Bryggeriet Skovlyst, Havre Stout

En gang eller to om året skylder man sig selv at springe på jernhesten og piske pedalerne i retning af Hareskoven. Der i brynet finder man kongerigets smukkest beliggende brewpub, Bryggeriet Skovlyst. Her kan man i idylliske omgivelser nyde deres fine øl og pudse sin grønne glorie. Øllet har sin helt egen unikke signatur med egne malte, humler og betydelige input fra skovens egne råvarer som fx brændenælder, hyldeblomt, birkesaft og bøgekviste. 

Havre Stout er et af husets bedste bryg. Som ventet for typen med den klassiske creamede og silkebløde porteragtige fyldefornemmelse og det milde udtryk, kulsort i farven med et funklende rødligt skær og et cafe au lait farvet, tæt og vedholdende skum.

Men ved første duft og smagning får forudsigeligheden heldigvis en hård opbremsning. Stor kompleksitet, fyrrig frisk men mild karakter med en overrumblende dominans af lakrids og friskstødt stjerneanis både i aroma og smag. Med en skrå af Pilsner-, Münchner- og ristet malt samt tilsætning af havre, byg og rug er der banet vejen for en bredspektret oplevelse.

Over glasset danser levende noter af brændte malte, engelsk lakrids, frugt, krydderier, peber og noget alkohol (7%). Frisk lakridsrod rydder også ganen flankeret af chokolade, kaffe, vanilie og havre indledningsvist, og så bagerst på tungen et let skud røg, tjære og et noget tandløst humlebid. En ellers fantastisk og sjælden sikker struktur slutter af med vel meget restsødme, og jeg savner instinktivt et større udslag på humlebarometeret. Først i finalen titter en let tør bitter finish frem og stemmer balancen af.

Når man sidder med en Oatmeal Stout kan man ikke lade være med at tænke Beer Geek Breakfast, der jo sprængte alle rammer for typen. På den korte bane totalt afvist af en række konservative ganer og gråhårede mænd der udgiver bøger på fine forlag. På den lange bane topscorer på RateBeer. Havre Stout er mere tro mod typen, men alligvel undervurderet, også af humlehovederne på RateBeer. Jeg fryder mig over det originale udtryk, både i smag og aroma med den markante engelske lakrids, men også i kombinationen af en silkeblød, creamet men fyrrig frisk krop. Resultatet af carbonisering med nitrogen og kulsyre og så gæring ved høj temperatur. Havre Stout er måske en tand på den milde side til at nyde solo, men flankeret af ost, dessert eller lette kødretter er den en oplagt legekammerat.

Desværre ser man Skovlysts bryg for sjældent på fad i indre by, men jeg har dog med tilfredshed noteret mig at gode gamle “Kaffesalonen” i Willemosegade har India Pale Ale og Ahornbryg på fadet. Men hvad vi ikke forkæles med på stenbroen kan de glæde sig over i Polen, hvor Skovlyst har ansat en mand og årligt afsætter 1.000.000 liter øl.

Karakter (0-6); 4

Metal fra Randers og Svaneke

2 gange metal = til tagrenden

Randers Bryghus: Jule øl, Bryghuset Svaneke: Rød Jul

Det er ikke så tit man løber ind i en øl, der smager af metal. At man får fat i to juleøl fra forskellige bryggerier samme dag begge med klar metalsmag er til alt held en sjældenhed, men det har jeg desværre oplevet. Og karakteren bliver naturligvis to gange 0 (nul = til tagrenden). Randers Bryghus: Jule øl, 6 % 50 cl og Bryghuset Svaneke: Rød Jul, 5,7 %, 50 cl. Købt i Kvickly.

Begge øl har en klar og tydelig metalsmag. Øllet fra Randers skulle i flg. etikken være en dejlig nøddebrun ale med tydelig noter af frugt, kraftig malt og sødme. Let krydret med stjerneanis, appelsin og koriander. Et godt bryg til julemaden…Ja, ja når man skal rose sig selv mangler brygmesteren ikke ord, men det jeg drak var en ale med gennemtrængende smag af metal tilsat et ekstra strejf af metal og det overdøvede sågar smagen af silden på brødet. Udrikkelig, ubehagelig og resten blev hældt i vasken. Vi sad tre ved bordet og var enige i vores dom.

Næste øl på bordet var så Rød Jul fra Bryghuset Svaneke. Den smagte ligedan. Kunne det passe? Fat i et glas vand, en almindelig Carlsberg, den smagte, som den skulle. Vi prøvede igen med Rød Jul. Dommen var god nok – metal smag. Måske knap så gennemtrængende som i øllet fra Randers, men spørg mig, hvad den ellers smagte af og svaret vil blive metal.

To nitter på samme dag. Hvorfor sender brygmesteren øllet til aftapning i stedet for i kloakken?

Svaret er formentligt pekuniært og det skyldes først og fremmest at de store butikskæder ved at lokke med volumen har sænket prisen ned under, hvad der er rimeligt. Volumen kommer kun, hvis forbrugeren genkøber øllet fra bryggeriet. Men hvem vil genkøbe øllet fra et bryghus, når man en gang har fået en brugt folkevogn hældt på flaske fra bryghuset?

Karakter (0-6): 0

Beer Here, Fat Cat

Christian Skovdal (Beer Here, aka Ølfabrikken)s Fat Cat er sådan en øl, som Tapiren burde have anmeldt for længe siden. Læseren er lige nu i gang med den udskudte anmeldelse, for nogle gange tager gode ting længst tid. Fat Cat kom på markedet omkring påske 2009 og Tapiren har været fan lige siden.  Der er løbet meget Fat Cat i Tapirens drikketrug og vi burde være i stand til at vurdere øllen til fulde. Fat Cat er prøvet fra fad, fra flaske, frisk og mindre frisk. Vinterdage i varmen på Plan B og under hedeslag til Jazzfestivalens åbning, hvor katten flød lifligt, selv på stærk udebane. Tapiren har prøvet det hele – og Tapiren er fan. Palle mener, at det må være det sekstal, som har været grundigst testet på Allbeer.

Den udvalgte anmelderdag var en god dag at drikke Fat Cat. Skumkronen var sjældent flot og duften suveræn. Fat Cat er Danmarks mest velduftende øl. Den er frisk og sommerlig, der er lidt toner af hyldeblomst og duften er lidt som ‘den gode New Zealandske fra Netto’ som Palle glad pointerer, uden at resten af Tapiren forstår sammenligningen, men det må skyldes manglende ølkendskab. Mundfylden er cremet uden at være fed og øllet er ganske let perlende. For en vestjyde som Tapiren trækker øllets smukke ravfarve også i vejret. Og så er der smagen. Smagen er bare god, fastslår Tapiren uden at gide diskutere den sag yderligere.

Taprien har haft Den Fede Kat med til flere ølsmagninger. Lad os konstatere, at begrebet at dele vandene i to holder øl, når det handler om en af vores favoritøl. Nogle bliver forelskede på stedet. Andre vender øjne og bryder sig absolut ikke om det, der glider ned over drøblen. Hvis denne blog var demokratisk, ville Fat Cat’en således havne på en gennemsnitlig bedømmelse. Men vi går ikke efter det gennemsnitlige. Så da Tapirens to stemmer begge vender kloven op i den grad og da Martin samt Mesteren deler begejstringen, vover vi i bogstavligste forstand pelsen og giver seks funklende stjerner til denne fremragende øl.

Karakter (0-6): 6
Prøvesmagt fra fad og fra flaske (adskillige gange)

 

Ølfabrikken (altså den rigtige), Dekadence

Hvis jeg skulle vælge en øl ombord på et synkende skib, mens musikken spiller “Nærmere til Gud”, ville Dekadance fra Christian Skovdal Andersen være et passende bud. Det er en drik fra guderne, så seks stjerner til denne fantastiske hindbærøl.

Det viser sig på alle måder at være en farvel-øl. For den bliver aftnens næststørste overraskelse (ølsmagning på Cafe Globen en fredag aften)  fundet også til CSA’s egen forbavselse. Christian står dog selv for den aller-største overraskelse ved at bekendgøre, at han står med det ene ben i Sydafrika og ikke umiddelbart har planer om at vende tilbage igen. Vi må således knibe en tåre over at det fremragende mikro-bryggeri “Beer Here”  måske bliver til “Be There”. Det forekommer som en ringe trøst, at dansk rooligans således har udsigt til hæderlig øl i Sydafrika i stedet for ulandsøllen “Tusker”.

Det er dog kommet en positiv oplevelse ud fra Christians flytteplaner. Nemlig et par hidtil overset fustager “Dekadance”, formentlig fem år gamle. Det blev fundet, da Christian Skovdal Andersen for nylig ryddede grundigt op i sit fjernarkiv hjemme hos sin gamle mor for at få plads til det habengut, han nu må opmagasinere. Og bagerst i gemmerne  fandt han et par fustager fra det ægte Ølfabrikken. Det mikrobryggeri som CSA i sin tid startede op med en ven uden forbindelse til det senere mærke, som er Gourmetbryggeriets patetiske snylten på andres hædersbevisninger og arbejde.

Dekadence er brygget på specielle hindbær, fundet hos den landmand i Nordsjælland, hvor Ølfabrikken kørte deres mask ud. De var syrlige, som hindbær skal være til ølproduktion og meget smagsholdige. Øllet forekommer ved første øjekast på lidt mat. Det skal dog tages med et gran salt. Øllet holder 13 procent. De fem – seks års lagring har givet øllet en fantastisk afrundet og vinøs smag. Jeg har aldrig smagt øl med en to-digit alkoholprocent, der smager så lidt af alkohol. Den er efter min overbevisning en helt fantastisk øl, hvor kun de 20 årige udgaver af Eylenbosch ellers kan stå distancen. Amerikanske forsøg på at lave kirsebærøl med tilsvarende alkoholprocenter falder igennem ved siden af.

Aftnens øvrige selskab på Cafe Globen er også begejstrede, men ingen er helt op at ringe som undertegnede,  dagens heldige deltagere i dette afskedsparty er Jesper S, Kusine Sue, Hans og Vivian. Jeg synes øllet er topmålet af dekadance og giver seks kirsebærsten. Hvilken skam CSA ikke kan tage hindbærbusken med til Sydafrika.

CSA, vi vil savne dig og håber at du fortsætter din fænomenale brygning, selvom distributionskanalen til DK næppe bliver billgere.

Karakter (0-6): 6

Thisted Bryghus, Jul i underhuset og jul i overhuset.

 

Thisted: Jul i underhuset og i overhuset

Thisted Bryghus: Jul i underhuset og Jul i overhuset, 33 cl ., økologisk øl, alkoholprocenten angives som 1,7 genstand. I randen af frontetiketten står noget. Det er umuligt, at læse hvad der står grundet valget af farver på etikken af underhusets øl. Derimod kan teksten på overhusets øl godt læses og her står bl.a. 7,9 procent (og det holder underhusets øl også).

Overhuset først: Farven er lys gylden. Overhuset har en tydelig gærduft. Gæren i smagen overdøver alle andre smag stoffer. Så vil du en have en gær øl er den her. Ligesom de fleste parlamentariske overhuse i verdenen ikke længere har en eksistensberettigelse kan verdenen formentlig også leve udmærket uden denne øl. Der er kulsyre nok i øllet til, at det er rart at have øllet i munden, men smagen er ØV.

Karakter: (0-6): 1

Underhuset: Farven er gylden og dermed mørkere end sin overgæret fætter fra overhuset. En øl uden gær i duften. En rar øl at få i munden. En undergæret øl, men den er mere end de fleste undergærede øl, fx Carlsberg. Ligesom farven er lidt mere end for almindelig øl er smagen og fylden i øllet tilsvarende lidt mere. Det er prisen også, så det passer sammen. Løfterne til øllet ved opskænkningen indfries. Vil man have en undergæret øl til sin julefrokost er dette en super god øl. Det er ikke en traditionel juleøl overklistret med alverden krydderier. Og godt for det. Underhuset vandt denne runde.

Karakter: (0-6): 4

Det Hemmelighedsfulde Bryggeri, Imperial Smoke Beer

Der er dage, hvor Tapiren er glad for, at interesseren går mere mod  øl end mod vin. Og så er der de dage, hvor Tapiren er lykkelig over at være øl-interesseret. Fx denne mandag, hvor en enkelt fyraftens øl udvikler sig til en oplevelse i særklasse. Der virker som om vejen til de helt særlige oplevelser er flere i øllets verden, hvor øl i verdensklasse er noget, der kan købes for penge. Samtidig er mulighederne for eksperimenter og antallet af genre overvældende.

Scenen var sat til en enkelt øl i Mesterens gode selskab på yndlingsvandhullet Plan B. Plan a var egentlig en enkelt Fat Cat. Men har man sagt a, må man også sige b. Så da den fede kat havde blæst i sin fløjte, var det svært at sige nej, da den gode Thomas fra Plan B kom med en mystisk flaske, som vi måtte smage. Mystikken stiger, når den er fra Det Hemmelighedsfulde Bryggeri. Som tilknyttet webbranchen kigger vi straks på etiketten. Men www.dukanikkefindeos.dk ledte os ligesom ikke på sporet.

Det er ikke andet at gøre end hård eksperimentel udforskning under Mesterens årvågne vejledning. Øllet fremstår ikke specielt prægnant i glasset. Men hvad der møder næseborene er helt ekstremt. Øllet er røget, som man ellers kun møder ved en Islay whiskey. Duften er som en blanding af tjære, saltvand og bål. Røgetheden er dog ikke ekstrem som en Aecht Schlenkerla Rauchbier.

Smagen er straks mere moderat end duften. Den er ganske afbalanceret og vil sikkert være behagelig over for nybegyndere i whiskeyens verden.

Mesterens dom er, at øllet bygger bro mellem øl og whiskey. Den er ikke kompromisløs som en Laphroaig whiskey, mere som en Lagavulin fra det samme område på Islay.

Den helt rette øl af slutte af på, hvis det ikke havde været fordi to andre øl dumpede ned på bordet fra samme mystiske bryggeri. En smoke beer og en anden øl, der var så mystisk, så den slet ikke havde nogen etikette. Men var over i porteren.

Imperial Smoke Beer er muligvis Danmarks første whiskey-øl. Det er en herlig øl (whiskey) og på højde med Paradox Islay. Den er helt sikkert brygget af folk med forstand på at brygge øl. Og mon ikke den har fået lov at nyde barslen i en whiskey-tønde i minimum seks måneder?

Thomas’ mund var lukket med syv segl om oprindelsen. Øldetektiven og øldiktatoren gætter på, at Den Imaginære Cafeejer har haft mere end en finger med i spillet. Som ejer af en ølbar har han lidt paradoksalt for nylig skrevet en bog om whiskey, men vi synes denne brobygning mellem øl og whiskey er passende bods sondring.  Skulle vi gætte på et oprindelsessted, må det være et sted på Køge Havn.

Øllet skulle efter etiketten kunne holde sig til 9. november 2020. Det vil den ikke få lov til i tapirens gemmer. Et stort femtal for velsmag, viljen til at gå nye veje og til brobygning. Smagt fra flaske.

Karakter (o-6):  5

Næsgaarden, Økologisk Jul

Næsgaarden Økologisk øl

Bornholmerfærgen sejler fra/til Køge Havn. Og Øl fra Næsgaarden, som ligger lidt uden for Gudhjem, er brygget af Bryggeriet Braunstein i Køge Havn. Der er således en landsdelsfusion i denne øl.

Familien Poulsen med mellemnavnet Braunstein, har Næsgaarden på Bornholm og har investeret i et bryggeri og et destilleri i Køge Havn. Det er inspirerende at sidde på en af havnens restauranter på den ene side af havnen og se over på Byggeriet på den anden side, mens man smager på deres ofte ganske pragtfulde øl.

To brødre (Michael og Claus) står bag anlægget i Køge Havn, som står for mange drikkevare, lige fra det lidt kedelige  (fx Egesnaps til de fem gårde), til det mere spændende (fx  Lyng snaps, som Næsgaarden lægger navn til), til det mere sublime, deres Single Malt Whisky (som vi dog må vente lidt med at smage), og det i denne sammenhæng mest spændende, deres økologiske øl (efter nytår er alt øl fra Braunstein økologisk).

Nu er tiden inde til at smage på Næsgaardens Økologiske Jul.

Man bliver ikke skuffet.

En god duft følger øllet. En varm gylden brun farve fryder øjnene. En god skumkrone, der dog ikke er særlig stabil er også en følgesvend, når øllet skænkes op.

Og smagen er harmonisk, aromafyldt, ren smag, lidt frugtagtig. Harmonisk smag med et delikat strejf af humle i eftersmagen. Der er bl.a. brugt den meget smagfyldte Hallertauer Humle, som jeg i en anden anmeldelse har rost (bruges også af Kongens Bryghus). Samtidig kan det tilføjes, at man slipper for de mange ofte lidt klamme krydderier, der ofte tilsættes juleøllet. Her er et bevis på, at der kan brygges en god juleøl uden.

Er absolut værd at smage igen.

Karakter: (0-6) 4

Pris: 29 kr. i Irma, 50 cl, 6,5 procent.

Raasted Bryghus, Imperial Stout

Nu har vi pebet en del over finanskrise, bankpakker mm. her på denne ydmyg blog. Derfor er det med stor glæde at vi lettere forsinket konstaterer at Raasted Bryghus alligevel klarer skærerne og igen er begyndt at sende øl på gaden. En gruppe af lokale erhvervsfolk har pustet nyt liv i Martin Jensens eventyr, og her på redaktionen håber vi nu at denne toneangivne og unge komet får lov at fortælle mange nye historier med sit kompromisløse bryg.

Jeg nåde aldrig helt rundt i hjørnerne af Raasteds repetoire, men de sorte og særdeles uslebne diamanter “Stout” og “Imperial Stout” gjorde et uudsletteligt indtryk. Øl i absolut verdensklasse og som på hjemmefronten i selskab med Mikkeller satte standarden for farven sort. “Imperial Stout” har richterskalarungende proportioner og gav genlyd helt oppe i det kolde norske, hvor Ølvennernes Landsforbund kårede den til årets importøl i 2008. I opløbet blev der tilmed givet baghjul til Mikkellers Beer Geek Breakfast samt Flying Dog´s Gonzo Imperial Porter. Derfor er der god symbolik i at Flying Dog denne aften på Ørsted må lægge glas til, som det grynede mobilbillede lige akkurat antyder.

Efter første skål udbryder den kræsne Tapir lettere spontantgærdet og forbløffet “første sip rydder mundhulen og får én til at glemme alle de andre øl man lige har drukket”. Så sandt. Som mobilfotoet også afslører, var de ellers flere brillante bryg, bla. Mikkellers American Dream og BeerHeeres ustavelige Imperial IPA.

Man er solgt allerede ved synet. Øllet står stolt, lavt carboneret olie så sort som en vinternat uden stjerner. Håndtrukket fra fadet er den let beluftet og behersket i syren, luddoven men muskuløs krop og en svagt prikkende perle. Mørkt tyk skumhat der trækker fuldfede gardiner ned gennem glasset. I næsen rige, kraftige, ultrabrændte og røgede noter af chokolade, kaffe, tjære, røgmalt, pejs, træ, tørret frugt og så humlen, hvis ekstremt velintegrerede potente profil består af de amerikanske dukse Chinook, Centennial, Amarillo og Cascade. Som om humledoseringen ikke allerede var et godt stykke forbi sund fornuft er der også tørhumlet med Cascade, og den fine sødme er totalt kontrasteret i en fuldendt balance.

I smagen løfter det sublime samspil mellem malt og humle låget for alt det bedste fra det mørke univers i noget nær perfektion. Engelsk lakrids, kaffe, usødet chokolade, træ, frugt, livlige krydrede noter og en kongelig finish af røg. Over the top, men raffineret, rund og silkesmooth. Den lange finale er tør, bitter og munder ud i en blidt brændende mundfornemmelse med en tilpas snert af 10% alc. Det her bliver ikke bedre med mindre Raasteds unge ølkymist i sit seje comeback overgår sig selv og springer rammerne for det muliges kunst.

Karakter (o-6): 6

Skands, Fingerbøl øl

Skands Julebryg

Smagsprøver på øl serveret i fingerbøl er ikke hverdagskost. Er man mere end en til at smage på Skands julebryg 2009 skal man finde fingerbøllene frem. Aldrig før har jeg set en julebryg med så beskeden fremtoning. 25 cl i en meget beskeden udseende lille buttet flaske. Man kan have den i lommen uden selv at mærke man har den med sig. Flaskens størrelse er dog det eneste, der er ”bette” ved denne øl. Men man når næsten ikke at smage den, før den er slut. Men der er nok andre end mig, der falder for den pudsige flaske og køber den.

2009 julebryg er stadig ikke en nyhed på Skands bryggeris hjemmeside (hvor påskebryggen stadig er nyhedsstof; hvor mon man kan købe den?), men Skands Julebryg kan købes i Irma, ligesom Irma julebryg er i handlen. Den er også brygget af Skands. Nu er Skands kendt for at brygge endog ganske god øl. Der er langt mellem nitterne hos Skands. Så det var med positiv forventning fingerbøllet blev fundet frem og flasken åbnet.

Den er  brygget på sydtysk humle og har derfor en rund humlefylde i sig. Bitterheden ved humlen er derfor ikke så fremtræden som ved øl brygget med Saaz-humle. Øllet er ikke uden let sødme. Øllet virker friskt og let på tungen. Lidt bemærkelsesværdigt når man ser, at den indeholder 6,5 % alkohol. Men den er ikke tung eller speciel fyldig. Den giver ikke en varme på tungen, som andre øl med samme alkoholprocent. En mørk øl, iflg. etikken rødlig, men det nåede jeg nu ikke at bemærke, før den var drukket.

Faktisk en ganske god øl og som juleøl forfriskende. Men hvorfor man kun må få smagsprøver af denne øl er lidt uforståeligt, men det er formentlig et smart markedstings fif for at gøre sig interessant.

Karakter (0-6): 3

Kunne få 4, hvis de fandt en voksen flaske til øllet.

Mikkeller, Mandeøl

Mikkeller har nu konverteret et svensk herreværelse fuldt med læder, cigarrøg, jagttrofæer og testetoron til en kraftig og kompleks imperial stout, “Mandeøl”. Resultatet blev til på Nøgne Ø og  dedikeret det svenske marked, men i en kort periode omkring relanceringen af Green Gold også frisk fra fad til de hårde ølhunde på Ørsted.

Denne aften bællede mangen en beer geek netop løs af genkomne Green Gold, så Ørsted løb tør for originale Mikkeller glas. Mandeøllen blev istedet serveret i et originalt Southern Tier glas og dertil alt for koldt, hvilket er særligt ærgerligt for en øl af denne kaliber. Vi lader øllet stå 10 minutter. Herefter folder denne kulsorte, ultrapotente og humlede stout med basis i røgmalt og honning sig for alvor ud i det som vel bedst kan beskrives som som en væltet grøftekant, ultra earthy og beskidt. Det største indtryk gør røgen, som jeg ikke kan huske at Mikkeller på den måde har tændt op for før. I næsen er røgen særlig markant flankeret af hårdristede og brændte noter af malt, humle, kaffe, træ, tovværk, læder og afslutningsvis honning. Mørkebrunt, creamet, stædigt og tæt skum med fin blondedannelse på toppen af en blød carboneret krop af olie. Smagen er in your face, vinøs og alkoholen (11%) er present barley wine style, og er et touch too much efter min mening. Dernæst følger et seriøst skud honning og sødme der knapt nok kontrasteres af røg, bitterhed, kaffe og chokolade. Den kraftige humle og portersødmen minder mig om Thisteds eksperiment med Limfjordsporteren, rariteten ”Ronkedor”, som til forskel blot er meget spinklere og harmonisk i smagen.

Samlet set synes jeg at Mandeøl er som en symfoni med en sats eller to for meget. Simpelthen over the top, ujævn og ikke på niveau med det ellers stolte stoutske repetoire fra Vesterbros ølfantom. Hvad bitterhed, røg og selv surhed angår kan min gane ikke komme langt nok over grænsen. Men når det kommer til sødme er lunten kortere.  Og i mandeøl har Peter Plys himself vist haft den store træske helt nede i bunden af krukken med den nyslyngede honning, og hører det virkeligt til i et herreværelse? Nuvel det er et svensk et af slagsen, og mon ikke Zlatan kunne bruge en tår eller to når han skal se VM i fodbold i fjernsynet næste sommer?

I stedet må vi leve med at kaste os over nye ekslusive udgaver af Mikkellers sorte sønner. Tjek Dr. Schøn på Tuben herunder.

Karakter (0-6): 3
Mere Mikkeller på Allbeer
Mikkeller på Allbeer Flickr

Miss Håndbryg, Miss Babooshka

En varm lørdag i september gav Kongerigets måske rareste KIHOSKH den gas på den mest ølfantastiske facon. På plakaten var håndbrygkometerne fra JK Holtman og Miss Håndbryg side om side med mikromastodonterne Amager Bryghus og idolet Mikkeller. Unægteligt noget af et højdepunkt for Klaus Bransmark, der aldrig har lagt skjul på sin inspiration fra Mikkeller og tilmed har grundlagt hans fanklub på Facebook.

Vi har allerede lært, at selvom Klaus Bransmark er en umådeligt imødekommende og høflig ung mand fra Århus, så tøffer han altså ikke rundt i midterrabatten med et mimrekort. Sidst sattes sømmet i bund på tur ud i øllets overhalingsbane med den enestående Chili Stout, Miss Dracuella. Som en anden crash test dummy blev man slynget ud af sikkerhedsselen og fik rykket godt og grundigt rundt på sit begrebsapparat mens de totaltskadede smagsløg smadrede rundt i spændingsfeltet mellem det totalt grænseoverskridende og det absolut absurde. Lige præcis sådan en oplevelse enhver geeket gane hungrer efter, og ifølge særdeles velinformerede kilder har Miss Dracuella sågar fået et big “thumbs up” fra Mikkel himself.

Nu har Miss Håndbryg begået en røget russer, hjemmedøbt Miss Babooshka af Dr. Schøn. Selvom det er en knap så heftig rutchetur som forgængeren peaker Miss Håndbryg her med en kejserlig stout fra det ekslusive repetoire. En stout der ikke ligefrem får svage sjæle og den russiske zar til at skælve, men som derimod på en gang er kompleks, elegant og formfuldendt, og ja, skeler man til den smukke pinke etikette får men nærmest associationer til noget feminint, kælent, inciterende og æggende, der smukt komplementerer det maskuline mørke. Måske også et hint til at Miss Babooshka med sine 8,3% alc. ligger i den milde ende for typen.

Kulsort er hun, småboblende og med et lige lovlig livligt, nærmest aggressivt, nøddebrunt langvarigt skum. Aromaen i første omgang noget fortættet men langsomt stiger ristede, brændte og røgede noter samt træ, tovværk og tørret frugt op af glasset. På den korte bane mødes smagsløgene af fromt foldede hænder, der gemmer på alt det bedste fra de mørke maltes univers. Men dørene i mørket åbnes og svage klokker klimter i erindringen om Black Hole. Primært fordi at det overordnede smagsindtryk er sjældent råt og domineres af en spirrende surhed af tjære og sveske, der dog aftager noget som øllets temperatur stiger. Restsødmen har Bransmark med fuldt overlæg elimineret, hvilket af konservative ganer formentlig vil tolkes som ubalance, men det giver en kold, nordisk råhed som er svær ikke at fortabe sig i.

Hushumlen Chinook flankeres af  Boadicea og Columbus og resulterer i en rå og beskidt bitterhed som baner vejen for milde brændte noter af primært de calvadosindkogte egetræsspåner, kaffe, mørk usødet chokolade, tørret frugt, tjære, ristet byg og en god gang røg. I den lange finale finder røgen og bitterheden sammen i sjælden smuk harmoni, der fordrer en halv times stirren ud på det ruskende efterår mens spændingerne i pandebrasken aftager og mandag morgen synes lysår langt væk.

Karakter (o-6): 5

Stensbogaard Bryghus, India Pale Ale

Sommeren er definitivt på hæld, og derfor skyder vi her en sand tørstslukker afsted i håbet om bare endnu en solrig dag inden efteråret bider sig fast. Denne gang fra det fynske humleprojekt Stensbogaard Bryghus. Et undervurderet og overset Bryghus efter min bedste vurdering. Deres kraffulde og komplekse English Dark Stout satte overliggeren tårnhøjt, men desværre er Stensbogaards bryg ringe repræsenteret på de Københavnske ølhylder, kun hos fine Vinbørsen på Nordre Frihavnsgade, kan man muntre sig med 4 ud af det 7 flasker store sortiment. Aldrig har jeg set det på fad nogen steder. Det er en skam, da det vitterligt fortjener en større udbredelse.

India Pale Ale er sammensat af hele 5 amerikanske og engelske humler, men er dog langtfra nogen humleeksplosion snarere gennemstitligt bitter. Tilgengæld er den sprudlende frisk, livlig, sprød ja nærmest sparkling. Virkelig en sommerlig IPA som naturligvis skal nydes som flasken på billedet på Fyns bedste strand ved Christiansminde. Farven er tåget kastanjerød, kroppen er velcarboneret med et tæt flødefarvet, stort og stædigt skum der efterlader fine slør hele vejen ned gennem glasset. Højdepunktet er aromaen, der er både livlig og nyslået med lange noter af humler, blomster, græs, grape, gran og så noget sødlig malt der svæver oven glasset. I smagen er humle og malt afstemt klokkeklart, virkelig velbalanceret. Over ganen svæver karamel og noget der mest af alt minder om et lille hint af røg. Den beherskede bitterhed gør den letdrikkelig, og først på den lange bane træder en tør bitterhed for alvor i karakter, og giver den ellers creamede mundfølelse et par ekstra varmegrader. En IPA med sjæl og karakter.

At Claus Jensen er en særdeles innovativ og ambitiøs brygmester vidner et fælles projekt med Årslev Forskningscenter om. Her skal en række nye bryg dyrkes på lokale humler. Inden for en overskuelig fremtid er der altså nye eksperimenter på vej på de klassiske flasker fra Pedersstrup med den noble etikette fra Stensbogaard. Det er en glædelig nyhed at der nu altså tilsyneladende skrues op for volumen, der pt tæller 35000 liter om året. Men til den historie hører også at Claus Jensen ved siden af Stensbogaard Bryghus har et fuldtidsjob i sundhedsvæsenet, og derfor kun brygger i weekenden.

Karakter (0-6): 4

Døde øl

Døde øl – middelgod sherry. Wiibroe Årgang 91 og 97. Prøvesmagt her i september måned 2009. En god ven kom med nogle ikke helt almindelige øl. Wiibroes årgangsøl fra 1990’erne. Nogle øl med nogle år bag sig. Åbnede to af dem; en 1991′er og en 1997’er. Åbning og opskænkning gav ikke de store løfter. Der blev dannet meget lidt tynd skum. 1991’eren: Duften rund sødlig sherry agtig. Farven har lidt glød, lysebrun, men ikke helt gennemsigtig. Ud fra farven på øllet burde 1991’eren være bedst og det var den også. Smagen tynd sødlig gammel sherry agtig. Kan ikke anbefales som øl, men måske som sherry. 1997’eren: Duft sherryagtig, tør, ingen sødme. Farven, tynd, svag gullig farve, gennemsigtig.

Smag: sherryagtig, men denne var mere død end 1991’eren, som blev smagt først. En sjov oplevelse. Desværre har jeg ikke flere 1991’er, men stadig et par1997’er. Spørgsmålet er om de kan vinde ved yderligere lagring. Der kan ikke ske noget ved at prøve, men der sker formentlig kun yderligere forfald, selvom der ikke er meget kulsyre tilbage.

Karakter undlades. Der bør kun vises døde respekt, derfor ingen -4 i denne runde.

Mikkeller, Green Gold

Nærdemokratiet i den danske ølcommunity fungerer upåklageligt. Ministeren Mikkeller har efter højlydt hylen fra utallige ølhunde relanceret legendariske Green Gold. Her på Allbeer har vi da også hævet øjenbrynet. Så stor var glæden da deres udsendte mødtes med Mikkels tro væbner, Dr. Schøn fra mikkeller.dk, til et premiereglas på øltemplet Ørsted, hvor det grønne guld flyder frisk fra fadet. En kærkommen lejlighed til at få vasket en plettet straffeattest ren for mit vedkommende, da jeg aldrig nåede at smage Green Gold inden den udgik.

Vi får desværre øllet serveret for koldt og for blidt skænket, men dog i et originalt Mikkeller glas. Det betyder for det første at aromaen er længe om at åbne sig op, og for det andet at der stort set intet skum er. Vi lader øllet stå nogle minutter, og selvom vi har søgt tilflugt i en mørk krog væk fra eksalterede Barcelona- og Interfans, synes vi at øllet er forbavsende mørkt, ja nærmest kastanjebrunt. Middelcarboneret og fortræffelig frisk og prikkende perle.

I næsen nyslåede noter af græs, gran, harpiks og karamel. Smagen er en smuk symfoni med basis i de klassiske og helt uimodståelige amerikanske smørtenorer Simcoe, Cascade og Amarillo. Humlebiddet er ikke så kraftigt som jeg havde forestillet mig, selvom rygterne vil vide at Mikkeller har skruet en smule op for humlebarometeret i forhold til den originale opskrift. Til gengæld står humlerne krystalklart frem i smagen som kort indledes og afsluttes af karamelmalt, citrus og grape i absolut total fuldent balance. Finalen er kort, tør og behagesyg bitterhed. Indbegrebet og definitionen på en amerikansk IPA, hvor man helst skal have en til hvert ben. Denne aften fik det andet ben dog glæde af Mikkellers tonstunge honningbombe “Mandeøl”, men det er en helt anden historie!!!

Green Gold er forførende frisk og tørstæggende, så det er da også helt på sin plads at den nye flaskeudgave som den originale way back then holder hele 66 cl. Og selvom flasken selvfølgelig bør stå på enhver hæderlig ølhylde, så må man ikke snyde sig selv for fadversionen, der især for denne type øl giver et signifikant noch-up på alle niveauer. Vi satser på at det grønne guld er tilbage for at blive.

Karakter (0-6): 5

Southern Tier, Unearthly Imperial IPA

“Nåh nåh – det er jo altså kun onsdag”.  Dette var bartenderens reaktion på Tapiren og undertegnedes afvisning af  tysk pilsner til fordel for denne tonstunge east coast imperial humlehammer fra Southern Tier. Beer Geek Breakfast fristede også frisk fra fad, men humletosserne vurderede at Un#Earthly Imperial IPA nok gav mest smæk for skillingen i det korte twilight mellem fyraften og pligter.

En imperial IPA af denne kaliber skal naturligvis skænkes i et tulipan- eller snifterglas. Som billedet afslører blev dette lidt skuffende ikke tilfældet, men dog vanligt velskænket og perfekt tempereret. Øllet fremstår kobberfarvet og nærmest klart, lidt overraskende taget i betragtning af den heftige humledosering af Chinook, Cascade, Styrian Golding og Centenial. Fed figur, nærmest blød, smooth og middel carboneret. Minimal offwhite skumhoved der hurtigt lægger sig med lette blonder langs glasset. I næsen noter af krydderier, eg, græs og malt. Smagsoplevelsen er intens, spillevende og ekstraordinært hoppylicious. Et bistert bid af humlerne sætter ind øjblikkeligt flankeret af citrus, grape, lemon og harpiks. Pale Malt, Cara Pils Malt og Red Wheat skaber en kontrasterende sødme der finder sammen med humlerne i et smukt, synkront og svimlende sug. Helt bagerst på tungen stikker 11% alc. snuden frem, men behagligt og varmende.

Finalen er ultralang, tør og kompromisløs bitterhed efterfulgt af et bundtræk der mærkes i svælget flere timer efter. En oplevelse der sætter standarden fremover for Imperial IPA’s, og som kan benchmarkes op mod Flying Dogs krasbørstige køter “Double Dog”, der dog ikke har helt samme sublime balance.

Southern Tier fra New York åbnede for hanerne i 2004, men langer i dag imponerende 3.96 millioner flasker over disken årligt af deres grænsesøgende eksperimenter med humulus lupulus, og beviser hermed at kommerciel medvind ikke nødvendigvis sender udviklingen i den gale retning. Unearthly Imperial IPA har helt forståeligt hentet masser af bling bling hos bla. BeerAdvocate og Tap New York Beer Festival.

Karakter (0-6): 5

Gundestrup Mejeri og Bryghus, Mejeristens IPA

Finanskrisen har tørlagt mange ølstier på sin vej. Senest går det så ud over den fine øl, kaffe og vinbutik der kickstartede denne ydmyg blog sidste sommer. Downtown Svendborg lå den ved banelegemet og udstillede stolt det bedste bryg fra det fynske. Stor var skuffelsen i sommer, da jeg bittert konstaterede at de inspirerende og stemningsfulde cigarkasse-lokaler nu var forvandlet til en iskold amerikansk kæde-sandwichbar. En ond sejr for konsumkulturen, et blødende nederlag til specialhandlen og et stød under bæltetstedet for distributionen af det danske mikrobryg.

Jeg trasker videre langs banelegemet, svinger ned af Brogade og får øje på en hyggeligt gyde med skiltet “Saglig Simons Gaard”, hvor Vintapperiet huserer. Maven knurrer og deres Tapas ser mere end indbydende ud. Da jeg træder ind i det der må være Svendborgs hyggeligste beværtning og gårdhave, behøver jeg kun kaste blikket en halv meter til venstre. Der midt blandt årgangsvine og lokal decour dukker en reol op med fynske og franske (!!) øl, men også Mikkeller havde fundet vej med en serie single hops.

Gundestrup Mejeri og Bryggeri er repræsenteret med deres Dobbelt Bock og det seneste skud på stammen, IPA. Kombinationen af Mejeri og Bryggeri er interessant i den forstand at øllet brygges på valle, som er et bi-produkt fra osteproduktionen. Det har et højt sukkerindhold i form af laktosen, og via en special gærtype har brygmester Jørgen Hoff fundet en måde at nedbryde laktosen og forvandle den til alkohol. Hermed var vejen banet for missionen om at opdrage de lokale til at ledsage deres blå skimmelost af øl i stedet for rødvin.

Vi har jo efterhånden vænnet os til de store amerikanske humlebombede IPA’er og de amerikanske humler i det hele taget. Gundestrup IPA er et herligt blast from the past og en væsentlig påmindelse om IPA’en i dens helt originale form. Brygget efter de originale engelske traditioner helt tilbage fra 1790 med engelske Pale Ale Malt og Maris Otter Malt og de legendariske engelske humler Fuggle og East Kent Goldings. Der er dog gæret med amerikanske US-56. Resultatet er yderst vellykket, den krydrede og urtede smag leder straks tankerne hen på Djævlebryggeriets OriginAle.

Øllet er dybt kobberfarvet, middelkarboneret og silkeblødt med en let prikkende perle og en beskeden men fast og langvarig offwhite skumkrone. Aromaen er en særegen kombination af mørkt friskbagt brød, malt, karamel, nød, træ, læder og noget udefinerbart krydderi. Smagen er ren væltet grøftekant. Mørk, grumset og beskidt. God balance mellem malt og humle, selvom der isoleret set savnes lidt mere albuerum til de fine engelske humler. Masser af karamel, gær, frugt, tobak og smør fortoner sig i en langvarig let ristet finale hvor humlen og krydret urt sætter sig behageligt over ganen. 9,8% alc. tænder op for en varmende mundfornemmelse.

Gundestrup IPA smager fint af Fyn, og ikke mindst en noget nær perfekt følgesvend til Vintapperiets Tapas.

Karakter (0-6): 4

Dieu du Ciel, Péché Mortel

Skamredne smagsløg var den logiske konsekvens af en imperial stout overdosis, der på fornemste vis skød weekenden igang og kastede kældermørke skygger på Frederiksborggade’s fortov foran Plan B. De sorte sønner var først den enestående Peche Mortel og herefter en tur i en smagsrutjebane af den stejlere slags, Mikkellers 24 karats mesterværk Black.

Peche Mortel har skævet olmt til mig bag glasset i køleskabet i lang lang tid, men 85 kr for 50 cl er sådan lige lovlig langt ude i hampen. Men eksalteret over at Black var på hanen til beskedne 100 kr for 40 cl (!) gav det pludselig mening at indlede aftenen med den canadiske kaffeeksplosion. Er kaffe ikke din kop te skal du springe langt uden om Peche de Mortel, der er den mest kompromisløse, klinisk præcise fantastiske fusion af kaffe og stout jeg nogensinde har lagt drøbel til. Dine næsebor fanger duften fra meters afstand. Forestil dig at du står på Ricco’s kaffebar i Ryesgade eller hos Kontra Kaffe på Østerbrogade og forsøger at undgå at din duftesans slukker ned af overbelastning mens dine gourmetbønner kværnes bag disken. Superfrisk og forførende aroma af mørk friskværnet kaffebønne med massive ristede og brændte noter af tobak, cigar, røg, træ, mørk hårdristet og usødet chokolade. Iklædt porterens superslanke og undercarbonerede forførende former, kældersort og let prikkende med en minimal men stædig mørkebrun skumkrone der efterlader fuldfede mørklægningsgardiner. Smagen giver i første omgang associationer til ekspressokaffe og man fornemmer regulært kaffebønnen drible rundt på drøblen. En heftig maltsødme sætter kortvarigt ind og følges trop af karamel, nød, eg, bitter chokolade og et tørt diskret humlebid fuldender finalen.

De legendariske mikrobryggere fra Montreal har altså namet dette eliksir Peche Mortel, hvilket frit oversat betyder noget i retning af “dødelig synd”. Det klinger smukt og er smukt, men jeg ved ikke om det er helt dækkende. Er sikker på at dette er den perfekte følgesvend til canadisk snestorm, men der er ikke så meget dødelig synd over denne monstrøse kaffebombe. Det skulle da lige være hvis du overser de 9,5% alc., og blot bæller løs som var det ren sort java. Vi taler tit om øl, hvor det er lykkedes at pakke den høje alkoholprocent ned, men det her er dog det mest ekstreme tilfælde. Du fornemmer vitterligt at du drikker kaffe og førføres i et intenst aroma- og smagsunivers, men at 9,5% alc. kan fordufte som dug for solen i sådan en æggende, slank og sindssyg stilren øl er jo nærmest sort magi.

Karakter (0-6): 5

Mikkeller, Drikkeriget (GIPA)

Det er en tysker, Kvik! Arvelig belastning må være årsagen til at jeg altid tænker på legendariske Buster Larsen og hans lige så legendariske replik i Matador, når de germanske farver forsøger at tiltrække min opmærksomhed. De ældste fra det jødiske ben af mit stramtræ gik op i røg i kz-lejre og det andet amagerkanske ben, bedrev tiden under krigen med sabotage og våbeninstruktion til de mest hårdkogte modstandsfolk. Den tyske skepsis i det Goldbach’ske er derfor medfødt, og det har så ikke hjulpet at man netop i det bayerske har tilladt heilende nisser som haveudsmykning!!! Så når Mikkeller og Drikkeriget følger DIPA op med GIPA, hvor den tyske aromahumle Tettnang formentlig betyder at G står for Germany, trækker jeg nærmest per automatik i den bekymrede mine og venter på at flasken iført støvler og skrårem begiver sig ud i en strækmarch henover mit køkkenbord. Get over it, I know!!

Men GIPA gemmer dog på en overraskelse eller to alligevel: Den ligner til forveksling en ufiltreret pilsner: Strågul, diset, middel carboneret med en let prikkende perle, på kanten til det vandede. Skummet minder heller ikke om noget jeg har set før, slet ikke hos en IPA. Helt og aldeles ustyrlig æggehvid superstor skumhat lægger sig oven på øllet og flyder nærmest rundt. Bliver i tvivl om jeg har hældt for voldsomt op, men det gentager sig ved næste blide ophældning. I bunden af det tomme glas ligger en snebold af skum, og små skumsamlinger klumper sig sammen hele vejen ned gennem glasset. Jeg kan huske Mikkellers Draft Bear havde en sygt stædig skumhat, men det her er ja, agressivt på typisk tysk facon.

Tettnang aromaen nærmest flyver op ad glasset og giver i første omgang associationer til alle de halvdøde hvedøl Tettnang har lagt blomst til, men også strå, peber, smør, frugt og humle. Er det her endnu en tysk besættelse alligvel? Nej, for smagsløgene befries nu af amerikanerne, Tomahawk sætter ind med et bistert bid fulgt til dørs af gran, harpiks, peber, karamel, grape og maltet brød. Finalen er lang, bitter og jeg får på den helt lange bane lidt sådan en puffy feeling i dunken som også var tilældet med Nelson Sauvin.

GIPA er på alle måder en begivenhedsrig oplevelse med en virkelig original og velintegreret humleprofil. Tysk, amerikansk og Mikkellersk. Det er en dansker, Kvik !

Karakter (0-6): 4
Mere Mikkeller på Allbeer
Se billleder af Mikkeller øl på Allbeer Flickr

Vilcon Bryghus, Pilsner Twisted

Alle hvedeøls fader Pierre Celis har huseret hos verdens mest kendte producent af hvedeøl Hoegarden. Og hvad vi efterfølgende ikke har skulle lægge smagsløg til af fesent tysk og belgisk cafeøl er ikke i småtingsafdelingen. Som den gode Tapir allerede har underholdt med på denne ydmyg blog var hvedølsproduktionen tilbage i 50′erne og 60′erne ved at lukke helt ned i Belgien. Pierre Celis besluttede dog at kæmpe dødskampen, begyndte en hjemmeproduktion og ekspanderede 1980′erne ved at købe sodavands fabrikken Hougardien.

Hoegarden som vi kender den i dag er, ja om ikke sodavand, så so over the hill, totalt udvandet, nærmest smagsløs med mindre en stor limeskive er placeret øverst på glasset som smagsforstærker. Dette i skarp kontrast til de bredrøvede og potente glas de serveres i. Alligvel og højst besynderligt er klassikerstatus hos hvedeølsbællende cafesoldater ikke sådan lige noget der laves om på.

Hoegaarden er stadig til inspiration for relativt nye bryghuse, fx Slagelses stolthed, Vilcon Bryghus, hvis seneste Twisted Pilsner er en kæk klon i nye klæder. På de kanter er der langt mellem de posh og blankpolerde cafeborde, så Vilcon lader den friske lime lade livet og tilsætter den ikke overraskende direkte under kogningen!

Se, det langt mere interessante er sådan set at øllet er ufiltreret samt at Saaz sammen med Hallertau udgør en relativt velintegreret humleprofil. Bitterheden er nobel, hænger ved og er sammen med de øvrige ingredienser vand, bygmalt, hvedmalt, humleskal, limeskal og gær leveringsdygtig i en vaskeægte tørstslukker af en bælleøl til sommersolen. Ikke nogen stor oplevelse, helt og aldeles ukompliceret, men til enhver tid at foretrække fremfor inspirationskilden. Ud over den noble bitterhed udmærker den sig ved en frisk og prikkende perle, god holdbarhed, stædigt skum og gærstumper der danser rundt i glasset. Aromaen er hvede, gær, citrus og malt, og i smagen fører lime, citrus og malt ganen mod en tør og behagelig humleprofil. Hvad der redder øllet for mit vedkommende, er at Saaz træder relativt klart i karakter og gør Twisted Pilsner til et originalt men ikke mere end hæderligt eksperiment.

Karakter (0-6): 2

Midtfyns Bryghus, Chili Tripel

Jeg går stadig her og glæder mig over at Miss Håndbryg lancerer en Batch 2. af 2009’s suverænt største og ekstreme øloplevelse, Miss Dracuella Chili Stout, hvor Klaus Bransmark denne gang vil skrue en tand ned for det nådesløse chilibid. Søreme om ikke også gode gamle Midtfyns Bryghus også har en Chili Tripel på deres repetoire, og da fynboernes Imperial Stout og Double IPA er nogle af mine alltime favorit øl tillader jeg mig at skrue forventningerne op i overdrive. Men i min begejstring for den røde chilifrugt, den altid indbydende midtfynske etikette samt høje 9,6% alc, glemmer jeg alt om mit anstrengte forhold til overdreven belgisk sødme.

Og netop sødmen og det vildtfarne belgiske gær ødelægger desværre denne øl for mit vedkommende. At mine, indrømmet, hårdt prøvede smagsløg ovenikøbet ikke kan forene den søde smag med det kraftige chilibid hjælper absolut ikke på det. Der mangler en katalysator til at kontrastere sødmen. Den alt for milde humle gør ikke jobbet, og den sukrede sødme og chilien står i hver sit hjørne af baren og råber til hinanden. Urent, ubalanceret, uharmonisk og ufærdigt. Smagen af gær er sært off, som om øllen ganske enkelt er for tidligt ude. Giver en ubehagelig puffy feeling i svælget og i dunken.

Dette kedelig faktum fornemmes allerede i aromaen som er skæv, ekstremt maltet, frugtrig og sukret med et strejf af krydderier, peber og alkohol. Smagen indledes igen af det sødlige malt, koriander, karamel og gær hvorefter chilien bider bistert igennem og munder ud i en varmende, ja nærmest brændende mundfornemmelse.

Havde jeg haft en tallerken tapas ved min side kunne jeg måske havde tømt flasken, men jeg konstaterer skuffet at chili går langt bedre i sync med de mørke malte fra det stoutske repetoire end vildfarent belgisk gær. Den trodsalt flotte og modige chilidosering hiver Chili Tripel op på en lille to’er.

Karakter (0-6): 2

Mikkeller, Nugget Single Hop IPA

Femte stik i Mikkellers sublime serie af Single Hop IPA’s. Ideen med disse Single Hops, hvor humletosserne får lov at nyde de største humlesorter helt solo, er så meget til højrebenet at man kan undre sig over at ingen har sparket den sukkerbald op i krogen før Mikkeller. Da jeg stoppede Nugget Single Hop i kurven hos Ølbutikken var min første tanke dog, at nu er det koncept med 33 cl flasker med farvede etikketter vist ved at være sådan lidt slidt. Dette på trods af dels den fornuftige pris, men også at overliggeren er sat meget højt for Simcoe, Cascade og Warrior, kun Nelson Sauvin var sådan lidt off. Men jeg må, vel ikke overraskende for nogen, tænke den tanke absolut helt forfra igen. 

For med Nugget Single Hop IPA har Mikkeller brygget en enestående unik IPA. Nugget er bitterhumle og mest berygtet fra de store humlebombede amerikanske Imperial IPA’er, men Mikkeller har her ramt en ren, supersikker, afbalanceret og hoppylicious humleprofil. En lidt langsom start forrest på tungen går langsomt over i en blidt brændende og intens bitterhed, der prikkende lokalbedøver tungen kortvartigt. Bitterheden undgår lige netop at blive harsk, og smagsløgene forkæles også med noter af gran, harpiks, træ, grape, frugt og karamel. Knastør men holdt i balance af Pilsner, Cara-Crystal og Munich malt. Den lange og bitre finale fortoner sig i en varmende mundfølelse, hvor 6,9% alc. stikker snuden frem. Yummi, kraftigt humlet men stadigvæk elegant, indbydende og en fyrrig følgesvend til en stund i sommersolen i stedet for den østrogenleflende og dræbende Drink´in the sun

Indpakningen fejler bestemt heller ikke noget. Skummet er storboblende, stædigt og knitrer højlydt om kap med de bølgeskvulp jeg har for mine fødder ved Christiansminde strand. Øllet er dybt orange, middel carboneret med en let prikkende perle. Næsen er ekstremt frugtrig, græsset med honning og noget slikket der nærmest giver associationer til bubblegum.

Frisk fra fad oplevede jeg Nugget Single Hop IPA som markant mere åben, sommerlig og knapt så bitter. Men måske solen på Allbeer’s corner på Ørsted spillede Tapiren og undertegnede et puds.

 

Karakter (0-6): 5
Flere Mikkeller øl på Allbeer
Mikkeller billeder på Allbeer Flickr

Nils Oscar, India Ale

Selma Lagerlöf beskrev engang Södermanland 100 km syd for Stockholm for The Garden Of Eden. Her har Nils Oscar huseret siden 1996, og er bl.a. kendt for det moderne Tärnö Mälteri, der tilføjer en helt original og særegen dimension til ikke alene øllet, men også til det mad og brød som Nils Oscar forkæler borgerne i Nyköbing med. Herhjemme går den hurtigste vej til Nils Oscar via Coop (hhmm….), men snyd ikke dig selv for de jævnlige gæstebryg på Nørrebro Bryghus, fx Tärnö Imperial Stout.

India Ale er en af Nils Oscars klassikere, og har i sin originale opskrift en del år på bagen. Vandt blandt andet prisen for bedste svenske flaskeøl ved Stockholm Beer Festival i 2006. Det er en let og elegant øl som er mere velegnet til det veldækkede bord end til de garvede geekede ganer, der foretrækker deres IPA hoppylicious.

Uklar orange, let krop lige på kanten til det vandede. Fed og blød når den rammer ganen men derefter en fin karbonering, småtboblende og prikkende.

Næse i første omgang tillukket, men åbner langsomt op for korn, byg, malt, blomster og brødlig aroma. Smagen løfter sløret for et rent maltmonster. Pilsner-, Muncher,- og karamelmalt fra Tärnö malteriet dribler den amerikanske Amarillo humle langt ud over baglinjen til hjørnespark. Først i finalen bliver humleblomsten sparket ind over smagsløgene igen. Smagen er malt, malt, malt, smør, brød, citrus og appelsin der fortoner sig i et let humlebid.

En fin øl til solen og især til maden, men IPA’ens svar på Garden Of Eden er ingenlunde tilfældet.

Karakter (0-6): 3
Se filmen om Nils Oscar her
Se anmeldelse af Nils Oscars lager herunder:

Nørrebro Bryghus, Long Pond Porter

Er der ikke et eller andet med at man ikke gør så tit i sin egen baggård? Nørrebro Bryghus ligger en stenkast fra hvor jeg bor, men alligvel er det sjældent at jeg kommer forbi, ikke engang den gratis mandagsøl for Ølforummet når jeg ned til.

Det er en skam. For selvom denne ydmyg blog har kørt koldkrigertogt (Se debat med Anders Kissmeyer her) mod det alt for kolde øl Nørrebro Bryghus stadig hælder ud af hanerne, så er det stadig svært at være andet end fuld af beundring for urkraften Kissmeyer og hans mønstrøse ølværk Nørrebro Bryghus. Deres kombination af mad og øl er helt unik i København. Kun Den Tatoverede Enke kan være med omend øllet her oftest er fra flaske og belgisk. Dernæst bliver der ganske hyppigt lanceret nye spændende øl, og når det så er bl.a. en ny stout – Tärnö Imperial Stout og Long Pond Porter,  ja så er det om at komme afsted.

Denne brændvarme sommerdag var Roskilde Festival lige om hjørnet. Så med udsigt til Tuborg tilsat ekstra vand, var vi in the mood for seriøs optankning. Startede med lækker mørbrad sandwhich og Pacific Summer Ale og derefter Bombay India Pale Ale. Herefter to omgange at den nye Long Pond Porter, yes, os der afviser hvedøl bruger porteren til at holde de værste varmegrader for døren, og netop i dag gør det egentlig ikke det store at den serveres en smule kold.

Øllet står stolt i glasset, pitch black med en flot rødligt skær. Moderat men tæt og creamyt skum, der efterlader smukke slør. Slick, kælen og harmonisk krop. I næsen noter af røg, lakrids, tjære, tørret frugt og malt. Er blid, rund og fyrrig frisk i mundfylden som også Juleporteren var det. I smagen fortsætter en æggende afstemt men kompleks smagsoplevelse. Lakridsen og malten står i centrum flankeret af kaffe, hårdristet malt og mørk bitter chokolade og et hinsides hint af røg, træ og tobak i en perfekt afstemt og lang finale.

Long Pond Porter er afgjort et af mine højdepunkter på Nørrebro Bryghus, vi vender tilbage til Tärnö Imperial Stout og det der lyder som en sand lokal klassiker, vildbassen Sortedam Sauvage.

Karakter (0-6): 5

Young’s, Double Chocolate Stout

Disse noter har ligget og ulmet på min desktop for længe. Forklaringen skyldes ambivalens og nostalgi. For omkring 5 år siden slæbte en kær kollega mig ned ad Gothersgade med kurs mod Boltens Gård og Young’s Double Chocolate Stout. Jeg tabte mælet, da jeg simpelthen ingen anelse havde om at øl kunne smage sådan.

I den kommende tid nød jeg uvidenhedens privilegium. Flere af mine ølkyndige homies så det nu som deres personlige mission at vise mig vejen til øllets indre. Fx. Tapiren, der introducerede mig for yndlingsvandhullet Plan B. Intimideret af de beer geekede vibes tænkte jeg, at jeg heller bare må bestille den jeg kender, Youngs Double Chokolate Stout. Bartender André trækker straks den bekymrede mine på og udbryder knastørt og halvfornærmet; “Den forstår jeg simpelthen ikke at du gider drikke”. Jeg er ikke istand til at svare, betaler, sætter mig i skammekrogen og venter på at Tapiren kommer mig til undsætning. Siden da har øllene og aftenerne på Plan B været mere end mange, og jeg er aldrig vendt tilbage til Young’s Double Chocolate Stout igen. Det sker så her for nyligt ved en tilfældighed, og jeg genkalder mig nostalgisk smilende oplevelsen på Plan B mens jeg skænker, dufter og smager.

Konklusionen er klar fra start. Den stoutske scene har udviklet sig i et højt tempo, og i vilde varianter der alle giver baghjul til repræsentanter fra de engelske og stokkonservative cream-, mælke-,chocolade-, kaffe- og sweet stouts. Iklædt porterens former, blide og runde, fremstår de som søde desertøl. Kunne man fjerne kulsyren og putte en isterning i, så har du noget der mest af alt minder om en Bailey og mere velegnet til kagen, svigermor og fruentimmeret end din egen kræsne gane.  Personligt synes jeg ikke at de tåler tidens test. Sirup, sukker, melasse og det uforgærbare laktose sikrer en kvalm sødme der trænger malt og humle laaangt i baggrunden.

Double Chocolate Stout hører dog til i den mere tørre ende af det spektrum men stadig. Øllet er kaffesort, lavt carboneret, milky, smooth og nærmest vandet, småt boblende med luftigt og kortvarigt nøddebrunt skum. Ingen kraft, ingen dybde og endimensional. Sødet chokolade, kaffe, lidt ristede noter og et meget meget tandløst humlebid. I næsen, over ganen og helt bagerst på tungen svæver sådan en sukret pulverkakaoagtig flavour, som så sandelig langt fra kan spille op mod den milde bitterhed – stor ubalance. Faktisk fungerer den kombination overhovedet ikke, da sødmen er alt for sukret og gennemtrængende. På den positive side skal dog nævnes øllets holdbarhed og at bitterheden vinder en smule frem på den lange bane, men stadig er den sukrede chokolade altdominerende i finalen.

Mange Ratebeerians, YouTuber’s og hjemlige eksperter hylder og hyper denne øl i storladne toner. I beg to differ, men er du til desertøl med fruen og svigermor er dette da en oplagt legekammerat. Synes måske nok at André har fat i den lange ende, og lander på et nostalgisk to-tal.

Karakter (0-6): 2

Mikkeller, Black Hole

Når satan kaster sit sorte lys over København, når mørke skygger kravler rundt langs panelerne i din lejlighed eller når manden med leen ringer på dørtelefonen med dit nummer i hånden. Ja, så er det tid til at sætte hårdt mod hårdt og skære halsen over på en Mikkeller, Black Hole.

Eller også bare på en dag som i dag, hvor regnen står ned i stolper og man utålmodigt venter på at skråle med på AC/DC’s legendariske Back In Black sammen med 48000 andre fordærvede sjæle, ja da lægger Black Hole mere end en god bund. Som albummet Back In Black skrev sig ind musikhistorien har Mikkellers Black Hole også forlængst mejslet sin plads ind i ølhistorien, som en af de mest vellykkede af Mikkellers nådesløst grænsesøgende og ekstreme bryg helt på linje med Black, begge Beer Geeks og Calvados Barrel Aged X.

På dette års ølfestival havde Mikkeller dækket op med 18 forskellige haner, side om side stod Black og Black Hole. Min gode ven Esben og undertegnede brændte er hel del poletter af der, for hvor er det lige man skal gå hen efter man har bevæget sig ned af the highway to hell sammen med disse to djævlesønner? Nej, vel? Uden at blive alt for Dannebrogsblafrende står Black Hole sammen med Mikkellers egne sorte sønner relativt alene på den imperial stoutske scene. Personligt kan jeg kun komme i tanker om Great Divides Yeti Imperial Stout der kan følge med i kraft og kompleksitet.

Opskænkningen er en oplevelse i sig selv. Sort olie med en tynd mørkebrun skumkrone, lavt carboneret, æggende men eksplosiv. Imperiale noter vælter op af glasset: kaffe, chokolade, en smule vanilje, tørret frugt, røg, brændestabel, ristet malt, humle og hengemt mug. Man fornemmer en spirrende surhed og i det hele taget er aromaen lidt off og helt særegen. Smagen er high voltage rock and roll, tidsløs, knivskarpt skåret ind til benet som brødrende Youngs revsende riffs. Malt, usødet chokolade, mørk friskværnet kaffe dominerer forrest på tungen og surheden spirrer frem igen men aftager langsomt som temperaturen stiger. Over ganen følger tobak, humle, lakrids, malt, karamel, eg og en smule alkohol (13%) stikker snuden frem. Denne perfekt afbalancerede og harmoniske smag fortoner sig i en varmende silkeblød mundfornemmelse og en laaaangvarig finale hvor humle, malt og brændte noter går op i en højere enhed.

Når røgen fra kanonerne har lagt sig over Parken i aften efter encoret “For Those About To Rock (We Salute You)”, vil jeg med garanti stadig have Black Hole present i svælget. Mikkeller, We Salute You Too.

Karakter (0-6): 6
Mere Mikkeller på Allbeer
Se Mikeller fotostream på Allbeer Flickr

PS. Se hvordan det ser ud når brormand Black på smukkeste vis skænkes af John LeMasney:

Bernard, Cerné Pivo 13°

I øllegenden Evan Rails fremragende “Good Beer Guide Prague” kan man gentagende gange læse, hvor svært det kan være downtown Prag at finde det gode bryg. Det er der så sandelig noget om, men der er flere sider af den historie. Man behøver nemlig ikke længere at drage rundt i landet for at få det bedste tjekkiske bryg. Kout na Sumave, Chyne og Zivkov kan fx nås på en frisk spadsertur. U Medvidko ligger lige rundt om et par gadehjørner fra Rådhuspladsen, og sandelig om man nu ikke også efter et besøg hos Tycho i Tyn-kirken kan få sig en velskænket Bernard, Cerné Pivo 13° på Tynska Literarni Karvarna. Så bliver det vist ikke nemmere.

Jo, det er midt i turistfælden, men det afspejler sig bestemt ikke på priserne der er mere end rimelige. 10 og 12° lys lager koster 26kcs og Cerné Pivo 13° 35 kcs. Interiøret er ikke det mest indbydende, men på denne sommerdag var der hyggelig udendørsservering og ualmindeligt velskænket og perlende frisk mørk Bernard. Siden mit første besøg i Prag har jeg haft en svaghed for dette bryg. Den ligger vel et sted mellem Kelten og Primator. Uden at gøre det store væsen af sig fremstår den alligevel som en forunderlig formfuldendt og unik Cerny. Den var de tjekkiske ølvenners vinder i 2005 og er brygget på hele 5 malte, hvilket burde sende de sødlige noter et godt stykke forbi sund fornuft. Men resultatet er uhørt afstemt, en rund og mild bitterhed spiller fint op mod det maltede.

Øllet er kaffesort med et smukt rødligt skær, robust carboneret og perlende friskt for en Cerne. Potent storboblende skum der efterlader fine slør. I næsen gode gennemristede og maltede noter som man uundgåeligt lige må dvæle lidt ved. Der er først og fremmest kaffe og chokolade, men også karamel, nød og en hinsides hint af røg. Mundfølelsen er nærmest creamet og i smagen tilføjes nye toner til palletten i form af sirup, rosin, frugt, gær og lakrids. Men det er finalen der giver øller dets særlige karakter. Her mødes en let og krydret bitterhed med malten, og det giver en frisk men halvtør og helt unik afstemt finish. Der er med andre ord også spil og liv i øllet på den lange bane her, hvilket ofte er en manglevare for Cerne. Bernard har sit eget malteri og henter vand fra det bøhmiskmæhriske højland, måske det er en del af forklaringen på dets særlige karakter.

Du behøver sådan set ikke engang tage til Prag for at nyde Bernard, Cerné Pivo 13°. Sæt kursen mod Gold Prag i Gothersgade og nyd den til en portion Gullasch.

Karakter (0-6): 4

Kout Na Sumave, 12% světlý kvasnicové

Mesteren har lært mig at man aldrig må drikke en øl før kl. 10, men at det så tilgengæld også er ved at være på tide! Et mantra der kan være svært at praktisere på de hjemlige breddegrader, men på en tur til alle pilsneres moderland Tjekkiet går det en hel del bedre, ja vel nærmest af sig selv. I hvert fald denne grå 11. maj, hvor jeg fejrer mine tvivlsomme 39 år med en formiddagsspadsertur med min bedre halvdel ud af Prags tryghedslomme og direkte mod øllets indre. Kun fordi det er min fødselsdag er hun gået med til den rute, for hun ved hvad der venter. Tre destinationer er plottet ind på kortet af mesteren og pivni filisoffen, og det er primært det sydtjekkiske minibryggeri Kout na Sumave der anbefales af de høje herrer.

Men første destination ligger 20 minutters gang ud af Hybernska og videre til Husitska 709. Her ligger Hotel Victor, hvor legendariske Chyne har indtaget lobbyen med dristig decor og hele fire varianter af deres gudedrik. Ikke helt som at sidde i gyngestolen på selve gårdbryggeriet, men alligevel nok til at få englene til at synge. 200 meter længere nede af gaden huserer U Slovanske Liby, spadserturens hoveddestination, en lidt slidt, træt men hyggelig beverding og så lokal, at vi bliver mødt med et venligt men også forvirret og forundret blik fra den søde bartenderinde. Til min glæde bydes der på 4 varianter fra Kout na Sumave frisk fra fad; Koutský tmavý speciál – tmavé speciální pivo 14%, Koutský tmavý speciál – tmavé speciální pivo 18%, Koutská desítka – výčepní světlé pivo 10% og světlý kvasnicové  12%,  som vi stiller skarpt på her.

Det strågule øl står friskt og perlende i glasset. Carbonering lidt over medium og kroppen på en gang silkeblød og smøragtig men samtidigt supersprød. Hvid storknitrende og stædig skumkrone. De noble noter af den delikate Saaz humle svæver op ad glasset med græs, frugt, hø og den dragende nyslåethed vi også kender fra bl.a Chyne. Smagen er fantastisk afrundet og balanceret mellem indledningsvist sødlige maltnoter og afsluttende mild saaz bitterhed. Derimellem komplekse men fantastisk forfriskende toner af frugt, gær og smør. En enestående oplevelse, og den bedste af de 4 øl selvom de andre varmt kan anbefales.

Fruentimmeret rykker nu forståeligt for frokost, men arbejdet skal gøres færdig først. Lige rundt om hjørnet på Havlickovo namesti 670/7 ligger nemlig sidste destination U Radnice Zizkov, hvor øllet flyder friskt fra 6 haner. To fra Kout na Sumave, to fra Krakonos, en brændenælleøl fra et unavngivent bryggeri, og så en 26 grader barley wine style øl fra Svikov på hele 13%!! Under baren hænger et skilt med titlen “legendary crossroads”, en dækkende betegnelse for den strækning vi netop har tilbagelagt og et obligatorisk studie i jagten på sandheden om den tjekkiske pilsner. Na Zdravi.

Karakter (0-6): 5
Se billeder af Kout Na Sumave fra “legendary crossroads” på Allbeer Flickr

Sakara Gold

Sakara Gold

Nilens vand på flaske.

Sakara Gold, 0,5 l., 4,0 procent

Egyptisk bryggeri, der har eksisteret siden 1897. I de første år under navnet Crown. Blev nationaliseret i 1963. Blev privatiseret i 1997 og købt af Heineken i 2002, men bryggeriet havde inden da samarbejdet med Heineken siden 1946. I Egypten kan man ikke bare gå ind og få sig en øl. Det fremgår ikke af menukortet, men spørger man sig frem, hænder det, at de kan finde en øl. Prisen er så derefter. 25-30 egyptiske pund = danske kroner for en flaske. Den gode Sakara er en ganske almindelig lidt tynd pilsner. 4,0 procent er ganske fornuftigt klimaet taget i betragtning. Øllet er lidt perlende med passende skum. Lidt hård smag, men med en spinkel eftersmag. En øl til tørst for sjov i varmen.

Blev sidst drukket ved 32 grader en stille aften. Karakteren skal ses i relation til stemningen, når man sidder nærmest med fødderne dyppet i Nilen og betragter en solnedgang. Øllet har aldrig en chance herhjemme, men under de rette forhold kan den slæbe sig op på 2.

Mikkeller, Tjekket Pilsner

Allbeer havde glædet sig til at bringe Mikkellers, Tjekket Pilsner med til besøget hos øløjet i det høje, Tjekkiets egen Pivni Filosof. Timingen synes perfekt, da release på Tjekket Pilsner var blot tre dage før mesteren skulle afsted. Men det hele fuser ud da Mikkeller vælger at kassere øllet der ikke smagte som det skulle. Men snydes skulle ølfilosoffen jo ikke, så istedet fik han tre klassikere at hygge sig med i stedet: Stateside, Påske og Hr. Frederiksen, som vakte stor begejstring.

Heldigvis når Tjekket Pilsner at blive klar til Ølfestivalen i Valby Hallen, og da jeg lige er vendt hjem fra Prag har jeg stadig en meget Saazy humleduft siddene i både tøj, næsebor og hukommelse og føler mig mere end klar til at skrue mine smagsløg 5 dage tilbage. Mikkeller proklamerer at Tjekket Pilsner både dufter og smager af mere end den traditionelle tjekkiske industripilsner, og det statement kommer vel næppe bag på nogen.

Men spørgsmålet er hvordan den delikate og noble Saaz humle reagerer på Mikkellers altid gavmilde dosering? Jeg er stadig i tvivl efter 2 smagninger fra fad og 2 fra flaske. I min optik er tjekkisk pilsner når den er bedst, fra fx Chyne eller Kout na Sumave, altid afrundet men skarp og komplex, bitter men altid nyslået og forfriskende og fremfor alt en perfekt afstemt balance mellem malten og humlen. Men Mikkeller fortolker som vanligt frit og sætter sin egen standard.

Tjekket Pilsner ser dog ud som en tjekkisk pilsner. Strågul, middelfyldig og medio carbonering der er tæt på det vandige. Ufiltreret og upastauriseret. Flot, kridhvidt og knitrende skum der holder skansen fint. I næsen opleves kraftige noter af græs, hø, saaz, gær og let frugt. Men i smagen afløses dette på den lange bane af tunge, ekstremt støvede og tørre noter af gammel stald og ender i et relativt skarpt humlebid, der af en konservativ gane i køen på Ølfestivalen blev fortolket hen af en IPA. Jeg synes måske “Imperial Pilsner” er mere dækkende. På den ene side savner jeg det afstemte samspil mellem malt og humle, det nyslåede og sommerlige, på den anden side er jeg en sucker for det tørre humlebid. Så derfor “redder” den afsluttende bitterhed øllet for mit vedkommende, selvom om Tjekket Pilsner, typen taget i betragtning, opleves noget endimensionel og fortættet i sit samlede udtryk.

Til en stund i sommersolen vil jeg nok foretrække fx Krosovices nye Imperial Pilsner eller Mikkellers egen mesterlige Draft Bear.

Karakter (0-6): 3
Mere Mikkeller på Allbeer

Eylenbosch, Framboise Cuvee Speciale, 1989 (R.I.P.)

Det giver ikke meget mening at læse denne bedømmelse. For det er ikke en anmeldelse, men en nekrolog. Tapiren har med ærbødighed og  tungsindighed sænket snablen i en øl, der ikke bare et truet, men efter denne weekend er udryddet. Helt sikkert  i Danmark, og med ret stor sandsynlighed i resten af verden. Der går rygter om en enkel fustage fra det forlængst hedengangne bryggeri, Eylenbosch, i Stockholm.

 Men hvilken øl. Hvilken enestående og ekstraordinær oplevelse for smagsløgene. En smagoplevelse der sikkert ikke kommer til verden igen. Den sidste fustage passerede bort i en alder af bare tyve år.  Vi mindes det oprindelig bryggeri  Eylenbosch, der som andre store kunstnere først blev berømt, efter det var gået bort.   Må den hvile i fred, og vi håber på evigt liv.
Tapiren mangler ord om denne aften i øllets suite i himmeriget. Iscensat på Plan B. Eylenbosch gik om Tapiren så må sige nedenom og hjem i den kultagtige status for et dusin år siden. De lavede herlig spontangæret øl (lambic), blandt andet denne øl med hindbær. Efter bryggeriets endelig skulle der være slut med nogensinde mere at sige Eylenbosch blandt alverdens øl freaks.
Imidlertid dukkede et parti fustager fra Eylenbosch op nogle år senere på et lager i Belgien. Plan B i København tog stikket hjem med et større parti. De fleste fustager kom hurtigt for hanen,  men en enkelt blev gemt til maj 2009 (Dagen bør holdes hellig).  Der var strenge sikkerhedsregler omkring bistættelsen af Eylenbosch. Kun små glas. Og mange andre ritualer for holde højtideligheden hellig.  

Hvad så vi så i dette diminuitive drikkeglas? Mere uklart end hindbær. Faktisk grumset. Lidt skum og især toppen er brun. Igennem en weekend, hvor vi anså hver glas for det sidste, blev denne øl stadig mere brun. Utroligt at der stadig er liv i en tyve år ung øl.
Duften er fantastisk. Hindbær på den diskrete måde. Enhver biokemiker kan skabe hindbær duft. Jo kraftigere, jo lettere. Denne her er elegant. Nærmest subtile noter i smagen.
Smagen skal man ellers til det syvende himmerige for at finde. Utrolig viniøs og med det elegante bagspil af hindbær. De tyve år i stadig udvikling på fad har rundet denne øl i utrolig grad.
Den gode kollega Erik S, som rendte ind i denne mindestund udtalte, “at den er jo slet ikke så sur som alt det andet spontangærede, I har disket op med”.  Det er meget rigtigt. Årene har gjort denne spontangærede mild og rund.
Man kunne i et akademisk perspektiv diskuterer om, den overhovedet smager som øl. Det sædvanlige hovedkriterie bitterhed er som altid ved spontangæret øl ikke tilstedeværende. Samtidig er syrligheden forduftet, da øllet forlod teenagestadiet. 
Vi var salige, mens vi sørgede over, at på et tidspunkt måtte det sidste sprut komme fra fadølshanen.
Så Tapiren gik rundt med et bredt smil hele denne weekend på Østerbro fra den ene side af snablen til den anden, selvom der var et par kilometer mellem os. Verdensklasse er næsten for mildt et ord. Tapiren bruger et af de tre udråbstegn, man bør bruge i et liv. Hvis øl er Gud, håber vi denne øl er Helligånden! Vi håber på genopstandelsen.

Se også bedømmelsen af kirsebærversionen af denne drik for guder.

Karakter (0-6): 6
Smagt fra den allersidste fustage
Alkoholprocent: 6 ? (Ikke målt)