 5

Mikkeller, Drikkeriget (GIPA)

Det er en tysker, Kvik! Arvelig belastning må være årsagen til at jeg altid tænker på legendariske Buster Larsen og hans lige så legendariske replik i Matador, når de germanske farver forsøger at tiltrække min opmærksomhed. De ældste fra det jødiske ben af mit stramtræ gik op i røg i kz-lejre og det andet amagerkanske ben, bedrev tiden under krigen med sabotage og våbeninstruktion til de mest hårdkogte modstandsfolk. Den tyske skepsis i det Goldbach’ske er derfor medfødt, og det har så ikke hjulpet at man netop i det bayerske har tilladt heilende nisser som haveudsmykning!!! Så når Mikkeller og Drikkeriget følger DIPA op med GIPA, hvor den tyske aromahumle Tettnang formentlig betyder at G står for Germany, trækker jeg nærmest per automatik i den bekymrede mine og venter på at flasken iført støvler og skrårem begiver sig ud i en strækmarch henover mit køkkenbord. Get over it, I know!!

Men GIPA gemmer dog på en overraskelse eller to alligevel: Den ligner til forveksling en ufiltreret pilsner: Strågul, diset, middel carboneret med en let prikkende perle, på kanten til det vandede. Skummet minder heller ikke om noget jeg har set før, slet ikke hos en IPA. Helt og aldeles ustyrlig æggehvid superstor skumhat lægger sig oven på øllet og flyder nærmest rundt. Bliver i tvivl om jeg har hældt for voldsomt op, men det gentager sig ved næste blide ophældning. I bunden af det tomme glas ligger en snebold af skum, og små skumsamlinger klumper sig sammen hele vejen ned gennem glasset. Jeg kan huske Mikkellers Draft Bear havde en sygt stædig skumhat, men det her er ja, agressivt på typisk tysk facon.

Tettnang aromaen nærmest flyver op ad glasset og giver i første omgang associationer til alle de halvdøde hvedøl Tettnang har lagt blomst til, men også strå, peber, smør, frugt og humle. Er det her endnu en tysk besættelse alligvel? Nej, for smagsløgene befries nu af amerikanerne, Tomahawk sætter ind med et bistert bid fulgt til dørs af gran, harpiks, peber, karamel, grape og maltet brød. Finalen er lang, bitter og jeg får på den helt lange bane lidt sådan en puffy feeling i dunken som også var tilældet med Nelson Sauvin.

GIPA er på alle måder en begivenhedsrig oplevelse med en virkelig original og velintegreret humleprofil. Tysk, amerikansk og Mikkellersk. Det er en dansker, Kvik !

Karakter (0-6): 4
Mere Mikkeller på Allbeer
Se billleder af Mikkeller øl på Allbeer Flickr

Vilcon Bryghus, Pilsner Twisted

Alle hvedeøls fader Pierre Celis har huseret hos verdens mest kendte producent af hvedeøl Hoegarden. Og hvad vi efterfølgende ikke har skulle lægge smagsløg til af fesent tysk og belgisk cafeøl er ikke i småtingsafdelingen. Som den gode Tapir allerede har underholdt med på denne ydmyg blog var hvedølsproduktionen tilbage i 50′erne og 60′erne ved at lukke helt ned i Belgien. Pierre Celis besluttede dog at kæmpe dødskampen, begyndte en hjemmeproduktion og ekspanderede 1980′erne ved at købe sodavands fabrikken Hougardien.

Hoegarden som vi kender den i dag er, ja om ikke sodavand, så so over the hill, totalt udvandet, nærmest smagsløs med mindre en stor limeskive er placeret øverst på glasset som smagsforstærker. Dette i skarp kontrast til de bredrøvede og potente glas de serveres i. Alligvel og højst besynderligt er klassikerstatus hos hvedeølsbællende cafesoldater ikke sådan lige noget der laves om på.

Hoegaarden er stadig til inspiration for relativt nye bryghuse, fx Slagelses stolthed, Vilcon Bryghus, hvis seneste Twisted Pilsner er en kæk klon i nye klæder. På de kanter er der langt mellem de posh og blankpolerde cafeborde, så Vilcon lader den friske lime lade livet og tilsætter den ikke overraskende direkte under kogningen!

Se, det langt mere interessante er sådan set at øllet er ufiltreret samt at Saaz sammen med Hallertau udgør en relativt velintegreret humleprofil. Bitterheden er nobel, hænger ved og er sammen med de øvrige ingredienser vand, bygmalt, hvedmalt, humleskal, limeskal og gær leveringsdygtig i en vaskeægte tørstslukker af en bælleøl til sommersolen. Ikke nogen stor oplevelse, helt og aldeles ukompliceret, men til enhver tid at foretrække fremfor inspirationskilden. Ud over den noble bitterhed udmærker den sig ved en frisk og prikkende perle, god holdbarhed, stædigt skum og gærstumper der danser rundt i glasset. Aromaen er hvede, gær, citrus og malt, og i smagen fører lime, citrus og malt ganen mod en tør og behagelig humleprofil. Hvad der redder øllet for mit vedkommende, er at Saaz træder relativt klart i karakter og gør Twisted Pilsner til et originalt men ikke mere end hæderligt eksperiment.

Karakter (0-6): 2

Midtfyns Bryghus, Chili Tripel

Jeg går stadig her og glæder mig over at Miss Håndbryg lancerer en Batch 2. af 2009’s suverænt største og ekstreme øloplevelse, Miss Dracuella Chili Stout, hvor Klaus Bransmark denne gang vil skrue en tand ned for det nådesløse chilibid. Søreme om ikke også gode gamle Midtfyns Bryghus også har en Chili Tripel på deres repetoire, og da fynboernes Imperial Stout og Double IPA er nogle af mine alltime favorit øl tillader jeg mig at skrue forventningerne op i overdrive. Men i min begejstring for den røde chilifrugt, den altid indbydende midtfynske etikette samt høje 9,6% alc, glemmer jeg alt om mit anstrengte forhold til overdreven belgisk sødme.

Og netop sødmen og det vildtfarne belgiske gær ødelægger desværre denne øl for mit vedkommende. At mine, indrømmet, hårdt prøvede smagsløg ovenikøbet ikke kan forene den søde smag med det kraftige chilibid hjælper absolut ikke på det. Der mangler en katalysator til at kontrastere sødmen. Den alt for milde humle gør ikke jobbet, og den sukrede sødme og chilien står i hver sit hjørne af baren og råber til hinanden. Urent, ubalanceret, uharmonisk og ufærdigt. Smagen af gær er sært off, som om øllen ganske enkelt er for tidligt ude. Giver en ubehagelig puffy feeling i svælget og i dunken.

Dette kedelig faktum fornemmes allerede i aromaen som er skæv, ekstremt maltet, frugtrig og sukret med et strejf af krydderier, peber og alkohol. Smagen indledes igen af det sødlige malt, koriander, karamel og gær hvorefter chilien bider bistert igennem og munder ud i en varmende, ja nærmest brændende mundfornemmelse.

Havde jeg haft en tallerken tapas ved min side kunne jeg måske havde tømt flasken, men jeg konstaterer skuffet at chili går langt bedre i sync med de mørke malte fra det stoutske repetoire end vildfarent belgisk gær. Den trodsalt flotte og modige chilidosering hiver Chili Tripel op på en lille to’er.

Karakter (0-6): 2

Mikkeller, Nugget Single Hop IPA

Femte stik i Mikkellers sublime serie af Single Hop IPA’s. Ideen med disse Single Hops, hvor humletosserne får lov at nyde de største humlesorter helt solo, er så meget til højrebenet at man kan undre sig over at ingen har sparket den sukkerbald op i krogen før Mikkeller. Da jeg stoppede Nugget Single Hop i kurven hos Ølbutikken var min første tanke dog, at nu er det koncept med 33 cl flasker med farvede etikketter vist ved at være sådan lidt slidt. Dette på trods af dels den fornuftige pris, men også at overliggeren er sat meget højt for Simcoe, Cascade og Warrior, kun Nelson Sauvin var sådan lidt off. Men jeg må, vel ikke overraskende for nogen, tænke den tanke absolut helt forfra igen. 

For med Nugget Single Hop IPA har Mikkeller brygget en enestående unik IPA. Nugget er bitterhumle og mest berygtet fra de store humlebombede amerikanske Imperial IPA’er, men Mikkeller har her ramt en ren, supersikker, afbalanceret og hoppylicious humleprofil. En lidt langsom start forrest på tungen går langsomt over i en blidt brændende og intens bitterhed, der prikkende lokalbedøver tungen kortvartigt. Bitterheden undgår lige netop at blive harsk, og smagsløgene forkæles også med noter af gran, harpiks, træ, grape, frugt og karamel. Knastør men holdt i balance af Pilsner, Cara-Crystal og Munich malt. Den lange og bitre finale fortoner sig i en varmende mundfølelse, hvor 6,9% alc. stikker snuden frem. Yummi, kraftigt humlet men stadigvæk elegant, indbydende og en fyrrig følgesvend til en stund i sommersolen i stedet for den østrogenleflende og dræbende Drink´in the sun

Indpakningen fejler bestemt heller ikke noget. Skummet er storboblende, stædigt og knitrer højlydt om kap med de bølgeskvulp jeg har for mine fødder ved Christiansminde strand. Øllet er dybt orange, middel carboneret med en let prikkende perle. Næsen er ekstremt frugtrig, græsset med honning og noget slikket der nærmest giver associationer til bubblegum.

Frisk fra fad oplevede jeg Nugget Single Hop IPA som markant mere åben, sommerlig og knapt så bitter. Men måske solen på Allbeer’s corner på Ørsted spillede Tapiren og undertegnede et puds.

 

Karakter (0-6): 5
Flere Mikkeller øl på Allbeer
Mikkeller billeder på Allbeer Flickr

Nils Oscar, India Ale

Selma Lagerlöf beskrev engang Södermanland 100 km syd for Stockholm for The Garden Of Eden. Her har Nils Oscar huseret siden 1996, og er bl.a. kendt for det moderne Tärnö Mälteri, der tilføjer en helt original og særegen dimension til ikke alene øllet, men også til det mad og brød som Nils Oscar forkæler borgerne i Nyköbing med. Herhjemme går den hurtigste vej til Nils Oscar via Coop (hhmm….), men snyd ikke dig selv for de jævnlige gæstebryg på Nørrebro Bryghus, fx Tärnö Imperial Stout.

India Ale er en af Nils Oscars klassikere, og har i sin originale opskrift en del år på bagen. Vandt blandt andet prisen for bedste svenske flaskeøl ved Stockholm Beer Festival i 2006. Det er en let og elegant øl som er mere velegnet til det veldækkede bord end til de garvede geekede ganer, der foretrækker deres IPA hoppylicious.

Uklar orange, let krop lige på kanten til det vandede. Fed og blød når den rammer ganen men derefter en fin karbonering, småtboblende og prikkende.

Næse i første omgang tillukket, men åbner langsomt op for korn, byg, malt, blomster og brødlig aroma. Smagen løfter sløret for et rent maltmonster. Pilsner-, Muncher,- og karamelmalt fra Tärnö malteriet dribler den amerikanske Amarillo humle langt ud over baglinjen til hjørnespark. Først i finalen bliver humleblomsten sparket ind over smagsløgene igen. Smagen er malt, malt, malt, smør, brød, citrus og appelsin der fortoner sig i et let humlebid.

En fin øl til solen og især til maden, men IPA’ens svar på Garden Of Eden er ingenlunde tilfældet.

Karakter (0-6): 3
Se filmen om Nils Oscar her
Se anmeldelse af Nils Oscars lager herunder:

Nørrebro Bryghus, Long Pond Porter

Er der ikke et eller andet med at man ikke gør så tit i sin egen baggård? Nørrebro Bryghus ligger en stenkast fra hvor jeg bor, men alligvel er det sjældent at jeg kommer forbi, ikke engang den gratis mandagsøl for Ølforummet når jeg ned til.

Det er en skam. For selvom denne ydmyg blog har kørt koldkrigertogt (Se debat med Anders Kissmeyer her) mod det alt for kolde øl Nørrebro Bryghus stadig hælder ud af hanerne, så er det stadig svært at være andet end fuld af beundring for urkraften Kissmeyer og hans mønstrøse ølværk Nørrebro Bryghus. Deres kombination af mad og øl er helt unik i København. Kun Den Tatoverede Enke kan være med omend øllet her oftest er fra flaske og belgisk. Dernæst bliver der ganske hyppigt lanceret nye spændende øl, og når det så er bl.a. en ny stout – Tärnö Imperial Stout og Long Pond Porter,  ja så er det om at komme afsted.

Denne brændvarme sommerdag var Roskilde Festival lige om hjørnet. Så med udsigt til Tuborg tilsat ekstra vand, var vi in the mood for seriøs optankning. Startede med lækker mørbrad sandwhich og Pacific Summer Ale og derefter Bombay India Pale Ale. Herefter to omgange at den nye Long Pond Porter, yes, os der afviser hvedøl bruger porteren til at holde de værste varmegrader for døren, og netop i dag gør det egentlig ikke det store at den serveres en smule kold.

Øllet står stolt i glasset, pitch black med en flot rødligt skær. Moderat men tæt og creamyt skum, der efterlader smukke slør. Slick, kælen og harmonisk krop. I næsen noter af røg, lakrids, tjære, tørret frugt og malt. Er blid, rund og fyrrig frisk i mundfylden som også Juleporteren var det. I smagen fortsætter en æggende afstemt men kompleks smagsoplevelse. Lakridsen og malten står i centrum flankeret af kaffe, hårdristet malt og mørk bitter chokolade og et hinsides hint af røg, træ og tobak i en perfekt afstemt og lang finale.

Long Pond Porter er afgjort et af mine højdepunkter på Nørrebro Bryghus, vi vender tilbage til Tärnö Imperial Stout og det der lyder som en sand lokal klassiker, vildbassen Sortedam Sauvage.

Karakter (0-6): 5