Kamikaze Biru, Skorstensfejer Imperial Røgstout

I det forgangne år fik jeg desværre ikke opfyldt mit efterhånden gamle ønske om at se Miss Håndbryg’s sorte baggårdskat Klaus Bransmark træde op på den professionelle ølscenes skrå brædder. Til gengæld fik jeg så verdens dårligste byttehandel: Stronzo Brewing med deres skumle tele-millioner, deres massive og homoerotiske reklamekampagne og et slogan der på det skamligste tilsyneladende er stjålet fra Croocked Moon. Et mere forfejlet forsøg på at købe sig til mikrobryg-street cred skal man da godt nok lede længe efter.

Men den gode nyhed er så alligevel, at Klaus Bransmarks bastardbryg muterer i den ene mere tophemmelige konstellation efter den anden. Kamikaze Biru er resultatet af et mere formaliseret samarbejde mellem Lasse Ravn fra Dupond & Dupont Brewery og Klaus Bransmark. Lasse hang øjensynligt konstant ud i køkkenet på de Mezas Vej alligevel, så nu går de to planken ud med deres fælles passion for røg og stout. Med andre ord er man allerede helt varm om hjertet inden Skorstensfejeren er skænket op, og det her er simpelthen selve definitionen på den street creed Stronzo sukker efter men aldrig kommer i nærheden af.

Uden at være røget som røgens moderby Bamberg er der alligevel flot fut i skorstensfejeren, som må siges at være noget nær den perfekte øl til at tage hul på et nyt år. Ryesgade på Østerbro var et regulært ragnarok indhyldet i bål, brand, bomber og tæt røg. Jeg lænte mig langsomt tilbage i læderet og tilbragte en lille times tid i uforligneligt selskab med noget af det bedste håndbryg jeg har lagt drøbel til. De på nethinden balsamerede minder om Bransmarks sorte klimaks, den røgede russer Miss Babooshka, titter frem. Her er der bare skruet ekstra op for alkometeret der lander på hele 10.9%.

Noterne i næsen er en smule fortættet til at begynde med, men man fornemmer at den kulsorte og lavt carbonerede skorstensfejer har mere på vej. Det storknitrende, bundbrændt, velduftende, voldsomme og sindsygt stædige skum gør også sit for at holde på indtrykkende. Men inden længe svæver oven glasset brændte og røgede noter samt brændestabel, tjære, tovværk og spids røg.

I smagen en asketisk, nordisk nærmest kynisk råhed suppleret af en spirrende surhed der aftager efterhånden som Skorstensfejeren finder sin rette temperatur. Minimal restsødme og en konservativ gane eller to vil sikkert sige ubalance – men denne signatur ryger i med begge ben. En aggressiv humleorkestrering med den drabelige duo Chinook og Simcoe, der rammer den umulige blå tone. Bister bitter. Røget bitter. Tørhumlingen med Chinook og lagringen i træspåner står i det hele taget stolt op i mod de hele 6 malte domineret af røg og whiskey peatet malt. Smagen er nådesløs. Gudeløs. Ond. Lidt engelsk lakrids, kaffe og mørk chokolade bløder en smule op, og man venter hele tiden på et ekstra skud regulær røg som dog udebliver i den lange og bitre finale.

En stor oplevelse og man ønsker sig en ekstra skorstensfejer til den dag manden med leen banker på, eller måske bare til i dag, hvor jeg har spottet tre Mikkeller øl på tilbud i Irma. Så er dansk mikrobrygs uskyldige navlestreng da vist kappet, og der er mere end rigeligt plads til flere vanvittige indfald fra køkkenet på de Mezas vej.

Karakter (0-6): 5

Mere Miss Håndbryg på Allbeer
Miss Håndbryg Blog
Miss Håndbryg Facebook
Dupont og Dupont Breweries på Facebook

God ny tår

Tak for 2011, der blev endnu et begivenhedsrigt men også kontroversielt år på den danske ølscene. Røre i Allbeers andedam kom der for alvor, da årets suverænt mest læste og åbenbart også mest kontroversielle anmeldelse ramte bloggen.

Vi dykker direkte ned i materien og den bitre strid mellem DØE og beerticker.dk. Dette med kritik af den jævne Hoppy Sundown Imperial Ale fra Randers Bryghus, DØE’s åbenlyse misbrug af Peter Myrop Olesens utrættelige arbejde med listen over udgivne øl samt endnu en eklatant bizar blanding af middelmådige og i flere tilfælde elendige øl på listen over 2010′s kandidater til årets ølnyhed. En liste hvor Hoppy Sundown af uvisse årsager figurerede. Endnu engang blev vi bekræftet i, at vores ganer er komplet inkomptabible med DØE, og for første gang modtog denne signatur perfide og mavesure mails fra gæt selv hvilken del af skyttegraven.

Resultatet kunne meget nemt have været beerticker.dk’s endeligt, men heldigvis er Peter Myrop Olesen stadig oppe i gear til glæde for hele det danske ølcommunity. Det bedste for alle ville måske have været en fusion af beerticker.dk, og det fuldstændig nyhedsløse, uopdaterede og dilletantiske site ale.dk og det hjemmehæklede medlemsorgan Ølentutiasten. Men istedet deltes vandene, og det gør de nu også på festivalfronten.

For 2010′s måske største nyhed var nok den forlængst udsolgte Copenhagen Beer Celebration. Mikkeller and Friends har nu skabt et direkte og konkurrerende alternativ til DØE’s Ølfestival med et ufatteligt højt og elitært ambitionsniveau. Selv den hårdeste ølhund ramt af en tung humleoverdosis ville ikke være i stand til at hallucinere sig frem til et så spektakulært program. Den absolutte verdenselite har meldt sig under fanerne, og da Mielcke & Hurtigkarl sørger for at vores smagsløg eksploderer i kompromisløs og ekstrem gastronomi ligner DØE’s Ølfestival nu mest et indavlet halbal. Og det er et problem for DØE, da de to nu konkurrerende festivaller afholdes på præcis det samme tidspunkt. Der er nok ingen tvivl om, hvor de geekede ganer og hardcore mikroer søger hen fremover vel?

Årets begivenhed var da heller ikke længere Ølfestivallen. Mikkeller’s Three Floyds Event med storslået middag samt en lille Dark Lord Day på Mikkeller Bar for fodfolket var en helt igennem eksklusiv oplevelse. Kort efter fulgte den ekstravagante men latterligt billige Beer Geek Brunch, hvor Mielcke & Hurtigkarl gav deres magiske gastronomiske modspil til Mikkellers monstrøse sorte skyts. Brunch bliver aldrig det samme igen, og vi kan kun se frem til at endnu en ølmiddag med Mielcke & Hurtigkarl, Mikkeller og De Struise Brouwers 22. februar.

På Allbeers interne linjer var en af årets begivenheder vores Mikkeller Single Hop Certificering, hvor samtlige medlemmer af det dansk/tjekkiske ølakademi på en minderig aften kæmpede sig igennem samtlige 19 single hops, kårede en personlig favorit og fik overrakt certifikat af Mesteren selv. En anden absolut milepæl i akademiets historie var projekt “Døde Øl”. Det foregik passende i den mørke forstad hos Allbeers Ølagent Poul, og der var samlet hundredevis af døde øl til grundig analyse.

Andre fantastiske nyheder fra det hedengangne år var super seje Croocked Moon og åbningen af den nye fine Ølbar Fermentoren, der med sine snart 20 haner får de varmeste anbefalinger herfra. Evil Twins imponerende indtog på den danske og internationale scene med fantastiske øl som Ashtray Heart og Ying & Yang samt planer om Ølbar i New York. Christians Skovdahl Andersens mystifystiske terroirbryg fra Bierwerk. To Øl’s fine debut, hvor især porteren Black Ball og den helt utroligt drinkable prisvinder “Reperationsbajer” gjorde et uudsletteligt indtryk på redaktionens ganer. Flere hardcore bryg fra undergrunden og især Klaus Bransmarks Miss Håndbryg satte igen sanseapparatet på overarbejde.

Endnu engang havde vi masser af trafik på vores ydmyg blog, og det er vi altså stadig meget glade og stolte over. De mest læste indlæg blev:

Randers Bryghus, Hoppy Sundown Imperial Ale
Mikkeller, Texas Ranger
Croocked Moon, Smokescreen
Three Floyds, Vanilla Bean Brandy Barrel Aged Dark Lord Russion Imperial Stout
Croocked Moon, How it Ends
Mikeller, Single Hop Series 2011
Thisted Bryghus, Ale
Herslev Bryghus, Høstbryg Mjødurt
Mikkeller, Texas Ranger 3. BatchMikkeller
Beer Geek Bacon

Øl fra bryggerierne Croocked Moon, Hopping Frog, Mikkeller, Three Floyds opnåede karakteren verdensklasse med seks funklende stjerner:

Mikkeller, Beer Geek Bacon
Hoppin’ Frog, Hop Dam IIIPA
Three Floyds, Vanilla Bean Brandy Barrel Aged Dark Lord Russion Imperial Stout
Croocked Moon, Smokescreen
Mikkeller, Beer Hop Breakfast

Brouwerij Boon, Oude Geuze Boon

Allbeers ekspert i surt sprøjt hedder Kaptajn K. Hun har en syrlig tand og kan dufte brettanomyces på flere kilometers afstand. Derfor er det altid fornøjeligt trygt at have hendes erfarne og særdeles skarpe smagsløg ved sin side, når man for gud ved hvilken gang forsøger at overbevise sig selv om at duft af tis, smag af eddike og efterfølgende totalkaos i tarmsystemet rent faktisk giver god mening. Den unikke raritet fra Cantillon, Grand Cru Bruocsella Lambic Bio 2007, var samlingspunktet denne sure torsdag aften. Nok engang var det ikke lige, hvad man havde set komme. Den var total flad, absolut uden perle og helt død efter tre års lagring på fad. Da den lettere vandige krop hellere ikke kunne prale af så meget som bare antydningen af lidt let skumdannelse, var det som at drikke fortyndet eddike med en mystifystisk småklistret mundfylde. For denne signatur er den store prikkende perle og det finmaskede flotte skum en vigtig del af oplevelsen i det spontangærede univers, en ekstra dimension til den sure syrlighed.

Den store og sjældne skuffelse fra legenden Cantillon gav ikke ligefrem fingrende frit løb på tastaturet. Men efter 14 timers intensiv julefrokost den efterfølgende lørdag med det gamle heavymetal hood fra Vestegnen – samlede jeg kræfter til oprydningen i selskab med James Brown på vinylen og klassikeren Oude Geuze Boon ved hånden. Så bliver det sgu ikke mere funky, hverken for det musikalske øre eller for ganen. Hvad der manglede i sprød friskhed og skum fra Grand Cru bruocsella Lambic bio 2007 får man i rigelige mængder i gode gamle Oude Geuze Boon. Skummet står storknitrende, spillevende og snehvidt oven på den gyldne superstramme og småboblende champagnekrop. Mixturet af ung og gammel lambic er “Signed, sealed and delivered”, som mister Brown messer i baggrunden. Indeed – og jeg kan pludselig hverken høre eller se ødelæggelserne fra den atombombe der er sprunget på mit spisebord og i mit køkken.

Noter af hestestald, hø, strå, lemon, gær, muggen kælder og surhed svæver oven glasset. En sand genstart af sanseapparatet. Indtrykkene fra det foregående halve døgns absurde indtag af porsesnaps og geeket ølmenu forsvinder som dug for solen mens gane, mundhule og hals snørrer sig stramt sammen i den prikkende og ultratørre finish. Skal dog have en tår eller to mere før jeg helt uden Kaptajn K ved min side tør stille skarpt på den sære men ufarlige smag af krydderier, pepper, moderat hvidvinseddikesurhed, blid brett, lidt sødme og en krystalren syrlighed. De 6,5% alc. tænder en smule op for varmen i den udtørrende mundfølelse.

Oude Geuze Boon er en direkte drinkabel Geuze som spontansoldaten kan børste tænder med, og som ikke bør skræmme en utrænet men nysgerrig gane eller næse væk. Den gode gamle Tapir plejede at underholde med, at spontangærdet øl deler vandene i to – Atlanterhavet på den ene side og Furesøen på den anden. Med Oude Geuze Boon kan man måske samle et helt lille begynderhold til en svømmetur i sidstnævnte.

Karakter (0-6): 4 

Grassroots Brewing, KolVal

Det var en af de dage sidst i oktober, hvor en fyraftensøl blev til flere og en eftermiddag blev til aften. Der var saglige diskussioner både om øl og arbejde. De sidste skal ikke gengives, men de første var indgående om blandt andet syrlighed. Var der tale om eddikesyrlighed eller var vi snarere ude i en citrusfrugt og hvis det sidste var tilfældet var et så en citron eller en lime. Men den diskussion udspandt sig nu over en Cantillon Iris 2003 og slet ikke over den øl, som nærværende skal handle om.

På fad på dejlige Ølbaren var nemlig Grassroots KolVal og den fristede Kaptajn K og andre dele af selskabet. KolVal er efter sigende inspireret af trappistklassikeren Orval og er brygget af kontraktbryggeriet Grasroots Brewing i samarbejde med Kolding Bryglaug, men eftersigende såmænd på Fanø Bryghus. Så enkel, så kompliceret og så forbundet er den gode danske ølverden.

Kaptajn K kan godt lide spontangæret øl og syrlighed. Orval står derimod ikke allerhøjst på hitlisten, selvom der ikke skal herske tvivl om, at Orval selvfølgelig skal smages. KolVal skiller sig nu også væsentlig ud fra Orval.

Det er en flot øl, der er på fad. Masser af højt flot og relativt holdbart skum, der efterlader flotte gardiner på glasset og store forventninger omkring bordet. En lys, næsten tangerende grøn øl. Duften er syrlig og præget af stald. Ordene falder præcist fra en af medsmagerne ’Nej, det dufter ikke af hø, det dufter af stald. Hø er rent, det her er mere beskidt.’

Øllet smager mindre syrligt end duften lader tro, om end undertonerne er der. Smagen er også mindre syrlige end Orval, men til gengæld er øllet let bittert, Kaptajn K noterede sig såmænd også udtørrende og sågar støvet, men det er slet ikke dårlig ment. Heller ikke selvom smagen snarere er rådden end røget og staldduften genfindes i smagen.  Det er på alle måder en interessant øl, der befinder sig i glasset, på bordet, på Ølbaren.

Øllet er lavt karboneret og uden særlig mundfylde. En medsmager tilkendegiver ,at øllet ikke river i maven på samme måde som spontangæret, men Kaptajn K har nu aldrig rigtig tænkt, at spontangæret rev i maven. Måske er jeg for ung til mavesår?

Kaptajn K er typen, der giver point for kreativitet og mod – og måske også lidt for ny yndlingsbartender på Ølbaren. Vi lander på fire ud af seks.

Karakter (0-6): 4

Bluegrass, Vintage Heine The Elder

Der ringer en alarmklokke i den kulsorte og afgrundsdybe underbevidsthed, når nu man tager sig selv i at føle en smule skuffelse over menuen til Black Sensation på Mikkeller Bar. Nok var det sort som vi elsker det, nok var det gennemført og knashyggeligt, men måske var det knapt så sensationelt? Indrømmet, vi er nogle forkælede og forvente små sataner her på redaktionen, men det er sgu Mikkellers egen skyld. Måske var det mest sensationelle fraværet af det stoutske sværvægts-VM-bælte, Black. Os ikke forstå. Mikkels mest vellykkede og overlegne bryg til dato, champen der får dine smagsløg til at danse rundt i ringen inden det ubarmhjertige uppercut på 17% sender dig direkte til tælling.

Så savnede vi jo nok også bare den lille sensation, som vi har prøvet på Mikkeller Bar et par gange før. Fx 3Floyds Dark Lord i en eller anden perfid version, eller nogle af Mikkellers mange luksuriøse rariteter som fx Calvado Barrel Aged X Imperial Stout. Noget i den kaliber. Ok vi fletter næbbet nu og kravler tilbage i vores elitære elfenbenstårn, for der var 20 fremragende sorte øl på hanerne, og med Admiralens ord: “Hvor mange kan man alligevel nå at drikke?”. Så vi gik direkte efter de 5-6 stykker vi ikke havde smagt før. Bl.a De Molens sagnomspunde og legendariske Rasputin, der ganske enkelt ikke lever op til sit navn længere. En fin øl, men noget bedaget, vi savner bitterhed og kant. Mikkellers Double Shit Coffe Stout var friskkværnet og forførende. 8 Wired I Stout var finurlig men går nok hurtigt i glemmebogen. Det gør Vintage Heine The Elder fra Bluegrass til gengæld ikke.

Hør hov, hvem helvede er Bluegrass? Vi troede Bluegrass var sådan noget salonmusik med vaskebræt og banjo fremført af indavlede fætre og kusiner, men nej. Det er også et relativt nyt bryggeri fra Louiseville Kentucky. De har verdens grimmeste logo, der mest af alt minder om Kentucky Fried Chicken, men verdens sejeste slogan; “Beer is food”.

Heine The Elder er en knivskarp imperial kaffebombe, en delikat, bitter og kompleks øl. Desværre igen – skænket iskold. En rigtig ærgerlig detalje, men allright – så er det jo godt man kan kurere ventetiden med ølpølserne “Black” og “Malt og Chili” fra kødbyen, det fås ganske enkelt ikke bedre.

Toner af friskkværnet ristet kaffe, vanille, chokolade og masser af malt vælter efterhånden op af glasset. Øllet står stramt, sort og mediumcarboneret med et beskedent, kortvarigt, luftigt og bundbrændt mørkt skum. Smagen er noget mere kompleks, end jeg husker fx Peche Mortel eller Mikkellers egen fine Vesterbro Kaffestout. Kaffen er ligeså ren, intens og frisk blot mere ristet, ja nærmest brændt. Dernæst følger masser af krydderi, malt, grape, let røg, humle og lakrids der fortoner sig i en total tør finish af behagelig bitterhed bagerst på tungen. Intet spor af de 10% alc og tæt på rendyrket sort magi.

Hvis resten er Bluegrass’ øl er lige så enestående som Heine The Elder, ja så fandt vi alligevel den sensation vi spejdede forgæves efter i vores indledende og selvoptagede uvidenhed.

Karakter (0-6):5

Admiralen har stress over de små glas, og nyder Vintage Heine The Elder i stereo

Miss Håndbryg, Miss Chinook

Det er knapt et års tid siden jeg havde den store fornøjelse af Miss Håndbrygs foreløbige højdepunkt, den røgede russer Miss Babooshka. Der var jeg ikke et sekund i tvivl om, at Miss Håndbrygs bagmand Klaus Bransmark ville blive den næste håndbrygger i rækken der opgav sin amatørstatus og gik pro, som vi har set det med fx Three Amigos, Black Rooster m.fl. Det havde været en noget nær perfekt affyringsrampe, da Miss Babooushka ikke alene var et højdepunkt, men også en øl så fantastisk formfuldent, så enestående og ekstrem samt så fuld af passion og urkraft at den fortjente et større publikum, fortjente at være tilgængelig på ølpushernenes velassorterede hylder, så alle os hjælpeløse tosser ville have fri adgang til Bransmarks bedrifter.

Men sådan skulle det ikke gå – endnu. De slidte smagsløg må indtil videre leve på minderne om Miss Dracuella, Miss Babooshkha, Miss Nurse, Miss Stars and Stripes og  Miss Lam. På én og samme tid både dødærgerligt men også befriende cool og kult. For Miss Håndbryg huserer stadig i køkkenet på De Mezas Vej i det århusianske samt i andre tophemmelige konstellationer, bl.a. med baggårdskatte som Dupont og Dupont bag de obskure navne Aparte og Ko samt Kamikaze Biru. Bransmark har således stadig hoserne solidt plantet i den ulmende undergrund, og dermed den bedst bevarede hemmelighed du overhovedet kan forestille dig.

Som navnet og den helt suveræne etikette antyder, er det legenden og überhumlen Chinnok der i denne IIPA spiller hovedrollen. Det er ikke helt tilfældigt, da Chinook er Miss Håndbrygs hushumle, og så var Miss Chinook den blot tredje øl fra Klaus Bransmarks hånd tilbage i 2008. Den fik vi her på redaktionen aldrig smagt, og da Chinook også er vores absolutte favorithumle er forventingerne helt i top til dette 2011 remake af originalen.

Chinook er det tætteste man kommer på beskidt, bister og kompromisløs bitterhed, der nærmest går over i det røgede og rådne med noter af træ, harpiks og fyrnåle. En humle der efterlader en udtørrende mundfølelse og bliver siddende i svælget i timevis. Chinook var også med i den første serie af Mikkellers storslåede single hop projekt, og var måske den bedste af dem alle. Den gode nyhed for mig og forhåbentlig dig i nærmeste fremtid er, at Miss Chinook sagtens kan være med i det selskab. Jeg kan simpelthen ikke forlange mere af en IIPA.

Stor aroma svæver oven glasset. Forførende. Frisk, ja nærmest nyslået. Malt, humle, karamel, frugt, græs, grape, citrus og honning. Vildt og voldsomt skum ved første ophælding, men sjældent langvarigt og storduftende. Supertstram og sprød kastanjebrun efterårskrop. De første dråber lander lidt uroligt på tungen, men måske er det bitterheden der stikker. Omvendt står øllet knivskarpt og friskt i glasset til den sidste dråbe efter en god halvanden time på køkkenbordet. Helt udsædvanlig holdbarhed og endda med et stædigt fint lille skum, der bare nægter at lægge sig ned.

Forrest på tungen et bistert og brutalt angreb af bitterhed assisteret af en fuldfed og supersprød maltprofil, der bringer procenterne op på svimlende 9,3% – reelt IIIPA niveau. Der følger toner af træ og et let strejf af rund røg, grannåle, grape og noget krydderi. En sand humlehammer, som den knapt så garvede gane formentlig vil afvise, men mit hopometer er helt oppe i højeste ringetone.

Sanserne styres hele vejen rundt i IIPA-universet og tankerne svæver i retning af de udbombede krigskammerater som Hop Dam IIIPA og Mean Manalishi, der også begge udmærker sig ved eventyrligt bredrøvede maltprofiler. Kan heller ikke undgå at skænke en tanke til Imperial IPA’en Miss Lam, der med sin knastørre og krasbørstige bitterhed fra en opskruet Chinook-profil også gjorde et stort indtryk, dog uden det samme nådesløst langvarige bitre hug som Miss Chinook.

Spørgsmålet er om dette enestående bryg bliver den affyringsrampe Miss Babooshka ikke blev. Vi krydser fingre, for hemmeligheden på De Mezas Vej er ganske enkelt for stor til ikke at briste på et eller andet tidspunkt. I mellemtiden vil Allbeer stædigt fortsætte med at banke på Miss Håndbrygs virtuelle køkkendør.

Karakter (0-6): 5
Miss Håndbryg Blog 
Miss Håndbryg på Facebook

Allbeer skumekspert Lars kategoriserer Miss Chinooks skumudvikling som erotisk!!

Babooshka - en røget russer alle geeks bør bide skeer med.

Miss Dracuella - brutal, ekstrem, receptpligtig og et minde for livet.

To Øl, Black Ball

Det er jo snart evigheder siden, at de to mest utilpassede tosser fra undergrunden breakede Black Ball, og alligevel er det lykkedes os at gå uden om fadversionen gang på gang. Så var fustagen pludselig tom eller også kom den først senere på ugen. Damn!! Selvom de gæve gutter Tobias Emil Jensen og Tore Gynther netop har hentet bling bling hjem fra Stockholm Beer & Whiskey Festival for den svært handye “Reperationsbajer”, selvom de tog røven på os med det helt uimodståelige sure sprøjt i “Sjø Tæhm Speciel Fejø Limited Don’t You Be Messing With The Mikkeller Bar Tender Crew Or They Will Fuck You Up! Dobbelt Vintage Ekstra Extra Barrel Aged Edition Cassis x 2″, ja så er Black Ball bare bad ass og ubetinget To Øl’s bedste øl til dato. Porteren der sætter ny næring til den ligegyldige genredebat om, hvor grænsen går mellem Porter, Stout og Black IPA.

Bishop Arms i indre by var nok det sidste sted jeg forventede at falde over Black Ball på fad. Baren hvor alle snakker svensk. Baren der med påtaget retrodecour forsøger at bilde dig ind, at den har ligget der i mindst 100 år. Baren hvor de første to fustager er med Pest og Kolera. Baren jeg bakkede forskrækket ud af på selve åbningsdagen, hvor en foxy men spejlblank blondine forsøgte forklare mig at Mikkeller var Sveriges nye håb. WTF?

Nuvel, Bishop Arms ligger en spytklat fra slaveanstalten, og jeg er sgu faldet til patten et par gange. Udvalget er ganske omfattende, varieret og med rariteter både fra fad og flaske. Man sidder uforskammet mageligt i bibliotekets læderstole og intet lys når derind. Lidt ligesom det herreværelse du drømmer om og har krav på, men som dit fruentimmer og afkom har sat sig på i din diminutive københavnske papkasse. Sidst men ikke mindst har Bishop Arms den alt for sjældne kvalitet, at de forstår at skænke øllet med den helt rigtige temperatur. En detalje der absolut ikke bliver mindre væsentlig, når man skal til at nyde en Porter og særligt en porter af Black Balls kaliber.

Den undercarbonerede men stramme sprøde silkebløde sorte og forførende krop, den lette runde mundfylde samt helt tæt, fint og superstædigt skum på toppen er klassisk porter. De krasbørstige 8% bringer den sikkert op i stoutligaen, og det massive amerikanske humleangreb fra tretrinsrakketten Simcoe, Centennial, Cascade vækker minder om Black IPA.

En hverken- eller øl? Et vildfarent fortænkt brygteknisk eksperiment fra laboratoriet som fx Stone- og BrewDogs bizarre Bashah?. Nej, for detaljerne står superskarpt kontrasteret i Black Ball, der oser af urkraft, humlekærlighed og passion i sit ærlige og originale udtryk. Håndtrukket og beluftet fra fadet nibber noterne af ristet malt, let røg, humle, chokolade og masser af frugt behageligt i næsen. Inciterende og overraskende stor aroma. Smagen frisk, fyrrig og bitter. Humlerne er i sikkert synkront parløb med den bredrøvede maltprofils sødme. Over ganen følger chokolade, karamel, let røg, masser af frugt, vanilie og brød. Finalen er lang og rig på ristede toner assisteret af bidende bitterhed. Et formidabelt første forførende fodaftryk i øllets sorten muld fra To Øl, og mon ikke Black Ball er at finde på Mikkeller Bar til Black Sensation? Vi krydser fingre, for dér hører den hjemme.

To Øl fejrer 1 års jubilæum i disse timer, og der er god grund til at ønske tillykke samt takke for endnu engang at tage vores slidte smagsløg på tur i øllets grænseland. Lige på trapperne er “Sleep Over Coffe IIPA”, og vi kan slet ikke vente.

Karakter (O-6): 5
To Øl’s hjemmeside
To Øl på Facebook

Mikkeller, Texas Ranger (3. batch)

Vi glemmer det sent. Måske aldrig. Da vi for første gang nådesløst blev sendt hinsides af Mikkellers sorte søn Klaus Bransmark og hans ekstreme blæksorte bitch Miss Dracuella. Det blodrøde bid af hjemmedyrket habanerachili lammede i løbet af et par sekunders penge hele sanseapparatet og står mejslet ind i hukommelsen som den dag vi brændte op på øllets alter. Ja, den lille stærke satan slår langt hårdere end sin egen vægtklasse og er i den grad et super spice til øl, også selvom der ikke er doseres så drabeligt som i Miss Dracuella.

Første batch af Texas Ranger vakte stor begejstring hos redaktionens Tapir (R.I.P)  en sen eftermiddag på Ølbaren. I sagens natur ventede vi os en øl der væltede os omkuld, og Tapiren var nærmest nervøs ved sine slidte og sarte smagsløg. Vi tog en forsigtig tår og kiggede småskræmte på hinanden. Men chokeffekten udeblev og vi mødtes af en harmonisk, rund og behageligt bidende chipotle chili (røgtørret jalapeño), der først sparkede igennem på den helt lange bane i noget nær synkront parløb med et røget ristet udtryk samt bitterhed fra den spøjse kombo af Saaz, Zeus og Centennial. I månederne efter var Texas Ranger fast ingrediens i flere af mine tunge kødretter i køkkenet, chili con carnen har aldrig smagt bedre skal jeg hilse og sige.

Bortset fra flaskestørrelsen og den nye elegante etikette ser Texas Ranger ud som den plejer. Nattesort slim middelcarboneret krop dækket af et stort, stædigt, bundbrændt og mørkt skum. Inciterende og indbydende ud over det sædvanlige. Men så stopper ligheden vist også. Mikkeller har nemlig sidenhen skruet op for temperaturen i Texas Ranger, og med dette 3. batch får vi så endelig boret satans brændende trefork helt ned i det smertende svælg. Der er lige et ganske kort øjeblik af ro forrest på tungen, og så tages smagsløgene ellers som gidsel af dette ekstremt arrogante og sadistisk dominerende bryg. Chilien står i smagen stejl som en mur, der får den kinesiske ditto til at ligne et læhegn.

Jeg smider derfor straks noget krydret pølse og lidt stærk ost på skærebrættet, og det viser sig som altid hurtigt at være en rigtig god ide. Texas Ranger har brug for et modspil, eller rettere de bedødvede smagsløg har. Langsomt lægger chilien sig sikkert i mundhulen, og rundt om den brændende platform i smagen åbner sig et ristet univers med nuancer af malt, chokolade, pepper, mørk frugt, røg. Det er svært at sige om humlerne – igen Saaz, Zeus og Centennial – kommer helt til sin ret. Men en kraftigere bitterhed kunne have været interessant.  Som fx i Miss Dracuella, hvor hophead favoritten Chinook gjorde sit for, at de drabelige dråber alligevel ikke fik os helt over på den anden side for good.

Texas Ranger (3. batch) er en enestående og storslået øl. Kan du ikke få chili nok i dit liv, er der kamp til stregen her. Tøver du? Så husk, at chili er ganske godt for din potens, dit kolesteroltal og dit blodtryk. Som betaling for flammehelvedet får du dertil en sand vitaminbombe – stoppet med antioxidanter, herunder C-vitamin, beta-karotin og Capsaicin, der modarbejder forkølelse, øger stofskitet og sænker appetitten. Med andre ord er det kun rimeligt, at vi alle afkræver Mikkeller endnu engang at skrue ned for flaskestørrelsen, så den både kan være i medicinskabet og i sengebordsskuffen.

Karakter (0-6): 5
Mikkeller Texas Ranger (Originalen)
Miss Håndbryg, Miss Dracuella 

Se Smeden spy ild herunder:

BrewDog/3Floyds, Bitch Please

Efter 9 varianter af Beer Geek Brunch og Beer Geek Breakfast til Mikkeller Bars overdådige Beer Geek Brunch er der vel ikke rigtig noget at sige til, at ens smagsløg havnede i en blindgyde. Og alt sund fornuft pegede da også på den direkte vej hjem fra Mikkeller Bar. Men nu handler Mikkeller jo som bekendt ikke om sund fornuft, og vi havde altså brug for et eller andet at restituere os på efter den bedste søndag eftermiddag i mands ølminde. Et første ubegavet forsøg blev Nøgne Ø’s Porter, hvilket gav lige så lidt mening som et Mikkeller/Carlsberg collaboration brew med humle tilsat af en royal klam hånd. En eklatant fejlbestilling og vi kunne intet smage.

Til gengæld satte BrewDog/3Floyd’s røgede Barley Wine Bitch Please kog under kedlerne igen. Og dette egentlig ganske overraskende, da denne signatur ikke er helt stolt ved at indrømme et anstrengt forhold til denne klæge, søde og alkoholmættede øltype. Men Bitch Please er ikke nogen helt almindelig Barley Wine, og vi kan vel næsten gå så langt som at sige, at det var et af højdepunkterne fra BrewDogs stand til Ølfestivalen. Bitch Please er en rasende røget kælling med en ånde som bunden af et askebæger. Man lader sig nemt forføre af det store hvide stædige skum og den dansende lette røde svagt carbonerede krop, men når hun har kørt dig træt, så roder hun rundt med skorstensfejeren én gang mere.

Vi mindes ikke så ekstrem røgethed, men vil heller ikke afvise, at det er fusionen med den kraftige alkohol (12%), der gør Bitch Please ekstra krasbørstig. Det noget nær perfekte genreutroskab. De onde heavy metal drenge fra 3Floyds og de gale men ultra kommercielt udspekulerede skotter fra BrewDog er bevidst gået efter at springe rammerne for øltyperne som så mange gange før. Headbrewer fra BrewDog Stewart Bowman definerer selv BitchPlease som en skotsk barley wine brygget med 7 forskellige malte, den legendariske Islay malt samt smørkager(!), karameller, candy floss og humlerne Green Bullet for bitterhed og Nelson Sauvin for aroma. Hele herligheden er efterfølgende lagret 8 måneder på single malt egetræsfade.

Aromaen er kraftig og nibber i næseborene, atypisk Barley Wine der som regel er indelukket og sød. Røg. Malt. Alkohol, whiskey og et snert af fugtig kælder. Smagen er ren rå røg i alle dets facetter af tobak, kul, bål og aske. Over ganen sniger en tiltagende sødme sig sikkert ind på paletten med brændt sukker, karamel og slik. Bitterhumlen er ikke dristigt doseret og lader noget tilbage at ønske, især når den boozy røgede langvarige finish indfinder sig.

Man kan mene om Bitch Please hvad man vil, men resultatet er enestående ekstremt, outreret og originalt. Og det er vel sådanne oplevelser enhver geek lever for.

Karakter (0-6): 4

Mikkeller, Beer Geek Bacon

Hvis omverdenen forsøgte at trøste mig med, at Mikkeller Bars’ Beer Geek Brunch aldrig havde fundet sted, men var en tosset tvangstanke stjålet fra en deleriumdrøm ville jeg være tilbøjelig til at lade mig overbevise. For hvor tit er det lige at virkeligheden overgår drømmen?

Mikkeller Bar har før brilleret med eventyrlige events som fx Sur Weekend og Black Celebration. Men da mørkets mester Mikkel Borg Bjergsø selv høfligt og uformelt bød velkommen med Black Velvet, da barchef James Andersen og kok Kim Agersten fra Mielcke & Hurtigkarl indviede de 25 fremmødte beer geeks og Mikkeller freaks i dagens vistnok 11 retters menu akkompagneret af Beer Geek Breakfast og Beer Geek Brunch i alle deres monstrøse mutationer, ja da forsvandt mine tømmermænd som dug for solen. Døren til en totaloplevelse i den rene verdensklasse åbnede sig som en sand åbenbaring, og drømmen kunne slet ikke følge med. Spørg selv Mikkeller Bar’s tidligere barchef Jannik Sahlholdt, som drømte drømmen for os og realiserede den. Han lignede dagen igennem en mand, der havde været i kontakt med de højere magter, og det havde han måske også.

I centrum blandt de formidable forretter og desserter var Svinet, både på tallerkenen og i glasset. Svinet på tallerkenen var måske ikke brunchens kulinariske højdepunkt isoleret set. Jeg mener hvor godt kan et svin egentligt smage? Men sat sammen med Geer Geek Bacon gik det hele bare op i en højere enhed. Kødet var mørt, røget, spicet up med chili, og de krydrede toner spillede perfekt sammen med de kraftige, ristede, bitre og røgede toner fra Beer Geek Bacon. Visuelt klædte de to Svin også hinanden perfekt. Det ultramørke, kraftige og stædige skum med omtrent samme farve som kødet. De røde nuancer fra baconstripen bag Mikkeller-loget på flasken akkompagnerer flot chili og puré på tallerkenen. Øllets kraftige men mildt carbonerede krop og store mundfylde viste sig som det perfekte match til det fede svinekød.

Med tallerkenen tom dvæler Esben, jeg og vores to svenske bordkammerater længe ved øllet. Gode røgøl sender sikkert mig i drømmeland med båtornet dybt nede i glasset, og denne brillante røgede version af Beer Geek Breakfast er absolut ingen undtagelse. Ristede noter af malt, mild og rund røg, kaffe, brændestabel og humle nibber i næsen. Forrest på tungen fornemmes sødme, røg, kaffe og mørk chokolade. Over ganen følger ristede noter af malt, så bitterhed med et strejf af soya og salt der fortoner sig i en langvarig tør, ristet og bitter finish.

De to Svin krævede lige lidt frisk luft fra Victoriagade inden vi kastede os over de fire desserter: Skimmelost badet i øl, ekstravagant og ekstrem mokka is m. chokoladekage, øllebrød og arme riddere, hvor Beer Geek Brunch virkelig kom til sin ret. Personligt var jeg overrasket over gensynet med Beer Geek Brunch og den fadlagrede variant – knivskarpe og tidsløse. Min svenske sidemand mener ubetinget, at det er Mikkellers bedste øl til dato. Det står til diskussion. Men enige var vi i dagens lektier: Man kan sagtens lukke op for det sorte stolte stoutske univers til lette forretter som fx laks og hellefisk, hvis kokken forstår sig på spicey krydderier, og så kan gourmet virkelig godt være afslappet. Kok og barchef forstod at skabe den helt rette stemning til trods for, at de havde mere end almindeligt travlt.

Ved vejs ende placerede vi os salige ved bardesken med den røgede barley wine Bitch Please fra BrewDog/3Floyds, som formentlig var den eneste øl på menukortet vi var istand til at smage efter denne sorte tour de force. Jeg kommer i tanke om, at jeg skal servere aftensmad for tre sultne børn og går i panik og i stå på samme tid. Men også her viser Jannik sit enorme overblik og store rutine med ordene: “Smid nogle hot dogs på bordet og snig dig til en morfar”. Dagens bedste råd.

Isoleret set er Beer Geek Bacon til 5 stjerner i Allbeers bog. Men for første og sidste gang kan vi ikke ignorere den fantastiske mad og runder op til max, mens tanken falder på, om Mikkeller og Mikkeller Bar nogensinde bliver i stand til at toppe denne Beer Geek Brunch?

Karakter (0-6): 6
Mikkeller, Beer Geek Breakfast
Mikkeller Beer Geek Brunch
Mikkeller, Beer Hop Breakfast

Brasserie dOrval, Orval

Munke der brygger øl og tilmed tilsætter et snert af brettanomyces – Det er noget Kaptajn K kan lide. Og så laver munkene også ost… Kaptajn K er fan af kombinationen øl og ost og har tidligere haft glæde af den i Prag, hvor røget ost gør sig godt til tjekkisk øl. Måske skulle man henlægge efterårsferien til det belgiske – i så fald skal Cantillon helt sikkert også besøges. Er der nogen, der vil med?

Flaskerne med Orval er tilmed skaffet af en venlig sjæl med et godt (øl)hjerte og det gør den jo på ingen måde til en ringere oplevelse – også selvom den til første testsmagningen bliver nydt i eget selskab. For at optimere smagningens betingelser har Kaptajn K på et lagersalg erhvervet et vaskeægte Orval-ølglas – man går vel grundigt tilværks. Anden testsmagning var som flytteøl og under mindre optimale betingelser, men oplevelserne fra første smagning bekræftes.

Øllen skummer beskedent (lidt skuffende faktisk), men skummet er til gengæld varigt. Duften er frugtagtig og har et snert af bitterhed og syrlighed, måske lidt grape? Øllet er let og mundfylden beskeden. Det spores et let perlende fornemmelse. Der er noget lidt vandet over øllet, selvom det samtidig smager af noget.

Kendere vil vide, at brettanomyces er et væsentlig element i spontangæret øl, som jo står denne signaturs hjerte nær. I min research faldt jeg over at brettanomyces udover det traditionelle hestedækken også kan beskrives som smagende af bacon – bacon, gentager jeg lige. Det er godt nok nyt for undertegnede, der af principielle årsager ikke har indtaget gris eller andet med fire ben de sidste mange år. Måske nogen med et mere up-to-date baconbekendtskab kan be- eller afkræfte?

Kaptajn K opdager i hvert fald ikke noget bacon i den ravfarvede øl. Derimod er der den velkendte syrlighed og der spores også lidt røg og tjære i eftersmagen.

Flere og flere forsøger sig med brettanomyces i øl – og det med større og mindre held. Orval har dog benyttet gærtypen i mange år – og med større held efter min mening. Der er unægtelig tale om en speciel øloplevelse og hvis man er i gang med trappistøllene, så skal man bestemt unde sig selv denne unikke oplevelse. Der findes 7 trappistbryggerier i verden og Orval er værd at skifte bekendtskab med, selvom Kaptajn K nu altid foretrækker sin brettanomyces i en vaskeægte spontangæret øl fra hjertet af Belgien. Vi lander på et solidt tretal.

Karakter (0-6): 3

Croocked Moon, Darkness

Salget af gode gamle Ølbaren bør forbydes. Eller også skal der stå i kontrakten, at køber ikke må ændre en tøddel på noget som helst. Personale, gadeskilt, haner, stamkunder og interiør skal følge med. På Ølbaren er der ikke så meget pis og påtaget fanciness. Bare øl, og hvis bølgerne går højt måske en skål nødder til at rense smagspoderne. Har vi brug for så meget andet? Nej vel. Ølbaren var sin første af sin slags i indre København, og det vil næsten være for ondt, hvis det lurvede lokale i Elmegade overtages af endnu en jammerlig Joe & The Juice.

Den gode nyhed er dog, at der øjensynligt ikke er en køber lige om hjørnet. En anden og mindst ligeså god nyhed er, at en gammel kending fra Ølbaren, Lord Nelson og Nørrebro Bryghus – Søren Parker Wagner – ganske kort tid efter stiftelsen af super seje Croocked Moon nu åbner sin egen Ølbar “Fermentoren” i den absolut beskidte bund af Vesterbro på hjørnet mellem Halmtorvet og Skelbækgade. Vi har stirret ind i sjælen af denne rastløse og hyperenergiske brygger mens vi nød mesterværket “Smokescreen”, men selv med den mest hoptimistiske mine på, havde vi da ikke turde drømme om, at der var overskud nok på livskontoen allerede nu til at kaste sig ud i et så stort eventyr. Respekt.

Denne fredag, der mest af alt minder om en novemberdag, står regnen ned i stolper i Elmegade. Den trofaste stamkunde Erik og jeg, er de eneste der har søgt ly på Ølbaren. (Faktisk tror jeg aldrig jeg har været på Ølbaren uden at have set Erik komme eller gå). Hvis ikke det var fordi, at Croocked Moon “Darkness” var på hanen, vil jeg ikke afvise, at jeg var blevet hjemme. Men man skal kende sin besøgstid med Croocked Moon, og “Darkness” var totalt drænet fra hanen da jeg endelig fik mast mig frem til messestanden på Ølfestivalen. Det var der nok en grund til, for den er aldeles fremragende og bringer de på nethinden balsamerede smagsindtryk fra “Smokescreen” til live igen.

Denne intense Oatmeal Stout på 8% er måske knapt så kompleks men er levende og lækker både i aroma og smag. Noter af ristet malt, lakrids, soya, vanilie, chokolade og let røg nipper i næsen. Stor aroma som svæver oven glasset. Ved første tår glæder jeg mig igen over, at Ølbaren altid serverer øllet perfekt tempereret og ikke for koldt. Smagen og styrken lindrer spændingerne i pandebrasken og fortrænger lortevejret udenfor. Det er næsten som om solen skinner. Medium carboneret, creamy oily tekstur med en porters slickness. Mørkt og super stædigt skum. Åbner sødligt og dernæst masser af ristede noter af malt, kaffe, mørk chokolade, karamel, lakrids. Tør og lang finish med en behageligt doseret humlebitterhed der sætter sig sikkert i svælget.

En stor oplevelse og ganske meget mere opløftende en overskrifterne i den Politiken der ligger på mit bord. Mens verdensøkonomien endnu engang er på vej ad helvede til og Xbeeriment burde styre en sending Black Force One i retning af Obama, ja så kører Croocked Moon, Evil Twin, Mikkeller og alle vores sejeste mikroer kanonerne i stilling og fyrer den totalt af. For Those About To Brew – We Salute You. Fire!!

Karakter (0-6): 5

Evil Twin, Ashtray Heart

Der er god grund til at have respekt for og kæmpe forventninger til det efterhånden knapt så nye stjernebryggeri på den danske ølhimmel, Evil Twin. Bagmand og brygger Jeppe Jarnit-Bergsø har måske nok stået en smule i skyggen af sin berømte tvillings gigantiske succes men har med verdens bedste Ølbutikken, importfirmaet Drikkeriget og det sure sprøjt i kultøllen “Blåbær Lambik” længe været en absolut key player i beer bizz  med uantastelig street cred. Denne signatur behøver dog blot at dvæle ved Evil Twin logo’et. Enhver der formår at indoperere to djævlehorn i bryggeriets brand og logo har min absolutte respekt fra dag 1.

Skulle man alligevel gå rundt og frygte at øllet er fra Ølbutikkens underskudslager og venstrehåndsarbejde fra en fortravlet tvilling der samler på titler, kan man godt tro om igen. Evil Twins releases hører til i topklassen. Soft Dookie serien gjorde et uudsletteligt indtryk, Before During and After Christmas var et friskt pust og Ryan and The Easter bunny var højdepunktet og den bedste påskebryg siden Mikkellers Funky (e)star [fung’ke e’st r].

I skuffelse over at komme 5 timer for tidligt til verdenspremieren på Molotov Cocktail Imperial IPA på Mikkeller Bar, gik jeg ombord i min sorte ølhylde og fandt et ekstra eksemplar frem af den røgede stout Ashtray Heart, der nyligt lindrede skuffelsen over De Molens mystifystiske fejlbryg Rook & Vuur.

Der er skruet godt op under reklameretorikken på øllets etiket. Men der er noget om snakken, bortset fra at den nu langt fra er så røget som bunden af et askebæger, og at man nu egentlig ikke behøver at være nogen trænet ølchamp for at tage kampen om med Ashtray Heart. Den lidt kryptiske tekst om, at man kan opleve en mindre Placebo effekt ved indtagelse af Ashtray Heart, gætter vi på er en skjult hyldest til bandet Placebo og Brian Molko’s sublime skæring “Ashtray Heart”.

Næsen mødes med ristede noter af malt, chokolade, kaffe, let røg og frugt. Rund rar røg. Ikke bister bambergsk røg. Virkelig inciterende aroma, som at sidde i lænestolen mens pejsens lune breder sig i stuen. Øllet står stolt og sort i glasset og er iført porterens blide former. Slick. Smooth. Skummet stædigt og mørkt, meget mørkt. Smagen starter sød og sourish fulgt af ristet malt, let røg og en behagelig bitterhed. Alkohol 8,9% ikke at spore. Man skal lige justere forventningerne fra det knapt så røgede imperiale indtryk, men man overmandes hurtigt af den superlækre snigende smag. Jeg parkerer øjeblikkeligt en magnumudgave i kælderkrogen, gør klar til Yin og Yan and a little black and tan og sender en tanke til den onde tvilling der as we speak er på en omfattende US Tour.

Karakter (0-6): 5

De Molen, Rook & Vuur

Nu til noget så sjældent som et eklatant fejlskud fra De Molen. Manden i møllen har givet os så mange fantastiske oplevelser med øl som Amarillo Winter Warmer, Rasputin, Stout and Hop for bare at nævne nogle få. Men Rook & Vuur der, frit oversat, betyder ild og røg er lidt af en fuser.

Titlen “Røg og ild” gav mig nogle associationer i retning af en smokey stout, en fræk porter eller en god gang bambergsk røg og skumslukkeren køres straks i stilling. Men allerede ved nærstudie af etikketten bliver man lidt mistænkelig. Rook & Vuur er nemlig et eksperiment med en noget så sjælden og overraskende kombination som chili, røget malt og de tjekkiske humler Premiant og Saaz. I den ligning havde jeg måske streget røget malt ud og forsøgt mig med en chili ale. Men nu er De Molen jo ikke kendt for at sparke til den bold der ligger lige til højrebenet men mere for at få umulige ligninger til at gå op i stor brygkunst, og det skal man selvfølgelig respektere. Så man skylder De Molen, at gå ombord i Rook & Vuur.

Det gjorde jeg så akkompagneret af lidt stærk pølse og ost, som jeg i min store forundring og forvirring nærmest glemte at nipse af. Alt er vendt på hovedet i Rook & Vuur, der mildest talt ikke opfylder mine røgede drømme. Der er kun en minimal antydning af røg, som i virkeligheden opleves inficeret og har mere til fælles med autoudstødning. Ilden brænder overhovedet heller ikke igennem, men er højst en glød eller to og hurtigt overstået. Øllet er i den grad overcarboneret og uroligt, så man nærmest slår sig på det, og skummet udvikler sig som sulfo i en opvaskebalje. Havde dette været en blindsmagning havde mit bud peget i retning af noget håndbryg fra en novice.

Øllet står mørkebrunt i glasset og ved ophældning mødes man af en skæv aroma af tung malt, et hint røg, masser af råd og gammel mørk frugt. Smagen er ristet og tør med noter af træ, glucose, malt og en let bitterhed og chilien er svær at detektere. Højst en kilden i mundhulen.

Det er ikke hver dag man lader resterne af en øl fra De Molen urørt, men jeg måtte slukke skuffelsen med Ewil Twins fremragende Ashtray Heart, der måske ikke smager som bunden af et askebæger men alligevel ryger igennem på den fede måde.

Karakter (0-6): 2

Hoppin Frog, Hop Dam IIIPA

Til dato den hårdeste hammer of hops stateside. Her humler Hoppin Frog så heftigt at bitterheden lander et eller andet sted midt imellem nådesløst og himmelsk. Hårdt huggende. Brutal og bister. Men samtidigt så afbalanceret, koncentreret, kompleks, skarp og sprællevende, at den undgår det indelukkede, fortættede og monotone og bare er hoppylicious, ja nærmest forfriskende.

Hoppin Frogs humletosse Fred Karm måtte installere en ekstra kedel – deraf navnet hop dam – i tanken, så han kunne humle af tre omgange og anvende hele 50% mere humle end i mesterværket Mean Manalishi, der uden sammenligning er den bedste IIPA jeg nogensinde har smagt. I centrum står ikke overraskende hushumlen Amarillo flankeret af Cascade, Columbus og den håndplukkede dværghumle Summit. Selvom man har lagt drøbel til disse humler utallige gange er smagen og bitterheden på en eller anden genial måde bare ny, original og fresh.

De 66 cl er på ingen måde i overkanten, selvom 10% alc. sæføli sætter sine spor. Hver en dråbe er både en prøvelse og en ren nyedelse. Gane og gummer lammes øjeblikkeligt men kortvarrigt, og dernæst åbner smagen op for klassisk amerikansk IPA med fuld blus under alle kedler. Citrus, grape, gran, orange, træ, karamel, malt og massiv bitterhed der aldrig bliver harsk, som man kan opleve i mange trivielle IIPA’s og IIIPA’s. Til gengæld varer den bogstaveligt talt for evigt og stikker dybt i ganen i en ultratør finish. Den bredrøvede maltprofil blødgør indledningsvis bitterheden en smule.

Fred Karm udtaler, at det er det tætteste du kommer på at kysse humle. Jeg er tilbøjelig til at give ham ret. I mange timer efter kan man som en anden sommerforelsket smage hop dam i den prikkende mundhule, og for en stund har man glemt alle andre IPA’er fra ens promiskuøse humlehistorie. Måske lige undtaget Mikkellers 1000 IBU, men her var jo også tale om regulær voldtægt.

Jeg er en lille time om at gør arbejdet færdigt, og undervejs nydes en stor inciterende nyslået blomstret og frugtrig aroma, og en sprød krop takket være en livlig carbonering. Det sidste var en mangelvare for lillebror Hopping to Heaven. Selv den sidste tår står frisk og sprød i glasset.

Mean Manalishi IIPA, Hopping Frog’s ultimative refrencebryg, er broen mellem Hopping 2 Heaven og Hop Dam IIIPA. Blev man tvunget til at brænde den bro, ville jeg så afgjort helst undvære at hoppe til himlen og hellere dvæle ved de udbombede humleruiner i Hopping Frog’s IIPA og IIIPA. Det findes næppe bedre, og en eller anden importør bør snart sørge for, at Mean Manalishi bliver fast inventar på ølhylden. Det er over et år siden jeg sidst så den i Ølbutikken.

Karakter (0-6): 6
Læs også Hoppin Frog, Hoppin to heaven

Hopping Frog; Hoppin to Heaven IPA

I den meter lange kø til den årlige blåbær lambik event hos Ølbutikken mistede jeg overblikket, da jeg langt om længe nåede ned foran de to stopfyldte køleskabe. Drikkeriget kan ikke have nemt ved at få importørfingrende i Hopping Frog, da deres prisskilte i Ølbutikken altid er et pænt stykke forbi sund fornuft. Når man nu har fået fortælligen fra et gammelt akademimedlem om, hvor billige og velskænkede de er fra bryggeriets egne haner i Ohio bliver prisen jo ekstra stiv.

Men denne årlige tradition i Økbutikken er ligesom juleaften for beer geeks, og det var Julemanden selv, Mr Evil Twin, Jeppe Borg Bjergsø samt familie, der stod bag desken på denne specielle dag. Her delte han et “sæt” (en stor og en lille) ud af den rubinrøde gudedrik til de fremmødte brett- og Cantillon freaks. Og når nu man var trukket i spenderbukserne kunne man jo ligeså godt gå linen ud. Så i posen røg blandt mange andre rariteter Hopping 2 Heaven IPA og Hop Dam IIIPA til henholdsvis 85 og 125 kr. Så er de vist også betalt.

Hopping 2 Heaven IPA har en fantastisk flot ravagtig farve, og ved ophældning sneg en mørk skygge sig med og fordelte “råvarene” som snevejr på en hvid jul på bunden af glasset. Massivt bundfald – og på etikkettens hjælpetekst bliver man da også på forhånd advaret om, at Hopping Frog tager ufiltrering mere end almindeligt seriøst.

Øllet står med olieret tekstur og lav carbonering stort set uden den forfriskende prikkende perle. En straight up IPA skal altså i min optik have en strammere krop og minimum middel carbonering. Hopping 2 Heaven er nærmere flad og lad end den er fresh. Til gengæld er skummet stort, særdeles stædigt og efterlader gedigne gardiner langs glassets kant. Har aldrig set kombinationen af så lav carbonering, så potent og livligt et skum krydret med så kraftigt et ufiltreret og beskidt bundfald.

I aroma og smag bliver mødt at klassisk amerikansk IPA. Masser af inciterende noter i aromaen. Humle – mit bud er Amarillo – malt, citrus, brød, karamel og krydderier. Flot floral næse. Smagen en balanceret og bitter. Masser af orange, grape, græs, gran og et humlebid lidt over gennemsnittet for en amerikansk IPA. En sødligt maltet modspil gør smagen komplet, og den lange blide, bløde og bitre eftersmag sender tankerne i retning af Lagunitas og Sierra Nevada.

Jeg ser umådeligt meget frem til at forkæle smagspoderne med storebror Hop Dam IIIPA.

Karakter (0-6): 4

Sjældent gedigne gardiner fra en klassisk amerikansk IPA

Mikkeller, Single Hop Series 2011

38 Mikkeller Single Hops. 6 tørstige og lærervillige medlemmer af det dansk/tjekkiske ølakademi. Game on! Scenen er sat på 5. sal i indre København med fri udsigt til spirerne på Helligåndskirken. Vi havde ventet længe, meget længe på dette øjeblik. Siden Mikkeller offentliggjorde de 19 nye single hops har erindringen om de 10 foregående levet et livligt liv i underbevidstheden, og endelig var det blevet tid til at smage alle humlerne samtidig én efter én. En våd drøm for alle hungrende humlehoveder,  og den meste intensive forskningsopgave over tid i akademiet. Stemningen nærmer sig kogepunktet da Mesteren melder sin ankost med nyheden om, at han vil certificere hvert medlem af akademiet, hvis det lykkes at komme igennem alle humlerne, beskrive dem alle og kåre en personlig favorit.

Virakken startede da ølfantomet Mikkel Borg Bjergsø lod nyheden sive om, at denne nye serie af Single Hops var et led i et videnskabeligt projekt om humle. Resultatet venter vi på: En Ph.d. afhandling i et samarbejde mellem en Ph.d. studerende, Mikkel Borg Bjergsø og Mikkellers husbryggeri i Belgien – De Proef. Vi taler her om det mest gennemgribende forskningsprojekt i humle nogensinde, der ved sin nye opskrift adskiller sig ved de forrige single hops der havde nogenlunde samme IBU. I 2011 serien er der brygget med den  samme mængde humle for bitter, aroma, flavor og tørhumling. IBU på de 19 nye øl svinger således mellem 33 og 115.

Alt humlen er såkaldt “kosher-hops” og kan altså spores til marken den kommer fra. Humlerne er høstet og behandlet på samme tid, sendt til Belgien og dermed brugt helt friskt.  Malten til alle 19 bryg kommer fra samme batch for større ensartethed. Alle 19 øl er brygget i løbet af en uge med samme gær, temperatur osv. I Ph. D afhandlingen bliver det undersøgt, hvordan humle opfører sig over tid, hvordan humlesmagen påvirkes af måden øllen opbevares på, samt hvordan humlesmagen udvikler sig og påvirkes under forskellige andre forhold. Alt sammen bliver vurderet af et hold af professionelle smagere der løbende, og over de kommende år, vil smage på disse 19 øl. I den kontekst er akademiets hårde halse sikkert kun glade amatører, men endelig blev det altså vores tur. For at skåne vores slidte smagsløg mest muligt starter vi humlecertificeringen fra laveste IBU og arbejder os op ad. Kampen forløber over to halvege:

Den første halveg perfekt timet med strålende solskin til de lave IBU’s og med et uventet dramatisk højdepunkt. Akademiets filosof Erik taber Galena (se billede) ud over balkonen. En spektakulær feberredning på selve målstregen forhindrer heldigvis et potentielt humlemord på de sommerglade forbipasserende på gaden. Amarillo og Citra får størst opmærksomhed og sidstnævnte bliver døbt “fissehumlen”. Vi vil ikke citeres for det.

Pausen fordrives på Gold Prague med ungarsk gullasch og Platan pilsner.

2. halveg er banen som forvandlet da regnen står ned i stolper, og spirerne fra Helligåndskirken stirrer ondt på de trætte ansigter og pisker en vis diciplin og karakter frem hos eksaminanderne. Ikke overraskende står især Simcoe (Brygmester Mikkel’s egen favorit), Nugget, Bravo og Warrior for halvegens højdepunkter og giver frit løb for højlydt indforståede studendikose vrøvlerier. Alle medlemmer bestod certificeringen til Mesterens store stolthed og glæde. Der blev holdt taler, uddelt certifikater, taget billeder og en glad og lærerig aften gik på hæld. Se hvert enkelt medlems kåring af favorithumlen underneden.

Karakter (0-6): 5

Mesteren og Simcoe: “En totalt afbalanceret IPA, og en humle der vel næppe findes bedre. En harmonisk, klar, frisk og let krydret bitterhed og en mild, frugtrig, indbydende og langtidsvirkende aroma”.

Martin og Simcoe: “Den første og bedste jeg smagte fra den første single hop serie. En ny version og 18 nye humler laver ikke om på dette. Simcoe har bare mere af det hele i duft og smag. Masser af krydderier, frugt, maltsødme, citrus, karamel, grape og en bidende intens men raffineret og behagelig bitterhed samt en eftersmag der bliver i længe i svælget”.

Poul og Cascade: ”Citrus og karamel er gennemgtrængende, perfekt og klassisk amerikansk humlesmag med en frugtrig, klar og let krydret bitterhed”.

Jesper og Sorachi Ache: ”De asiatiske krydderurter banker igennem og vil nok skræmme de fleste væk. Men hvis vi dropper dogmerne om hvad en rigtig øl/IPA er, så overgiver jeg mig til dette orgie af krydderier i duft og smag, der kan få os vores drømme tilbage til det mystiske østen”.

Erik og Bravo: ”En utrolig spændende IPA og en øl der holder mere end den lover. En god og syrlig eftersmag føler efter en markant bitterhed med grape, karamel, træ og rosin”.

Hans. Bestod certificering og ses her modtage sit humlecertifkat. Tilgengæld har han smit sine noter væk, det er ført til protokol.

Allbeer- og det dansk/tjekkiske akademi's humlecertifikat.

It's a dirty job but someone's gotta do it !!!

Den spektakulære feberredning af Galena går ikke i glemmebogen foreløbig

Mikkeller/De Molen, Mikkel og Menno

Er det bare mig eller var der en lige lovlig lummer vibe af halbal i TAP1 til årets ølfestival? Var det lige lovlig meget same precidure as last year Miss Sophie? Jeg sværger, at jeg så tre tykke mænd i MC læderveste med Tuborg Classic broderet på ryggen. Det er jo ikke engang sjov, men mere et nærstudie af folkelighedens indavl på samme niveau som en tur op ad Østerbrogade på en dag med speedway i Parken.

Undskyld, men var du der ikke selv? Jo, men jeg synes ikke der var meget at komme efter, ud over det umanerlige gode selskab jeg havnede i. Og jeg håber og tror, at nogle af ølundergrundens hårde halse tager konkurrencen op næste år og udfordrer Danske Ølpensionisters storsløve monopol på bredt samlende events. Mikkeller Bar har allerede vist vejen med deres storslåede events, så hvorfor ikke skele til udlandet, fx Dark Lord Day, og årligt tænke en enkelt af disse events ud af baren, helt ud på ud på gaden i alliance med de sejeste mikroer, lokale gastronomer og undergrundsbands. Mere street, mere kant, mere rock and roll og mindre af laveste fællesnævner. Så slap vi måske for meget ligegyldigt øl, pølse og kartoffelsalat akkompagneret af tonerne fra en storsvedende stodder og hans lumre hammondorgel.

Mine gode ølvenner og jeg styrede i løbet af nul-komma-nul-fem mod en bænk på den billige langside, hvor vi kunne skimte skiltene på Mikkeller, Ewil Twin, Brewdog, Croocked Moon og De Molen. Det var festens centrum, og specielt Mikkeller og De Molen havde mange interessante øl vi ikke havde smagt før. Og de mange højdepunkter hos manden i møllen fik mig til at tænke på et storartet collaboration-brew Mikkel og Menno, som jeg ikke fik taget noter til, men heldigvis havde hamstret et ekstra eksemplar af.

Når Mikkeller møder De Molen, er det i mikroernes verden et veritabelt Clash Of The Titans, og tilmed et vitterligt vellykket et af slagsen. På papiret var jeg ikke spændt, men det skyldes udelukkende fordomme om fesen WeisenBock. At Mikkel og Menno var brygget til en special hollandsk Bock festival hjalp ikke det store på min skepsis. Men Mikkellers ekstravagante humling forvandler Mikkel & Menno til den saftigste gang humlejuice, du overhovedet kan forstille dig. Galena, Chinook, Simcoe, Cascade, Amarillo og tørhumlet med Saaz og Cascade bringer IBU op på 53. Det har i min optik intet med klassisk Bock at gøre, men netop derfor er den et interessant gadekryds og helt sin egen.

Bock’en har genretypisk en lad, tung og bredrøvet maltprofil samt slibrig sødme. Mikkel og Menno’s amerikanske humleangreb overvinder både malt og sødme og trænger det langt i baggrunden til fordel for frisk- og bitterhed. Man fornemmer det allerede ved ophældning, hvor toner af blomst, citrus, karamel, gær, krydderi og frugt svæver op ad glasset. Stor og let støvet aroma. Prægnant og insisterende stædigt skum dækker over en mørkrød uklar og rustik farve samt en blid carbonering. Smagen handler udelukkende om bitterheden og er strukteret som IPA’en med en kærlig hilsen til Frelser. En lang, kompleks, blomstret og stikkende bitterhed, der aldrig bliver brutal og bister, men nærmere fed, juicy og drikbar omkranset af et sært snit af gær, krydderi, frugt, karamel og malt.

Mikkel og Menno udfordrer i den grad Bock’en, som nogen bør udfordre Ølfestivalen næste år. Eller skal det blot være same precidure as every year James?

Karakter (0-6): 4

Croocked Moon Brewing, How it ends

Der var forhåbentlig ikke nogen slet skjult symbolik i, at Croocked Moon havde medbragt en øl med titlen “How it ends” til Beertickers støttefest. Må alle ølguder sørge for, at dette IKKE bliver overskriften der besegler Beertickers skæbne. Støttefesten på Øltemplet Ørsted vidner i hvert fald om, at ølundergrundens mange kendte ansigter vil det helt anderledes. 14 danske mikroer donerede deres øl, tid og overskud til Beerticker, og Mr. News Peter Myrop Olesen har brug for alt den støtte han kan få, efter at Danske Ølpensionister har plukket ham for hver en fjer, og tilsyneladende misbruger og kopierer hans arbejde i deres dilletantiske medlemsorgan.

En af de 14 var up and coming Croocked Moon, hvis suveræne Smokescreen gjorde et uudsletteligt indtryk på Allbers slidte ganer. Den superlækre Landslide var en af Ølfestivalens højdepunkter, og How it ends trykker så lige sømmet helt i bund. En fyrrig fætter der er noget mere tro mod IIPA genren end Smokescreen var mod Porteren.

Titlen er en reference til sangen ”How it Ends” med DeVotcKa. Jeg får dog trukket øllet frisk fra fadet til tonerne af vintage Black Sabbath. Alene duften er stor og potent nok til ikke at lade underbevidsheden vikle sig ind i Ozzy Osbournes diabolsk dragende lyrik og tvangstanker om dommedagsprofetier, undergang og heksekvinder der suger alt livsmod ud af dig. I næsen står tunge toner af smør, humle, vanilie, karamel, frugt og humle, og øllet står sprængfarligt i glasset med et beskedent utæt skum, der efterlader lange blonder langs glassets kant. Smagen er domineret af den bistre bitterhed, der dog først stikker ekstra hårdt på den helt lange bane. Starter sødt med karamel, et snert af honning og så en solid bredrygget maltbase der sætter scenen for det smørfede og pebrede humlebid.  Ergo Bibendum.

Croocked Moon har en syg kærlighed til velhumlet øl, og denne hårdtslående humlehammer får med garanti en salig følelse frem hos selv det mest hårdføre hophead. Navnet “How it ends” holder måske ikke helt hvad det lover, og er ikke mere end original og klassisk IIPA – smooth, lækker og drikbar. På den anden side gik jeg nærmest helt i stå, da jeg skimtede bunden af glasset – så svingede pilen hjemad og styrede alt god karma i retning af beerticker.dk og Croocked Moon. Jeg synes du skal gøre det samme.

Karakter (0-6): 4

Søren Parker Wagner, Croocked Moon

Peter Myrop Olesen, Beerticker

Three Floyds, Amon Amarth Ragnarok Imperial Porter

Det er ikke hver dag at en Imperial Porter må finde sig i at varme op for en endnu sortere storebror, slet ikke når afsenderen på Imperial Porteren er verdens bedste bryggeri Three Floyds. Men det var ikke desto mindre tilfældet på denne legendariske dag på Mikkeller Bar, hvor Amon Amarth Ragnarok Imperial Porter på ikke mindre end 8.2% fik flufferjobbet og smurte smagsløgene på mangen en geek, der i virkeligheden kun ventede på hovedattraktionen, den absolutte legende og notoriske natteravn Dark Lord.

Navnet er ikke helt tilfældigt da denne potente porter er en “krigsøl” brygget i samarbejde med det melodiske death metal band, svenske Amon Amarth. De varmer ikke op for nogen som helst. Men turnerer verden tyndt med deres grotesk grinagtige men oprigtige vikingemetal udgjort af kraftfulde kvad om Nordsøens salte smag, duften af nedbrændt kloster og vigtigst af alt, Valhalla, hvor døde krigere mødes og får mjødhornet fyldt.

Selvom der ikke er meget mjødhorn over de små glas på Mikkeller Bar, så var Valhalla måske alligevel inden for rækkevidde da dråberne af Amon Amarth Ragnarok endelig fandt sin rette temperatur og tonerne af røg, bål og salt satte sig fast bagerst på tungen. Hvor bandet Amon Amarth bruger for lang tid i motionsrummet og for lidt tid i øvelokalet, ja så spiller øllet ikke med musklerne men snarere med et kunstfærdigt, komplekst og afbalanceret bittert udtryk.

Imperial ja, men den høje alkoholprocent er pakket ind i porterens former: Blødt og blidt, lavt carboneret med en diskret prikkende perle, en nærmest olieret tekstur og en super smooth mundfylde. Ikke et vildt frontalangreb fra en krigsøl men snarere et kælent møde med indbydende og inciterende indtryk i duft og smag. I næsen livlige og friske noter af ristet røget malt, kaffe, lakrids, grape og humle. Stor og livlig aroma som i en lille stout eller en sort IPA. Smagen spæner rundt i spændingsfeltet mellem det sprøde søde og det tørre bitre:  Malt, lakrids, let røg, salt, rosin, karamel, frugt og humle. Helt nyslået, frisk og direkte drikbar. På den lange bane står bitterheden stærkest.

Amon Amarth Ragnarok Imperial Porter holder måske ikke helt hvad navnet lover, men det er stor brygkunst og kun Dark Lord kan trække en så stor opvarmingsøl.

Karakter (0-6): 5

Three Floyds, Vanilla Bean Brandy Barrel Aged Dark Lord Russian Imperial Stout

Ooh my Dark Lord. Denne uge må gå over i Mikkellers historie som den travleste nogensinde. Hop Bob Challenge, Three Floyds gourmetmiddag, Three Floyds Meet The Brewer på Mikkeler Bar og tre dages ølfestival med endnu et rekordantal haner. Samtidig er de hårdnakkede rygter om Mikkellers kontraktbryggeriplaner stateside nu nået helt til de trykte spalter i det radikale paks kamporgan Politiken, og så er der jo nok noget om snakken. Det kan efter Mikkel Borg Bjergsøs egen vurdering betyde at Mikkeller vil være i stand til at fordoble produktionen i USA og nå helt på 1 mio liter om året! Move over Cowboys!

Allbeer springer først på eksprestoget til Three Floyds Meet The Brewer på Mikkeller Bar. Menukortet er historisk. Intet mindre. Bryggeriet der for tredje gang i træk er kåret af Ratebeer som verdens bedste bryggeri medbringer hele 8 øl på fad og 5 på flaske. Da beerticker.dk breakede historien troede man knap sine egne øjne. Stifter Nick Floyd, Vice President Barnaby Struve og Head Brewer Chris Boggess har fragtet fustager over dammen med øl som ikke engang findes på Three Floyds eget site.

Hovedattraktionen er uden tvivl den absolutte legende og sagnomspunde kultøl Dark Lord i en fadlagret version: Vanilla Bean Brandy Barrel Aged Dark Lord, der første gang så dagens lys på Dark Lord Day 2008. Men også Imperial IPA “Dreadnaught”, “Amon Amarth Ragnarok” Imperial Porter samt en række brutale Barley Wines varsler om overarbejde for selv de hårdeste halse. De fleste har nok ikke glemt Mikkeller Bar’s åbningsfest, som også var en Dark Lord Day II, og her lidt over et år efter kan mangen en geek så helt sensationelt smøre smagsløgene og nyde en fadlagret version fristrukket fra fadet.

Vanilla Bean Brandy Barrel Aged Dark Lord er absolut så intens, kompleks, dyb og ekstrem som man turde håbe på. Den tager det muliges kunst helt til grænsen akkurat som Mikkellers egne fadlagrede versioner af de sorte stolte sønner Black og Black Hole. Det er et langt frit fald gennem lag på lag af spektakulære smagsindtryk, og i det trange hjørne mod Victoriagade i Mikkeller Bars baglokale står de fleste med båthornet dybt nede i glasset og taler højt med sig selv og sidemanden i en trancelignende tilstand. Minus en trio af celebre ratebeerians der ivrigt noterer de indforståede koder ned.

Øllet står kulsort i glasset med et yderst minimalt solbrændt skum. Stor aroma. Meget stor og meget sød. Erik, Hans og jeg startede med den fremragende Amon Amarth Ragnarok Porter, mens vi lod Vanilla Bean Brandy Barrel Aged Dark Lord få varmen. I takt med at temperaturen steg blev duft og smag bare bedre og bedre. I næsen sødelige noter af vanilje, sukker, malt, træ, karamel og alkohol. Øllet er iklædt porterens blide kurver, stort set uden perle men alligevel imponerende friskt og stramt selvom mundfølelsen er fed og en anelse småklistret. Smagen er en sand eksplosion af indtryk: Vanilie, mørk chokolade, brandy, kaffe, træ, farin pakket ind i 15% alc, der først stikker snuden frem på den helt lange bane. En helt vanvittig og perfekt øl, der altså pt. indtager en 12. plads på listen over verdens bedste øl. Orignalen og Oak aged versionen ligger på hhv. 3. og 4. pladsen. En magtdemonstration uden sidestykke af mørkets mester. Obey!

Karakter (0-6): 6

Mikkeller, Koppi Tomahawk x Guji Natural Coffee IPA

Det måtte jo ske på et eller andet tidspunkt, selv for en Beer Geek og Mikeller Freak. Efter hundredevis af drabelige omgange med kombinationer af vand, humle, malt og gær fra Mikkel Borg Bjergsøs hårdslående handske, har jeg fundet en Mikkeller Øl jeg har slået mig lidt på. Koppi Tomahawk x Odoo Shakiso Coffee IPA er navnet på Mikkellers heftigt hypede Kaffe IPA. Troede jeg. For en geek der var lidt vaksere ved havelågen lod log mig lære, at Odoo Shakiso Coffee IPA var second batch, og at originalen var lige en tand bedre. Opskriften er vel den samme, så det må åbenbart være kaffen der gør forskellen, eller? Odoo Shakiso Coffee giver i hvert fald en småskæv smag i min optik. Nåh, men tilbage til dealeren efter originalen, så vi kan få gjort arbejdet færdigt.

Koppi Tomahawk x Guji Natural Coffee IPA er så navnet på den originale Kaffe IPA, hvor Mikkeller for første gang i ølhistorien sætter kaffe på IPA-bordet. Og ikke en helt tilfældig én naturligvis. Men friskbrygget etiopisk og let ristet Guji Natural kaffe, fra de svenske kaffenørder Koppi. Så fornemt og fint at min bedre halvdel finder det musselmalede stel frem fra Royal Copenhagen. Sådan har jeg sgu aldrig fået den før. Her sidder man så og føler sig lavkulturel og dum med sin plettede t-shirt og originale Mikkeller glas, mens man stresser lidt over at det bliver svært at vurdere farve og skum gennem en porcelænskop.

Mens disse dråber lægger sig blødt bagerst på tungen sidder indtrykket fra batch to stadig på smagsløgene. Jeg kan ikke slippe tanken om, at det måske ikke er helt tilfældigt at denne umulige kombination ikke er forsøgt før. Måske giver en Kaffe IPA slet ikke nogen mening? Men allright – hvis nogen kan må det være Mikkeller. Ingen andre har drevet vores smagsløg så langt ud på overdrevet af ekstraordinært vanvittige og genrenedbrydende smagsoplevelser. Nærmest ceremoniel opvisning men altid yderst relevant.

Med Koppi Tomahawk x Guji Natural Coffee IPA går det noget bedre med mine smagsløg end second batch, selvom jeg stadig er lidt puzzled. Det er en ganske unik smagsoplevelse, og mødet med humlen giver et twist til bitterheden som er sådan lidt off. Om kaffen komplementerer eller forstyrrer bitterheden står stadig i det uvisse for mit vedkommende.

Humlen er som navnet antyder, Tomahawk, et andet slang for Columbus. En arketypisk og ærkeamerikansk bitterhumle med masser af florale indtryk og en relativ kraftig bitterhed. Den kan smages helt rent i Mikkellers sublime single hop serie. I Koppi er kaffen tilsat med mild hånd og nedtonet i smagen, og i duften så subtil at det tangerer det fraværende blandt toner af appelsin, ananas, karamel og nyslået blomstret humle. Øllet står stramt, sprødt og i smagen udspiller sig en lille battle mellem kaffen og humlen som er lang tid om at finde sin afgørelse. Men efterhånden sænker sig en sær men skæg bitter smag af ristet kaffe, floral humle, citrus og malt, der fortoner sig i en langvarig ren bitterhed og en udtørrende mundfølelse. Normalt er en god IPA velegnet til det krydrede cuisine, men jeg har vitterlig svært ved at forestille mig, hvad man skulle servere til denne øl.

Bedst som man overbeviser sig selv om, at dette var Mikkellers mest radikale genreopgør og mest pudseløjerlige øl, kan man arbejde på at kaste konventionerne totalt over bord, når alle tiders legenderiske stout “Black Hole” nu står foran mødet med tequila og hvidvin i “Black Hole Barrel Aged Tequila” og “Black Hole Barrel Aged White Wine”. Denne signaturs forhold til tequila og hvidvin er mildest talt anstrengt, og man får jo nærmest nervøse ticks og trækninger ved tanken om, hvad disse forfærdelige fremmedlegemer kan lave af ullykker i mødet med Mikellers sorte stolte stouts. Man må prøve at undgå dem, men det vil med garanti mislykkes.

Karakter (0-6): 3
Mikkeller Tomhawh Single Hop IPA 
Mere Mikkeller på Allbeer

Koppi videoen:

Koppi interview fra release på Mikkeller Bar:

Thomas Schøn om Koppi:

To Øl, Sjø Tæhm Speciel Fejø Limited Don’t You Be Messing With The Mikkeller Bar Tender Crew Or They Will Fuck You Up! Dobbelt Vintage Ekstra Extra Barrel Aged Edition Cassis x 2

På Mikkeller Bar bliver bartenderne ikke bare bag baren. I hvert fald ikke de herrer Tobias Emil Jensen og Tore Gynther. Måske det har noget at gøre med deres fortid på Det Fri Gymnasium i København. Her holdte læreren sig nemlig heller ikke bare bag katederet. I hvert fald ikke Lærer Bjergsø, der efter skolens lukketid opererede udenfor det obligatoriske pensum og svingede spanskrøret i den oldgamle diciplin – ølbrygning.

Det trængte det gymnasiale så langt i baggrunden at de to drenge nyligt under navnet “To Øl” forkælede vores kræsne ganer med First Frontier IPA, Overall IIPA og porteren Black Ball. Lærer Bjergsø fik sig også en bar, hvor drengene stadig betaler af bag disken. Til den stort anlagte 1 års fødselsdag havde de gamle elever tilmed fundet plads på tavlen blandt 19 andre vilde verdenspremierer med et surt opstød til ditto ølgeeks eller måske blot en hyldest til deres gamle lærermester.

Den mundrette titel “Sjø Tæhm Speciel Fejø Limited Don’t You Be Messing With The Mikkeller Bar Tender Crew Or They Will Fuck You Up! Dobbelt Vintage Ekstra Extra Barrel Aged Edition Cassis x 2″ siger jo det hele. En fadlagret frugt lambic brygget på Fejø med 1 kg solbær pr. 2 liter lambic og udelukkende tilgængelig til Mikkeller Bars fødselsdag. Ikke helt normalt, nej nærmere imponerende, at man så tidligt i karrieren kaster sig over den diciplin. Men her på redaktionen er der absolut ingen sure miner. Intet brok. Men masser af respekt. Vi håber det også havner på flaske eller fad en anden god gang, da projektet er vitterligt vellykket og mere end blot bestået.

Admiralen og denne signatur følte sig særligt forpligtet til at skyde festen i gang med menuens sure sprøjt. For os markerede Mikkeller Bars fødselsdag også, at det var præcist seks måneder siden vi mistede Tapiren, der som bekendt kunne dufte brettanomyces på flere kilometers afstand. Med en tåre i øjenkrogen bliver vi hurtigt enige om, at Tapiren virkelig ville have værdsat denne øl, som rammer præcist på det spontane smagshjuls parametre. Den uklare røde farve står flot i de små Mikkeller glas og er akkompagneret af de beskedne eftermiddagssolstrejf i Victoriagades skyggeside samt et diminutivt pinkish skum. Middel carboneret, fed mundfylde og fin frisk. Duften er relativ stor af grape, surhed, bær, eddike og let råd. Tonerne fra trætønden spiller op mod en sur, grapey og tør smag af primært bær men også citrus, eddike og salt. En perfekt starter til Mikkeller Bar’s 1 års fest men også til eftermiddag på solterrassen, hvis vi ellers kunne få To Øl til at hælde disse herlige dråber på flaske.

Respekt til To Øl og til Mikkeller Bars Tender Crew. Det hører dog med til historien, at vi fik en kortvarig identitetskrise da Barchef Jannik forsvandt på ud på lageret og kom tilbage med en kold flaske hvidvin. Han svor dog at det var til et hunkønsvæsen, der troede lokalerne stadig tilhørte en Vinbar.

Karakter (0-6): 4
To Øl’s  hjemmeside
To Øl på Facebook
Billeder fra den fede fest

Beerticker og Allbeer Meet'n Greet på Mikkeler Bar !!!!

To Øl Black Ball:

Mikkeller Bar 1 år – Smedens Tale:

Pivovarský dvůr Chýně, Ale Ejlík

Når Mesteren drejer den firehjulede hjem fra øllets indre i Prag gælder det om at holde sig parat. Lasten er læsset tungt med minifustager, pumper og flasker fra vores elskede Pivovarský dvůr Chýně. Og denne gang med seneste nyt fra den virtuose brygmester Tomáš Mikulica. En Ale (Ale Ejlík) og en India Pale Ale (Pivo Polotmave) var ikke lige hvad vi havde set komme. Men ved nærmere eftertanke var vi nok advaret på forhånd.

Mikkeller Bars fortræffelige arrangement med Pivovar Matuška og deres amerikansk inspirerede IPA’er varslede vigtige nye signaler. Hvor verdens førende bryggere forgæves har forsøgt sig med fortolkninger af den hellige saaz-fyldte tjekkiske pilsner (fx Tjekket Pilsner og Saaz Hopburst), er de førende tjekkiske bryggere nu med langt større held og dygtighed åbenlyst inspireret af primært de amerikanske humlebomber. En yderst interessant udvikling og Matuška Černá Raketa (Black Rocket) fra Pivovar Matuška er et enestående eksempel. Humlefusionen af Saaz, Cascade, Amarillo og Premier gik op i en højere enhed, og selv de hårdeste humlehalse på Mikkeller Bar måtte nikke anerkendende.

Ale Ejlík fra Pivovarský dvůr Chýně er endnu et eksempel der fik de salig blikke frem på et hasteindkaldt topmøde i det dansk/tjekkiske ølakademi. Mesteren og Lars Skum faldt tilbage i sofaen i en slags drømmetilstand mens mundtøjet mumlede masser af indforståede studentikose superlativer ud i stuen.

I et kort øjeblik kaster duftesansen da også drømmene og tankestrømmen direkte til Pivovarský dvůr Chýně’s hyggelige og hellige haller. Et flygtigt refugium – men den store karakteriske husduft overmander snigende sanseapparatet. Stor og ekstrem nyslået friskhed af malt, gær, strå, halm og lade. Imødekommende, inciterende og Dvůr Chýně’s skarpt skårede signatur. Klassisk. Øllet står stråguldt og diset i glasset med en middelcarbonering, let perle og et beskedent og luftigt skum, der efterlader fine blonder langs glassets kant. På det lange stræk mangler kroppen måske lige den sidste stramhed og slår over i en lidt vandet bane, men den store smagsoplevelse overdøver denne perifere detalje. I dette tilfælde er den lange bane alligevel et næsten tomt glas alligevel.

Bitterheden er bemærkelsesværdig. Vi er enige om, at det er det bitreste fra Pivovarský dvůr Chýně til dato. Men kan Saaz virkelig være så stikkende bitter? Nej, for et nærstudie afslører at der er brugt amerikansk humle i Ale Ejlík.

En stemning af total overraskelse og forvirret begejstring breder sig på topmødet og alle taler i munden på hinanden. Hvad er nu det for noget? Hvordan kan duften være så karakteristisk Pivovarský dvůr Chýně, når der nu brygges med amerikansk humle? Vi er enige om at det må være gæren, Tomáš Mikulica’s særlige brygmetode og så hans stædige mantra om kærlighed og hygiejne. Et bud kunne også være at Saaz er brugt i en kombination med den amerikanske humle.

Der er ikke angivet hvilken amerikansk humle Mikulica har brugt, men et bud kunne være allround humlen Amarillo som af de langskæggede humleeksperter defineres som en aroma cultivar. En slags “super Cascade”, og i Ale Ejlik oplever vi en markant bitterhed. Stikkende, varmende, floral, langvarig med en snert af træ og krydderi og i synkront parløb med den bredryggede maltprofil.

Aftenen lukker med den chokerende bitre India Pale Ale (Pivo Polotmave, også amerikansk humlet) og så mesterens sidste trumf: En pudsig påskebryg, der smagte og duftede af gær. De fraværende medlemmer af akademiet er langt langt fra Chýně certificeringen.

UPDATE !!!  Vi har søndag aften 1. maj 2011 modtaget en mail fra Tomáš Mikulica, der bekræfter at der ikke er brugt Saaz og at humlerne Amarillo og Cascade er de anvendte i Ale Ejlík…

Karakter (0-6): 5
Mere tjekkisk øl på Allbeer

R U talking 2 me? Don Chyne: Jitka Eichlerová

You never forget your first !!!!

Nørrebro Bryghus, Furesøe Framboise

Ølguderne skal vide at jeg hverken har den store kærlighed til hvedeøl eller frugtøl, men derfor må man også trække piben ind, når man udfordres og bliver klogere. Det var præcis hvad der skete da den pukkelryggede var på besøg til noget børneramasjang henover påsken. Der skulle øl til maden, og da jeg hverken kunne opdrive favoritterne Funky E Star fra Mikkeller, Påske fra BeerHere eller det nye vanvittigt vellykkede stjernebryg fra himmelstormerne Evil Twin: Ryan and the Beaster Bunny,  besluttede jeg mig for helt at undgå de mange pivringe påskeøl vi hvert år må trækkes med.

I stedet blev det Black Ale fra Thisted, der som altid spillede perfekt op til påskelammet. Til desserten lyste et par pinke etikketter op bagerst på ølhylden i kælderen: Furesøe Framboise fra Nørrebro’s Bryghus.

Basen i denne desertøl består i husklassikeren Stykman Witt, en let, økologisk, frisk men også harmløs tørstslukker, der primært viser karakter i den krydrede aroma fra den traditionelle tilsætning af korianderfrø og pomerans samt noble nelliketoner fra den belgiske hvedeølsgær. Brygget på en base af 50 % umaltet biodynamisk ølandshvede og 50 % økologisk pilsnermalt, og mæsket intensivt hvilket giver den fjerlette krop. Humlen er også økologisk, tysk og temmelig tandløs – Perle. En øl der gik direkte i min glemmebog, men ekstrakten af frysetørrede hindbær fra vilde områder langs Furesøen tilsat de sidste dage af øllets modning giver en ganske anden smagsdimension. Ideen skulle være Shaun Hills.

Først og fremmest er friskheden og letheden Furesø Framboise’ absolutte force. Prikkende og perlende, nærmest mousserende. Klassisk aperitif, uklart, rødt og med et lige lovlig livligt pinkish skum. Duften er hindbær, let fugtig kælder og hvede. Smagen indledes sødt og slutter knastørt. Autentisk hindbær, træ, hvede, gær og den spinkle surhed sender tankerne i retning af lambic. Blot ønsketænkning, men måske den ville få mere bid med et skud brett som i Furesø Sauvage.

Øllet mangler måske lidt stramhed. Smag, skum og  perle fortoner sig for hurtigt i en lidt vandet mundfølelse. Selvom denne øltype aldrig bliver en personlig favorit var Furesø Framboise dog alligevel et glædeligt bekendtskab til desserten og det sjældent stædige påskesolskin.

Karakter (o-6): 3

Pivovar Platan, Platan 11°

Det er nok ikke gået nogens næse forbi, at vi her på Allbeer har et meget blødt punkt for den tjekkiske brygkunst. Faktisk så blødt at vi bader i øllet, så blødt at vi en regnvåd forårsaften ignorerede Ølbarens premiere på hele to nye øl fra nestoren Christian Skovdahl Andersen og Mikkeller Bar’s inciterende aftenprogram med øl fra Zeppelin og et glas af den sagnomspunde Utopia.

I stedet svingede vi ned ad Gothersgade til det der må være Københavns mest oversete og hemmelige vandhul, Gold Prag. Her flyder det vidunderlige øl fra Bernard friskt fra fadet til helt menneskelige priser, men denne aftens feature var en lys lager fra Pivovar Platan. Og akkompagneret af en himmelsk og krydret ungarsk gullasch var der ikke et øje tørt rundt bordet. Til gengæld var der helt stille.

Det var naturligvis Mesteren der durkdrevent dirigerede sit dedikerede entourage til byens tjekkiske åndehul, og han blev selvklart straks genkendt af tender Heidi, der resolut fjernede reservationskortet fra det bedste bord og satte os ned. Med Platan 11°  måtte mesteren dvæle længere end sædvanligt, og vi studerende fælder naturligvis ikke nogen dom før mesterens mimik afslører om øllet er godkendt eller ej. Det ville ikke være klogt. Men Mesterens koncentrerede og klare blik blev hurtigt forvandlet til blanke øjne og salighed. Et anerkendende nik til tenderen, og vi andre er ydmygt på banen med uforbeholden ros til denne uragtige og uprætentiøse tjekkiske øl, der på så effektiv vis vådtede de tørre pletter i halsregionen.

Vi er enige om, at den klart er bedre end Bernard, men at der alligevel er et stykke op til ypperlige Chyne eller Kout na Sumave, hvis signaturer i duft og smag bare står så superskarpt. Platan 11° udmærker sig dog ved en særdeles bredrykket nærmest smøragtig maltprofil og en fantastisk friskhed. I næsen opleves kraftige noter af malt, smør, græs, honning, saaz, gær og let frugt. Gyldent, diset, middelfyldigt, medio carboneret og tæt på det vandige men alligevel ganske sprødt. Skummet er finmasket, kridhvidt og knitrende, lette blonder sætter sig langs glassets kant. Smagen er knapt så stor som aromaen. Starten er fed, maltet og sød. Toner af honning og karamel. Friskhed. Blomster. Frugt. Til slut saaz i en afstemt og sprød humlebitterhed, der måske lige mangler det sidste for at spille synkront op mod malten.

Vi snupper en mere til det andet ben. Slutter derefter af med den obligatoriske og mageløse mørke 13° fra Bernard og dvæler lidt ved, at det nogen gange bare er rart at gå back to basics, selvom byens førende vandhuller denne aften forsøger at overgå hinanden med den ene mere sensationelle og sjældne øl efter den anden.

Karakter (0-6): 4
Mere tjekkisk øl på Allbeer
Mesteren i Ølbad

Det Lille Bryggeri, Humlemord

Det Lille Bryggeri satte vitterligt fut under kobberkedlerne i 2010 med imponerende 40 nye øl. Dermed slog bryggeren René Hansen rekorden for flest øl brygget på eget brygudstyr i Danmark. Imponerende taget i betragtning af at han har fuldtidsjob ved siden af, og imponerende fordi at kvantitet og kvalitet går hånd i hånd. Dernæst bliver der eksperimenteret på livet løs med den ene mere mystifystiske kombination efter den anden. Ingen af disse spændende bryg nåede i nærheden af DØE’s top 10 over årets ølnyheder, men her på Allbeer betragter vi dette som en klokkeklar blåstempling og en garanti for kvalitet.

Favoritterne fra min flirten med Det Lille Bryggeri tæller dog mest arketyperne Smoked Imperial Stout, Oak Aged Porter, Røgøl, Juleporter, Smoke Chili og så denne fantastisk namede IIPA, Humlemord (The American Way). En trilling med to brødre Humlemord (Passion of Hops) og Humlemord (High and Low). Fælles for dem alle tre er, at der bruges helt urimelige mængder humle og forskellen ligger i kombinationen af disse. Humlemord (American Way) holder en IBU på 107, og synderne er de bitre bastarder Amarillo, Chinook, Columbus, Simcoe og Cascade. Så bliver det vist ikke mere stateside style og dermed heller ikke videre originalt, men på den anden side en test enhver brygger med respekt for den store amerikanske humlebombe skal bestå.

Og ved denne grønne eksamensdug er der absolut ingen slinger i valsen med Humlemord. Fundamentet er sikkert og solidt ølhåndværk – spørgsmålet er kun om smagen eller et eventuelt originalt twist får humleklokkerne helt op at ringe. Svaret ligger nok et sted midt i mellem. Øllet står smukt i glasset med en diset fuzzy tone af amber toppet af et medium men stædigt og kridhvidt skum. Carboneringen er medium og en frisk prikkende perle pibler langs glassets kant, og i munden er følelsen creamy men fantastisk frisk. Næsen er rene og frodige toner af humlerne, citrus, blomst og smør. Smagen er dog kun medium bitter men behagelig og præcist afstemt. På den korte bane er der også en maltet sødme, mango, karamel. Finalen er tør og bitter, dog ikke så bidende og langvarig, som man måske kunne have ønsket sig. Vi giver 4 stjerner for den sikre men rutineprægede præstation.

Karakter (0-6): 4

Gänstaller-Bräu, Affumicator

Formiddagens første solstråler stod denne lørdag i kø for at bryde igennem den sure dis i Oehlenschlægersgade, og det stod i skarp kontrast til begivenhederne i de legendariske men snart forhenværende små lokaler hos Ølbutikken. Her blev ikke leflet for foråret med solskinsøl, derimod var ølundergrundens mørkemænd indkaldt til brandøvelse fra tidlig formiddagsstund. Ganske sensationelt havde Ølbutikken sat hele 16 røgøl til salg, alle sammen for den rimeligt retfærdige pris af 28 kr, og så det var ellers bare om at finde skumslukkeren frem.

Men ikke nok med det. Der blev skænket gratis ud fra et 10-liters træfad hevet op af en tysk kælder, indeholdende noget så sjældent som en trippel smoked bock “Affumicator’” fra Gänstaller-Bräu. Knapt var man kommet ud af fjerene, knapt havde man smurt smagsløgene inden denne byge af bambergsk røg rev i næseborene, og mindede én om at røg i disse doser altid er relevant og særdeles særegent.

Røg og Bock er bare noget andet end røg og stout eller røg og porter. Hvor den kraftige røgs toner af aske, salt og bacon i det stoutske univers går i sync med den ristede malts nuancer af kaffe og chokolade, ja så sker der en helt anden reaktion når røgen møder bockens univers af karamel, nød, maltsødme og fraværet af humlebitterheden. Forventningerne er derfor helt i top da jeg sammen med en geek eller ti trækker hen til træfadet.

Ølbutikkens pusher bag disken forsøger ikke at skjule sine tømmermænd, men er yderst opmærksom, hjælpsom, snakkesalig, og der går ikke mange sekunder før røgen trækkes ud af tønden og lander i det obligatoriske plastickrus. Skummet er minimalt og hvidt, kroppen slank, uklar og kastaniebrun med et lyst rødligt skær. Aromaen er nærmest eksplosiv fed bambergsk røg, og i et kort øjeblik genkalder jeg mig selv i færd med at rengøre pejsen i sommerhuset efter en kold dag for fuld blæs. Virkelig stor og intens aroma af røget malt, brændt træ, aske, lejrbål, alkohol, tørret frugt, krydret chorizo og et let strejf af råd og mug. Mundfylden er overraskende frisk selvom carboneringen er blød. Smagen knapt så agressiv som aromaen. Til gengæld er den ganske kompleks. Røgen dominerer naturligvis, men der er også alkohol, citrus, frugt, krydderier, malt og karamel. Finalen er lang, tør, røget og en bestemt bitterhed sætter overraskende ind og fuldender et sjældent solidt balanceret udtryk.

Det kan godt være at lokalerne  i Ølbutikken er blevet for små, men oplevelserne har alle dage været store.

Karakter (0-6): 4

Randers Bryghus, Hoppy Sundown Imperial Ale

Groucho Marx sagde engang at han aldrig ville melde sig ind i en forening der kunne finde på at acceptere ham som medlem. Men måske man så skulle starte sin egen? Vi har her på Allbeer historisk inkompatible ganer med DØE’s medlemmer og deres kåringer af årets ølnyheder. 2010′s kandidater er en eklatant bizar blanding af middelmådige og i flere tilfælde elendige øl. Enhver brandingekspert ville spille det nye navn “Ølpensionisterne” på banen og introducere alle medlemmer for et mimrekort samt sikkerhedssele til øllets ufarlige midterrabat.

Listen er som en stor sort sol over den danske ølhorisont, der øjensynligt ikke rækker længere end en simpel pale ale fra den storindustrielle ølelefant og et par enkelte hits fra Midtfyns Bryghus og Hornbeer. De fornyende, de innovative, de notorisk grænsesøgende bryggere fra Det Lille Bryggeri, BeerHere, Raasted, Kissmeyer, Croocked Moon, Djævlebryggerne, Amager Bryghus og Mikkeller blev der ikke plads til. Det gjorde der tilgengæld til Randers Bryghus, hvis Hoppy Sundown Imperial Ale jeg lagde drøbel til på Salig Simons Gaard i Svendborg sidste sommer.

Jeg førte noterne til den personlige logbog men besluttede at kassere anmeldelsen, da Hoppy Sundown vrikker videre på en skamreden skabelon som en stivbenet ølkrikke og ikke efterlader nogle varige spor i mulden. Med så mange “Gøgebryggere” ind over kobberkedlen kunne man ellers havde håbet på en mere udfordrende eller unik oplevelse, men det er ingenlunde tilfældet. Jovist, den er humlet, men de rå mængder af favoritterne Centinnial, Chinook, Cascade og Nugget ender med en bitterhed på “den stive side af kuling” som Randers Bryghus med lun humor skriver på etiketten. Jeg oplever at humlerne nærmest udligner hinanden, og bitterheden er naturligt intens, nærmest udtørrende og langvarig, men også en anelse monoton og endimensionel. Måske det er den heftige humling af urten, der har fået en ordentlig tur både før og efter kogning og brygget er desuden dry hopped efter nogen lagringstid. Det hjælper heller ikke på oplevelsen at 8,7% alc. stikker fjæset lige lovlig langt frem på palletten. Det mærkes også på aromaen der er underligt indelukket, uren og nærmest bitter. En blanding af humle, sødme, fyrnåle og gammelt vasketøj. Ikke videre indbydende. Men flot ser den ud ved skænkning. Kobberfarvet og let perlende, stort smukt og stædigt skum.

Alligevel ligger Hoppy Sundown i den bedre halvdel af DØE’s liste. Og taget i betragning af at øllet er limited edition brygget i beskedne 1250 eksemplarer, er det da også noget af en bedrift at Hoppy Sundown er stemt ind i top 10. Men jeg ved snart sagt ikke, om det i virkeligheden er det mest opsigtsvækkende.

Manden der overhovedet har gjort afstemningen mulig, Peter Myrop Olesen, har for en stund måtte lukke den fremragende nyhedsportal Beerticker. Og læser man nekrologen får man klart det indtryk, at DØE har ladet Peter knokle med at opdatere listen over ølnyheder i den tro, at DØE på et tidspunkt ville skyde nogle seriøse penge efter projektet. Det gjorde de bare ikke. Men for fjerde år i træk smykker de sig nu med Beertickers fjer i den stort hypede afstemning. Heldigvis viser det sig, at Beerticker.dk i dag torsdag kl. ca. 13.45 blev relanceret i nye rammer med hjælp fra Humletorvet, og på den måde håber enhver ølnørd så, at vi alligevel ikke behøver starte vores egen forening. Men i stedet kan kaste vores support, mønt og masser af klik efter det vigtigste og bedst opdaterede ølsite, der om nogen gør det DØE prædiker, fremmer øllets sag.

Gå til Beerticker.dk
Support Beerticker på Facebook
Humletorvet

Karakter (0-6): 3

Croocked Moon, Smokescreen

Kaptajn K og denne signatur prøver forgæves at vende tilbage til det gamle gerningssted, Plan B. Men ølsmagninger er nu øjensynligt blevet en så stor succes, at man skal booke bord flere dage før. I stedet satte vi kursen mod Ølbaren, og det skal jeg da lige love for vi ikke fortrød. Vi blev udfordret på alle niveauer, startende med kunsten på væggen der helt uhørt stjal opmærksomheden fra den tætskrevne øltavle. Absurd grotesktisme af sort hvide penselstrøg brudt kraftigt op med et gulerodsfarvet langt vildt hår hvis ejer, en livløs dukkepige, ligger i skødet på en stor bjørn der forgriber sig på hende. I vindueskarmen sidder en bamsedreng der ikke kan lade være med at kigge på! Så er vi da i gang!

Kaptajn K tager teten og redder mig ud af denne på en og samme tid forargelige og fascinerende udfordring med det vi er kommet efter, ØL!! BeerHere “Winter IPA” imponerer som billedet underneden mere end rigeligt antyder med en stor stiv skumhat, men desværre også med en underlig vandet krop.

2. omgang er min og tender Jacob lader mig ikke have noget valg. Croocked Moons røgede porter, med det seje navn “Smokescreen”, er ved en glædelig logistisk fejl netop havnet på Ølbarens haner stort set samme øjeblik vi er trådt ind ad døren. Vi snakker altså om den Smokescreen, der først har officiel præmiere på Mikkeller Bar 3. marts. Vi brokker os ikke og slår til. Dette skal vise sig at blive en af de oplevelser som enhver beer geek lever for. Jeg har drukket mange forskellige portere men ingen som denne. Det er nærmest som at Smokescreen summerer dem alle sammen op i en og samme fuldstændigt fantastiske øl. Den er blød men sprød, sød men syrlig, kompleks men skarpskåren, røget men rund. Og så har den sammen egenskab som Rauchbier fra Det Hemmelighedsfulde  Bryggeri, du kan dufte den på flere meters afstand. Inciterende. Kraftig. Stor. Røget. Brændt. Dragende aroma af røget tjekkisk ost, brændt malt, tjære, pejs, tobak, torvværk, træ, frugt. Eller måske bare en duft af gode gamle Ryesgade, hvor øllet er blevet til på Nørrebro Bryghus, bryggerens gamle arbejdsplads.

Kaptajn K har lidt svært ved at koncentrere sig om sin ellers fine “A Pale Ale” fra Mikkeller. På den anden side er jeg heller ikke helt til at komme i kontakt med, og jeg forestiller mig, at de øvrige gæster må have undret sig over de to tosser ved bordet mod Elmegade, der begge sad med næsen helt nede i den samme øl. Jeg opgiver at tage noter, og går op til Jacob, takker for anbefalingen, bestiller endnu et røgslør og roser øllet til skyerne. Tørt som kun Jacob kan sige det lyder det: “Jamen det skal du sige til bryggeren, han sidder ved dit bord”. What!?

Og ganske rigtig går jeg en udstrakt hånd i møde fra skorstensfejeren selv, en meget snakkesalig Søren Wagner, der glæder sig over at vi bringer endnu et eksemplar af hans hjemmerøgede eksperiment ned til bordet. Lidt flove over at vores højlydte vrøvlerier er overhørt af øllets ejer, spørger vi usikkert og ydmygt til Croocked Moon og Smokescreen.

I de næste minutter er det som om vi stirrer direkte ind i selve sjælen af den danske mikrobrygtradition. Passionen, entusiasmen og den rastløse energi stråler ud af Søren Wagner. Vi læner os tilbage lyttende mens vores skamredne smagsløg forkæles med bål og brand, salt og bacon, tjære og tørv, sur- og maltsyrlighed og en svag, nærmest elimineret bitterhed. Alt sammen pakket i en elegant smooth, blød men særdeles sprød nattesort krop. Til sidst hører jeg mig selv spørge, hvad Søren synes om listen over danske ølnyheder fra DØE. En liste som er nogenlunde ligeså eksotisk og progressiv som en tur i IKEA. Det aftvinger et fjernt blik og svaret “vi har en del brobygning foran os hvis danske ølnørder og Danske Ølentusiaster nogensinde skal blive gode venner”.

Vi lader den stå et øjeblik, mens vi dvæler ved sublime “Smokescreen” og nyheden om genåbningen af ligeså sublime Beerticker.dk

Karakter (0-6): 6

Croocked Moon, Smokescreen og Mikkeller, A Pale Ale

Winter IPA, BeerHere